De fleste lande har vulkansk materiale et eller andet sted i undergrunden, men Island er noget særligt. Island ER vulkansk materiale, bygget op af lava over millioner af år.
De to tektoniske plader, som Amerika og Europa ligger på, bevæger sig væk fra hinanden. Det foregår ude midt i Atlanterhavet, hvor pladegrænserne trækker sig væk fra hinanden med cirka to centimeter om året. Mellemrummet fyldes løbende op med ny lava fra undergrunden via vulkanudbrud langs med hele pladegrænsen. Det er den proces, der over mange millioner år har skabt selve Atlanterhavet.
I den nordlige del af pladegrænsen ligger der desuden en såkaldt kappediapir, måske bedre kendt som et hotspot. Det er en gigantisk pude af varmt materiale fra Jordens kappe, som langsomt strømmer op mod overfladen. Lige præcis på det sted er der altså to forskellige processer, der danner magma og vulkanisme.
- Oceanbundsplader der trækker sig fra hinanden
- En kappediapir/et hotspot
De to processer skaber ekstra mange vulkaner, som bidrager med ekstra meget lava, og resultatet er: Island. En ø, der er vokset frem fra havet inden for de seneste 20 millioner år, bygget op af de mange vulkaner som en stak lavapandekager. Så længe pladerne bevæger sig fra hinanden, og kappediapiren stadig er aktiv, vil der fortsætte at blive dannet lava og vulkaner, hvilket gør Island til en af de mest geologisk aktive steder på jorden.