test_jonas Hamilton

Se Bornholms geologiske dinoskattekort

Der er fundet dinosaurrester flere steder på Bornholm, og de steder og geologien, der knytter sig til dem, kan du blive klogere på med kortet her.

På Bornholm kan man se de geologiske lag fra dinosaurernes tid (kaldet Mesozoikum, som dækker både Trias, Jura og Kridt), og kortet længere nede viser dig både de forskellige lags placering, hvor de kan ses, og hvor der allerede er fundet fossiler fra dinosaurer. De forskellige dinosaurperioder Trias, Jura og Kridt selv delt ind i perioder, og det samme er de geologiske lag af sand, ler, silt og andet, der er blevet aflejret i tidsperioden.

De forskellige geologiske lag fra hhv. Trias, Jura og Kridt er beskrevet med navn og farve herunder og går igen på kortet nedenfor. De er nyttige, da de indsnævrer søgefeltet lidt, hvis man for eksempel ved, at man er interesseret i en dinosaur fra Tidlig Jura, så skal man måske tage til Hasle Formationen og lede.

Kvartærlaget er de nyeste meter af materiale aflejret i de seneste 2,6 mio. år – den periode, der kaldes Kvartær, og som vi stadig lever i. De viste geologiske lag på kortet er derfor ikke synlige i hele det farvede område på kortet, da Kvartærlaget typisk ligger oven på. Vi har dog skrevet tips til, hvor du eventuelt kan tage hen på øen og se dem.

Klik på nålene på kortet og læs mere om hver formation, hvor den kan ses, og hvilke dinosaurer der eventuelt er fundet der.

NB!

Alle er velkomne til at se på de geologiske lag og samle de sten/fossiler, der ligger løst (bare ikke i Carl Nielsens Grusgrav, som er privat, så her må man ikke fjerne noget). Dog er det ikke tilladt selv at grave i lagene, da det på sigt vil ødelægge dem.

Danekræ!

Husk også, at dinosaurfossiler skal indleveres til Statens Naturhistoriske Museum, som vurderer, om det er et danekræ. I så fald får man en kompensation.

Flere indlæg