Under verdens tykkeste havis ligger ældgammel DNA

En canadisk isbryder trængte i 2023 igennem isen på Nares Strædet mellem Grønland og Canada. Ombord var biolog og professor Sofia Ribeiro fra GEUS’ Afdeling for Glaciologi og Klima sammen med 36 kollegaer fra Canada, Frankrig og USA. Forskerne skulle blandt andet hente DNA og andre palæoklimatiske spor i det isdækkede farvand.

Ekspeditionen var en af de første forskningstogter, der nåede helt op i den nordlige del af strædet. Det er en ekstremt ufremkommelig passage, som året rundt er dækket af noget af den tykkeste havis i verden. Isbryderen CCGS Amundsen brød tilmed igennem isdækket på Archer Fjord i Nordgrønland.

”Næsten ingen forskere har været på den fjord før os. Vi kiggede på kort over havbunden, og pludselig blev de bare helt blanke,” fortæller Sofia Ribeiro.

Havisen forsvinder

Professoren var med på isbryderen for at hente boreprøver i sedimentet under det 800 meter dybe isdækkede farvand. Netop Nares Strædet spiller en vigtig rolle for klimaet og det marine økosystem i Nordatlanten: Strædet løber ud i Lincoln Havet, som er dækket af den tykkeste havis i verden og derfor forventes det at være det sted på kloden, hvor isen længst kan modstå den globale opvarmning. Lincoln Havet betragtes derfor også som det sidste tilflugt for økosystemer, som er afhængige af havis.

”Havisen forsvinder ekstremt hurtigt i øjeblikket. Vi har brug for at forstå, hvilke konsekvenser det har for økosystemet i dette område. Ekspeditionen var vigtig og nervepirrende: Først spændingen over, om vi overhovedet kunne komme derop, og derefter, om vi kunne få boreprøverne op,” husker professoren.

Det lykkedes at få de første prøver fra Nares Strædet med hjem til Danmark. Prøverne har Sofia Ribeiro sidenhen fordelt blandt de anerkendte forskere rundt omkring i verden. De analyserer sedimentet for DNA for at få et samlet billede af, hvilke dyr og mikroorganismer der har levet i vandet i løbet af den holocæne epoke.

I sommeren 2024 sejlede isbryderen CCGS Amundsen igen mod Nares Strædet med blandt andre ph.d.-studerende Anna Kvorning fra GEUS ombord for at hente flere prøver. Bag ekspeditionerne står en international sammenslutning af forskere fra forskellige videnskabelige discipliner. (Foto: amundsenscience.com)



Flere indlæg