Fremtidens klima kan blive vådt og varmt

På vores breddegrader regnede det voldsomt for 17 til 15 millioner år siden. Det er den seneste epoke, hvor atmosfæren indeholdt lige så høje CO₂-niveauer som i dag.

Palmer og gigantiske sequoiatræer strakte sig mod himlen. Krokodiller dasede i den fugtige varme, og hvaler boltrede sig i havet. Sumpet moseskov dækkede det meste af landarealet.

Det lyder som en beskrivelse af lande i nærheden af ækvator. Men det er også palæoklimatologernes bedste bud på, hvordan der så ud i det område, vi i dag kalder Danmark, for 17 til 15 millioner år siden midt i den geologiske epoke, der kaldes Miocæn.

En varmere jord

Klimaforskere har i stigende grad fået øjnene op for epoken som en mulig parallel til fremtiden. Det er særligt en periode på cirka to millioner år midt i epoken, som kan få betydning for forståelsen af nutidens klimaforandringer: Palæoklimatisk forskning viser, at det er den seneste periode i Jordens historie, hvor atmosfærens CO_₂-koncentration var lige så høj som i dag – og højere.

Samtidig steg temperaturen. Jorden var i gennemsnit 7 til 8 grader varmere end i dag i de to millioner år, der bliver kaldt det miocæne klimatiske optimum, fordi det var epokens varmeste del.

”Det miocæne klimatiske optimum kan give os en bedre forståelse af, hvad vi fremover kan forvente af klimaet. Hvis vi vil se ind i fremtiden, bør vi forske mere i, hvordan verden så ud dengang,” mener Kasia Sliwinska. Hun er seniorforsker i fortidsklima – også kaldet palæoklima – ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).

Årsagen til den høje CO_₂-koncentration i det miocæne klimatiske optimum var højst sandsynligt en række vulkanudbrud, som frigav store mængder drivhusgasser. Koncentrationen af CO_₂ i atmosfæren steg dog meget langsommere end i dag, hvor menneskers aktiviteter har stor indflydelse på udviklingen.

”CO_₂-niveauet i atmosfæren er steget voldsomt i løbet af de seneste 200 år. I den miocæne epoke gik det meget langsommere – temperaturen steg over så lang tid, at dyr og planter kunne nå at tilpasse sig,” siger Kasia Sliwinska, forsker ved GEUS.

Hvordan forandredes klimaet i Miocæn?

Atmosfærens CO_₂-koncentration var dengang 375 til 600 parts per million (ppm), anslår palæoklimatologer.

• For et par hundrede år siden i slutningen af 1800-tallet var den omkring 280 ppm.
• I dag er koncentrationen steget til cirka 420 ppm.

Kasia Sliwinska og hendes kollegaer undersøger, hvordan det miocæne klima forandrede sig på vores breddegrader. Det gør de ved at lave analyser af mikrofossiler fra en borekerne, der er hentet fra Jylland ved Sønder Vium. Kernen dækker et interval på mellem 20 og 8 millioner år tilbage i tid. Da sedimentet blev dannet, var området dækket af hav.  

Analyserne af fossiler og sediment giver et billede af, hvordan klimaet, naturen og livet i Danmark blev påvirket af klimaforandringer i det miocæne klimatiske optimum – og hvordan det fremover kan blive påvirket af, at vi fortsætter med at udlede drivhusgasser til atmosfæren.

Havniveauet var 50 meter højere

Verden så godt nok anderledes ud i den miocæne periode, end den gør i dag. For eksempel var store dele af Danmark dækket af vand, og modelberegninger estimerer, at havniveauet var 50 meter højere end nu.

”Kontinenterne var også placeret en smule anderledes. Der var dybere og smallere forbindelse mellem oceanerne. Det har betydning for havstrømmene, hvilket påvirker temperaturerne. Geografien var også anderledes. Sahara-ørkenen blev for eksempel først dannet i slutningen af Miocæn,” forklarer Kasia Sliwinska.

Varmere klima førte til mere regn

Den anderledes havcirkulation og geografi påvirkede klimasystemet, så palæoklimatologer kan ikke direkte sammenligne nutiden med den miocæne periode. Men forskere har lavet computermodeller, som kan beregne, hvordan temperaturen i den miocæne periode ville have været, hvis havstrømme og geografi dengang var som i dag.

Gennemsnitstemperaturen i det miocæne klimatiske optimum var 7 til 8 grader varmere end i dag. Op til 3 grader kan forklares af anderledes havstrømme, vegetation og geologi, viser computersimulationerne.

”Det betyder, at resten af opvarmningen må være kommet fra CO₂ – altså 4 til 6 grader,” siger Kasia Sliwinska.

Opvarmningen i det miocæne klimatiske optimum førte til, at mere vand fordampede fra havene. Fordampningen blev til regn: I de vådeste måneder faldt der typisk 150 til 250 milli­meter nedbør i det område, vi i dag kalder Danmark.

Parallellen til nutiden er tydelig: Regnen tager i øjeblikket til år efter år og slår den ene rekord efter den anden. I oktober 2023 faldt der næsten dobbelt så meget regn i Danmark som normalt for måneden, nemlig 150 millimeter ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI). Det svarer til nedbørsmængden i Miocæn.