Her kan du finde ekstra læsning og eksterne links om grundvand og klima og forskningen, der beskæftiger sig med det.
Som med alt andet materiale i Geoviden og på geoviden.dk, bedes gengivelse ske med tydelig henvisning.
Interaktivt grundvandskort
Her kan du se, hvor højt grundvandsspejlet omtrent står hjemme hos dig, både nu og i fremtiden. Den øgede mængde nedbør, der falder over Danmark, medfører stigninger i grundvandsspejlet mange steder, men nogle steder kan det også falde. Det afhænger af, hvilken klimamodel man tror på, og derfor viser kortet forskellige ændringer afhængigt af den valgte model. Kortet bygger bl.a. på data om Danmarks nuværende geologi, hydrologi og klima og skal ses som et kvalificeret bud på grundvandsspejlets niveau, ikke den endegyldige sandhed!
Varsling mod oversvømmelser
Hele det danske vandkredsløb er samlet i en model, der kaldes DK-modellen. Den bruges til at beregne, hvor store vandressourcer der er hvor og hvornår, afhængigt af skift i klima, vandforbrug m.m. En række forskere og ingeniører har nu testet, om modellen også kan bruges til at varsle oversvømmelser, inden de sker, og det har vist sig, at det kan den formentlig.
Vinteren bliver vådere, sommeren tørrere
Danmarks grundvandsspejl ændrer sig naturligt mellem årstiderne. Det ligger højere om vinteren, hvor der er mest nedbør, og lavere om sommeren, hvor der er mindre nedbør og samtidig stor fordampning. Den tendens ser ud til at blive endnu mere udtalt på grund af klimaforandringerne, som du kan se på fremskrivningsgraferne herunder. Her har forskerne hos DMI lavet individuelle fremtidsscenarier for udviklingen i nedbørsmængder for de fire årstider frem mod 2100. Her er det tydeligt, at vinteren bliver endnu vådere, og dermed bliver der dannet endnu mere grundvand, end der gør i dag.
Årsvariationer i nedbør 1874-2018
Her kan du se en graf over selve de målte udsving, eller anomalier, i den gennemsnitlige nedbørsmængde pr. år fra 1874 og frem til 2018. Her er det tydeligt, hvor store forskelle der kan være fra år til år, samtidig med at den overordnede tendens går mod mere regn. Et lignende mønster tegner sig for udsving i den gennemsnitlige årstemperatur, og de to ting hænger efter al sandsynlighed sammen. Varm luft kan nemlig indeholde mere vanddamp, som kan blive til regn.
Læs mere om sammenhængen på DMI
Klimamodeller kort fortalt
Fremtidens klima estimeres med de ofte omtalte klimamodeller. Her kan du læse mere om, hvad klimamodeller er, og hvordan man bruger dem.