Hvorfor har Langeland så mange hatte?

Lange, lige rækker af små, runde bakker pryder landskabet på Langeland, og det er faktisk det eneste sted i Danmark, man kan se den type landskab så fint repræsenteret. Der er nemlig over 1000 styk, alle sammen produceret af en gletsjer, der valgte at parkere lige netop her.

Det lange stykke land med det passende navn øst for Sydfyn er ikke kun langt, det er også ualmindeligt bulet. En tur til øen vil hurtigt afsløre de mange forhøjninger, der stikker mere eller mindre abrupt op i landskabet og desuden ligger som perler på en snor ned langs hele øen. Bakkerne kaldes for hatbakker eller hatformede bakker, da deltagerne i en geologisk ekspedition engang angiveligt mente, at de lignede en kvindelig kollegas hat. Bakkerne har ligget der i omkring 17.000 år.

”Det er en vældig interessant landskabstype, som er et særkende for Langeland, da det kun er her, de findes i så stort antal og er så tydelige,” fortæller geologisk projektleder fra Geopark Det Sydfynske Øhav, Søren Skibsted.

Præcis hvor mange hatbakker der egentlig er, kommer lidt an på, hvem man spørger, for definitionen er en anelse flydende. Men der er i alt fald mange af de runde bakker, omkring 1000, sået i otte-ti parallelle rækker i nord-sydgående retning, tydeligst markeret inde på midten af øen.

Teorierne om de langelandske hatbakkers oprindelse er mange, men en af de mere udbredte lyder som følger: I sidste istid, kaldet Weichsel-istiden, kom der flere isfremstød ind over Danmark, som alle efterlod landskabet lidt forandret, når varmere perioder atter tvang isen tilbage til de skandinaviske fjelde.

Læs mere: Landskaber i flydende overgang (overblik over isfremstød)

Det sidste af disse store isfremstød kom fra ensydøstlig retning, altså fra det baltiske område, via den lavning, der i dag udgør Østersøen, og kaldes Den Ung­baltiske Is. Faktisk er Den Ungbaltiske Is opdelt i to forskellige fremstød, nemlig Det Østjyske Fremstød (ældst) og Bælthavs­fremstødet (yngst). Da isen begyndte at smelte tilbage, skete det i mindre “ryk”, hvor isen flere gange igen rykkede lidt frem for så at smelte endnu længere tilbage, inden den igen rykkede en smule frem og så videre.

---

---

Møgbeskidte gletsjere

Et af disse såkaldte genfremstød nåede til midt på Langeland og kaldes derfor Langelandsfremstødet. Her stod isranden altså i en periode, inden den smeltede tilbage igen.

”Man mener, at det er de dynamiske forhold, der findes langs isranden og et stykke ind på isen, som må have lavet de hatformede bakker,” siger Søren Skibsted og uddyber:

”Man formoder, at der langs hele den tiltagende ustabile og afsmeltende kant er opstået gletsjerspalter, revner og lavninger i takt med afsmeltningen. Her er smeltevandet flydt sammen og har efterhånden fyldt huller og fordybninger med sand og grus, der er ført med smeltevandet.”

Som man også kan se på mange gletsjere i dag rundt om i verden, så er de nemlig typisk ikke kun smukt blåhvide. Mange steder er de faktisk møgbeskidte. Isen bliver nemlig fuld af ler, sand, grus og andet materiale, som den har ført med sig under sin fremrykning. Når smeltevandet løber langs overfladen på isen, skylles sedimenterne fri lidt efter lidt, og de føres med i smeltevandsfloderne ned i hullerne eller lavningerne i isen, der langsomt fyldes mere og mere. Det sker langs hele isranden, og nogle steder vokser bunkerne af sedimenter sig efterhånden temmelig store.

”Når isen efterfølgende smelter helt væk, står bunkerne af sedimenter tilbage som bakker i landskabet. Bakkerne ligger så på lange, mere eller mindre rette linjer i landskabet og viser omtrent, hvor isranden lå.”

Forstyrrede lag

At der så er flere forskellige linjer med bakker ned gennem Langeland (og videre ud i havet), kan ifølge Søren Skibsted skyldes, at det samme er sket, hver gang isen stod stille i længere tid på ét sted på vej tilbage over Langeland. Der kan også have været flere parallelle rækker i gletsjerfronten på samme tid.

