Danmark er en oliestat, som i flere årtier har produceret så meget olie og gas fra vores del af Nordsøen, at vi kunne sælge ud af det. Men hvorfor har vi egentlig så mange olie- og gasfelter, og hvor meget har vi hevet op derfra? Få et lynoverblik her.
Hvor finder man olie og gas?
Det er et områdes geologiske historie, der bestemmer, om der opstår olie- og gasfelter. Faktisk skal en hel række forhold være indtruffet på den rigtige måde i den rigtige rækkefølge, før det lykkes. Se tommelfingerreglerne for dannelse af olie- og gasfelter her.
Hvad er olie og gas?
Olie og gas kaldes også kulbrinter, fordi de primært er opbygget af kulstof (C) og brint
(H2). De er bare forskellige udgaver af samme kemiske grundopskrift (CnH2n+2) sat
sammen på en ny måde fra det nedbrudte organiske materiale.
Der findes forskellige udgaver af gas og olie. Under 5 C-atomer giver generelt stoffet gasform, over 5 er en olie, og over 25 en slags voks. Naturgas (her i temaet bare ‘gas’) kaldes også metan med formlen CH4, altså ét C- og 4 H-atomer. Den såkaldte råolie, der hives op fra oliefelter, er en blanding af forskellige molekyler, f.eks. oktan (C8H18) med 8 C-atomer og 18 H-atomer.
Hvor varm er vores undergrund?
Man siger, at temperaturen stiger med ca. 20–30 grader pr. kilometer ned i undergrunden i dansk territorium. Olie dannes mellem ca. 60–120ºC, og ved ca. 100–200ºC dannes der gas. Olie- og gasdannelse kræver derfor groft sagt begravelse i 2–6 kilometers dybde. Man taler om et ‘olievindue’ og et ‘gasvindue’, hvor bjergarten med organisk materiale er i den rette dybde med rette temperatur og tryk
til at danne enten det ene eller andet andet.
Kildebjergarten skal dog ikke for dybt ned, for så nedbrydes den dannede olie og gas, og man siger, at bjergarten er blevet ʻovermoden’. På kortet på figur 2 herover kan du se temperaturen i Danmarks undergrund i to kilometers dybde. Her ses det, at temperaturen i virkeligheden varierer en del, hvilket skyldes en forskel i, hvordan de
forskellige bjergarter leder varme. Flere steder i denne dybde er der varmt nok til olieproduktion. Der er dog ikke fundet nævneværdige olieforekomster på vores
fastland, kun ude i Nordsøen, hvor samtlige af nedenstående faktorer har været til stede, ikke kun temperatur.
Verdens største olieregioner
De sorte områder viser kendte områder med store forekomster af olie og gas. Her har alle de geologiske betingelser for dannelse af olie- og gasfelter altså været til stede. Geologer kan bruge viden om, hvilke forhold der er dér, hvor der er dannet olie- og gasreservoirer, til at lede efter nye forekomster i områder, hvor forholdene ligner de reservoirer, vi allerede kender. På den måde bruges geologien til at regne ud, hvor det er smartest at lede.
Felterne i Nordsøen
Der er to forskellige områder i Nordsøen, hvor der har været geologisk bingo med hensyn til at få dannet olie- og gasreservoirer. De er adskilt ved alderen på det oprindelige organiske materiale, der er blevet til olie og gas, og forekomsterne i den nordlige Nordsø er faktisk yngre end den sydlige Nordsø.
I den centrale/nordlige del af Nordsøen er det organiske materiale yngst og stammer generelt fra dinosaurernes storhedstid, Juratiden (201–145 mio. år siden). Den region kaldes derfor Den Jurassiske Riftprovins, og her er størstedelen af olien og gassen dannet i den bjergart, der kaldes Kimmeridge Clay, som er en slags skifer. Skiferen er bragt ned i den rigtige dybde og varme i forbindelse med en større indsynkning i området (kaldet Den Jurassiske Riftprovins).
I den sydlige del af Nordsøen findes der primært gasreservoirer lavet af en type plantedele fra Karbon (354–290 mio. år siden), som især har givet ophav til gasdannelse. Gassen findes især i forbindelse med store, tyktflydende saltformationer, der har skubbet sig vej op gennem den dybe undergrund og givet gassen mulighed for at
følge med op og blive fanget i en dybde, hvor vi kan finde og udnytte den. Det område kaldes derfor Den Karbone Gasprovins. Det var fund her, der gav blod på tanden til at
lede efter gas i resten af Nordsøen, hvilket viste sig at give pote og faktisk også lede til oliefund.
Olie sidder fast i sten
De fleste olie- og gasfelter i den danske del af Nordsøen ligger i lag af kridt. Herunder ses kerner fra Nordsøen fra sådan et kridtlag, hvor den ene kerne er fra
et område med olie, der farver kridtet brunt. Når man pumper olie op, suger
man faktisk olien gennem de mange mikroskopiske mellemrum (kaldet porerum)
i kridtstenen og op i røret.
Den danske Nordsø har dog også olie- og gasreservoirer i sandsten. Også her suges olie og gas gennem sandstenens porerum. Der er altså aldrig tale om store underjordiske huler med olie og gas; det ligger altid inde i sten og kan faktisk godt være svært og energikrævende at få ud.
De danske felter
I hele Nordsøen er der mellem 700 og 800 olie- og/eller gasfelter med omkring 20.000 brønde tilknyttet. I den danske del af Nordsøen er der 21 aktive olie- og gasfelter, omkring 400 brønde fordelt på 55 platforme. De danske felter i drift varetages af fire forskellige firmaer: TotalEnergies, INEOS, Hess og Wintershall. Felterne er koblet til store rørledninger, som sender olien og gassen til enten Danmark (via Nybro og/eller Fredericia) eller til andre lande, der køber det. Noget fragtes også med skib.
I Danmark fordeles olien og gassen videre ud i landet, hvoraf en del af gassen lagres midlertidigt i underjordiske reservoirer – et på Midtsjælland og et i Nordjylland. En del af gassen sendes også over grænsen til Tyskland. Der bruges langt mere gas om vinteren end om sommeren, og derfor har man etableret de to store gaslagre, der kan gemme ekstra gas til at varme landet op i vinterhalvåret.
Energistyrelsen anslår, at den danske stat har tjent ca. 541 mia. kr. på olie- og gasproduktionen i Nordsøen fra 1972 til og med 2020, altså lidt over 11 mia. kr. om året i gennemsnit. Til sammenligning kostede det dyreste danske anlægsprojekt i nyere
tid, Storebæltsbroen, ca. 21 mia. kr.
Se herunder, hvordan udviklingen i dansk olie- og gasproduktion er forløbet over de seneste tre årtier sammen med en sammenligning med andre olie- og gasproducenter.
