Vadehavet blev dannet efter den seneste istid – i den holocæne epoke – og er derfor,
set med geologiske briller, et område, der er opstået for ret så nylig. Det er historien
om sediment, bølger og planter tilsat et af Jordens mest kraftfulde fænomener,
nemlig tidevand. Og så en hel masse dyreekskrementer. Her får du beretningen om
Vadehavets tilblivelse.
1. ISTID I DANMARK
I dele af den seneste istid, Weichsel, var Danmark på en måde delt i to. Den ene del af landet lå under en tyk kappe af is, (den blå skravering), og den anden del var isfri. Randen af isen (den blå linje) gik ned gennem Jylland.
2. EN SMELTENDE KÆMPEISTERNING
For omkring 11.700 år siden sluttede den seneste istid. Inden da var iskappen begyndt at smelte på grund af stigende temperaturer og blev drænet af store smeltevandsfloder. De store floder flød på samme måde, som vandet løber fra en islandsk gletsjer på billedet her (og flød i den retning, som de orange pile på figuren herover). På vejen aflejrede smeltevandet en hel masse sediment i form af sand, sten og grus.
3. HAVET STEG HURTIGT
Smeltende iskapper fik verdenshavene til at stige. Det gik hurtigt, og på bare nogle tusinde år steg vandet 10 til 20 meter. Havet rykkede dermed tættere og tættere på den kystlinje, vi i dag kender som Jyllands vestkyst, hvor Vadehavet udgør den sydligste del.
4. SÅDAN BLEV BARRIEREØERNE (GROFT SAGT) DANNET
A Landskabet, som smeltevandsfloderne efterlod sig, var jævnt, fladt og sletteagtigt. Med tiden bragte bølger og strøm fra det stigende noget af det sand, som tidligere var blevet transporteret med af de store smeltevandsfloder, tilbage mod kysten.
B Sandet aflejrede sig på forhøjninger på den skrånende havbund, og sandbankerne voksede både i højde og bredde og blev langsomt større og større.
C På et tidspunkt blev sandbankerne så høje, at de stak op over vandet og kun en gang imellem blev oversvømmet.
D På de tørlagte sandbanker indvandrede såkaldte pionerplanter (som hedder sådan, fordi de er særligt hårdføre og derfor er de første, som kommer frem på udsatte steder). Det var blandt andet græsarter som marehalm og hjelme.
E Planterne kunne fange fygende sand mellem stænglerne og holde på det. Det betød, at sandbankerne, som kunne minde om de højsander, vi kan se i Vadehavet i dag, voksede endnu mere både i højde og bredde.
F Sandbankerne med deres bevoksning blev – groft sagt – grundlaget for de første klitter, som bredte sig og på sigt blev til vadehavsøerne Rømø, Mandø og Fanø og halvøen Skallingen
5. OMSKIFTELIGE FLADER
I området mellem barriereøerne og fastlandet opstod tidevandslagunerne. Det var store flader (kaldet vader) af en blanding af sand, silt og ler, der med højog lavvande skiftevis blev oversvømmet og blotlagt. Sådan fungerer tidevandslagunerne stadig i dag.
6. MØG FRA SMÅDYR STYRKEDE VADEN
I tidevandslagunens bund levede – og lever – masser af bunddyr, blandt andet muslinger og snegle, som finder føde ved at filtrere vand og fine partikler af ler, sand og silt. Resterne fra måltidet kommer ud som ekskrementer i form af grovere partikler, og den forvandling er til gavn for området, fordi grove partikler er sværere for bølger og strøm at flytte rundt på. På den måde er smådyrene med til at gøre vaden mere modstandsdygtig over for havets nedbrydning.
Dyndsneglen lever oven på vaden og måler kun
nogle få millimeter. På en kvadratmeter kan der
være op mod 120.000 snegle.
7. TVÆRSNIT AF GEOLOGIEN VED VADEHAVET I DAG
Barriereøernes opbygning
Barriereøerne er bygget op af skiftende lag af marint sand, klitsand og mudder. Sandet er aflejret på stranden og på strandplanet (den lavvandede strækning langs kystlinjen) mens mudderet er aflejret inde i lagunen, bag barriereøen. Opbygningen af barriereøerne er altså sket ved, at sandet har bygget opad og indad mod land, og så har tidevandslagunen i en periode bredt sig og har lagt sig oven på sandet, som så igen har lagt sig over på lagunens mudder.
Tidevandsdyb
Tidevandet har gravet store render – såkaldte tidevandsdyb, hvor de store mængder vand har kunnet løbe ind og ud af området.
Tidevandslagune
Lagunen mellem fastland og barriereøer består af en blanding af sand og ler.
8. MARSKEN VOKSEDE
Med barriereøer og tidevandslaguner på plads var der skabt gode betingelser for den naturtype, der hedder marsk. Den blev dannet på begge sider af tidevandslagunerne, det vil sige på fastlandskysten og barriereøernes østvendte kyster. Marsken opstod netop der på grund af tidevandslagunens rolige forhold og tidevandet, der en gang imellem overskyllede marsken og tilførte den nyt sediment.
I overgangen mellem vadeflade og fastland, der hvor vadefladen var højest, begyndte der at vokse planter frem, som var gode til at leve i det salte miljø. Hver gang områderne blev oversvømmet, opfangede planterne sedimentpartikler og holdt på dem, og det fik marsken til gradvist at vokse. Det gør den til dels stadig, men noget (eller nogen) har ændret naturens gang – læs, hvem det er, lige nedenfor …
9. MENNESKET BYGGER DIGER
På et tidspunkt i Vadehavets historie var det ikke længere kun naturens kræfter, der definerede områdets udvikling. Med kilometervis af diger og såkaldte slikgårde på fastlandskysten begyndte vi mennesker at tæmme havet for at beskytte større og mindre byer, som lå i områder, der var i risiko for oversvømmelser, f.eks. ved stormflod (de grønne områder på dige-kortet herunder).
Digerne blev også bygget for at inddæmme marsken, så den undgik at blive oversvømmet under stormfloder og dermed blev egnet til landbrug og græssende dyr. Den menneskelige indgriben har imidlertid betydet, at de sedimentologiske processer i marsken inde bag digerne er standset, og konsekvensen er, at den del ikke længere vokser i højden.
KORT OVER DIGER I VADEHAVSOMRÅDET
Den danske del af Vadehavskysten har i dag diger på en meget stor del af strækningen fra Ho i nord til Højer ved den dansk-tyske grænse i syd.
TVÆRSNIT AF DIGE