En anden særlig ting ved hatbakkerne er, at sedimentlagene inde i bakkerne ofte er stærkt forstyrrede. Altså ikke fint lagdelt, som man ville forvente, men hvor lagene ligger hulter til bulter som vist herunder.

Oprindeligt er bakkerne langsomt bygget op i horisontale lag, i takt med at mere sediment er blevet tilført hullet i isen, men i mange hatbakker står lagene på skrå, på højkant eller er sågar ”vendt helt på hovedet”, forklarer geologen.

”En af de geologiske forklaringer på det kan være, at bakkerne efter deres dannelse er blevet udsat for fornyet ispres, hvor gletsjeren kortvarigt blev aktiv igen og begyndte at glide frem, så den skubbede til sine egne aflejringer nede i ishullet. Men hånden på hjertet så ved vi altså stadig ikke, præcis hvordan hatbakkerne er blevet skabt, hvorfor der er så mange, og hvorfor de ligger på de lige linjer,” slutter Søren Skibsted.

---

---

Nye data – nye spørgsmål

Det var altså en af teorierne. Humlen ved hatbakkerne er nemlig, at de ikke er ret velundersøgte, og derfor stikker forståelsen af dem desværre ikke så dybt. En af de ting, der forvirrer geologerne, er for eksempel, hvorfor der lige er dannet så utroligt mange på Langeland og ikke i resten af landet. For der har jo været mange isfremstød i sidste istid, så hvorfor er der ikke hatbakker alle de steder, hvor isen har stået stille?

”Ja, det er et utroligt godt spørgsmål,” siger professor Kurt Kjær fra Københavns Universitets Globe Institute, da Geoviden ringer ham op. Han har beskæftiget sig med glaciale landskabsformer i mange år og er netop i gang med et forskningsprojekt, der forhåbentlig kan afdække de mystiske forhøj­ningers oprindelse.

---

---

”Vi geologer har meget længe diskuteret, hvordan hat­bakkerne er dannet, uden at nå nogen egentlig konsensus. Der er mange teorier, men problemet er bare, at ikke ret mange af dem tager udgangspunkt i faktiske observationer. De er tænkte teorier,” fortæller han.

I sommeren 2019 drog Kurt Kjær og hans kolleger derfor af sted for at skaffe flere data på de mystiske hatbakker. Det, de indtil videre har fundet ud af, har dog forplumret sagen yderligere. De udtog sedimentprøver fra en række af bakkerne, og da de fik dem dateret, stemte det ikke overens med alderen på isfremstødet, som de havde forventet. Materiale fra tre uafhængige bakker viste sig nemlig at være ældre end Langelandsfremstødets omkring 16-17.000 år.

”Prøverne viste en alder på over 24.000 år, og det er tankevækkende. Det tyder på, at sedimenterne er blevet aflejret af en anden kraft, FØR de blev arrangeret i de lige linjer, der passer med randen på Langelandsfremstødet,” siger Kurt Kjær.  

Han minder dog om, at det er for tidligt at konkludere noget, og at holdet skal tilbage for at tage flere prøver.

”Men indtil videre overvejer vi i hvert fald den mulighed, at bakkerne ikke kun er dannet af sidste isstrøm.”

Landskab på landskab

Ifølge forskeren er der måske i stedet tale om en slags ”landskab på landskab”-dannelse, hvor bakkerne eller et forstadie til dem var dannet af en tidligere gletsjer, men så er blevet taget med af en senere isstrøm til det sted, de nu ligger. Altså som et landskab dannet af et ældre landskab, også kaldet glacial overprægning. Ud over selve dannelsen vil forskerne også gerne forstå hatbakkernes indre og deres underlag bedre, fortæller han.

De stærkt forstyrrede lag inde i mange af bakkerne er også fortsat årsag til geologiske panderynker, så det håber Kurt Kjær og holdet også at kaste lys over. Blandt andet ved at undersøge, hvor dybt ned i undergrunden forstyrrelserne af lagene går.

”Overordnet håber vi at kunne skabe en helhedsmodel for hatbakkernes dannelse, som indbefatter alle de observation­er, der er gjort, og som også afdækker bakkernes struktur i dybden,” siger han. Projektet løber over de næste par år med flere prøvetagning­er og analyser, indtil hatbakkernes ophav forhåbentlig kan afdækkes én gang for alle. Indtil da kan du jo selv tage en tur til Langeland og måske komme med din egen teori.

---

---