Indlandsisen i Grønland er verdens næststørste ismasse, kun overgået af Antarktis. Isen i sig selv kan være mange tusind år gammel, og der kommer hele tiden ny is til.
Hvis man placerer en tre kilometer tyk, massiv isblok oven på Vesteuropa, så den dækker hele området fra Danmark til Gibraltar, svarer det omtrent til størrelsen på Grønlands Indlandsis. På grønlandsk har Indlandsisen også det meget passende navn ‘Sermesuaq’, som betyder ‘stor is’.
Den kæmpemæssige ismasse er faktisk én stor gletsjer, men på grund af sin størrelse omtales den i stedet som en iskappe, ligesom sin kollega på Antarktis. Tommelfingerreglen er nemlig, at gletsjere, der har et areal på over 50.000 km2, kaldes iskapper. Det kriterium opfylder Indlandsisen så rigeligt med et areal på 1.800.000 km2. Der er så meget is opmagasineret i Indlandsisen, at hvis det hele smeltede, ville alle verdens have stige med 7,4 meter.
Gammel og ny is
Isen i Indlandsisen er hele tiden på vej fra det sted, den blev dannet, og ud mod havet. Nydannet is længere inde på isen maser simpelthen den ældre is nedad og udefter mod kysten, hvor den til sidst brækker af eller smelter.
Det betyder, at selvom Indlandsisen har ligget der i et par millioner år, så er der ingen is i iskappen, der er nær så gammel. Den ældste is, man har fundet, er omkring 250.000 år gammel. Hvilket cirka er på alder med de allertidligste udgaver af Homo sapiens, der rodede rundt nede på den afrikanske savanne.
Læs også: Da Grønland var grøn
Ligesom cellerne i vores kroppe udskiftes af nye celler gennem hele vores liv, erstattes isen i Indlandsisen nemlig hele tiden af ny is, i takt med at den gamle smelter væk ved kanterne. Indlandsisen er derfor i høj grad en dynamisk størrelse, der hele tiden er i bevægelse.
Dannelse af gletsjeris
Dannelsen af ny is beskrives herunder og kobles sammen med resten af vandkredsløbet fra atmosfæren til havet og så videre. Når isen til sidst smelter enten direkte fra ismassen eller som et afbrækket isbjerg, vender vandet tilbage i vandkredsløbet og kan nu igen blive til nedbør, som igen kan blive lavet til ny is.
1. Løs sne
Vanddamp fra hav og søer fortættes oppe i atmosfæren og danner snefnug, der daler ned og rammer jordoverfladen. Sammenstødet får mange af de skrøbelige snefnug til at gå i stykker, så de fine, geometriske arme brækker af og efterlader snefnuggene mere afrundede.
De er dog stadig så uregelmæssige i formen, at selvom de pakkes sammen under ny sne, er der stadig masser af plads til luft mellem hvert fnug, og man siger, at densiteten er lav.
2. Firn
Firn er sne, der har klaret sig igennem en sommer. Firn er et mellemstadie mellem sne og is, da snepartiklerne nu er tiltagende afrundede og begynder at blive mast mere og mere sammen af vægten under ny sne. Densiteten er altså stigende, da luften begynder at blive mast ud. Nogle steder vil luften dog blive fanget i hulrum mellem snepartiklerne. Det bliver med tiden til luftbobler.
3. Gletsjeris – små krystaller
Når der er gået nogle sæsoner, vil vægten fra de øvre snelag begynde at mase firnen så meget sammen, at snepartiklerne begynder at fusionere med nabopartiklerne. Det bliver til iskrystaller, så nu er sneen overgået til isstadiet.
Dog er krystallerne stadig meget små, typisk omkring en millimeter. Densiteten er høj, da luften efterhånden kun er til stede som sporadiske luftbobler.
Antallet af luftbobler er dog svingende, afhængigt af de fysiske forhold under firndannelsen. Det er boblerne, der giver isen dens blåhvide farve, så is uden luftbobler er helt transparent. Ligesom isterninger fra fryseren.
4. Gletsjeris – store krystaller
Jo længere tid der går, des mere sne falder på overfladen, og des mere presses isen nedad. Trykket får de små iskrystaller til at vokse sammen med flere og flere af de nærliggende krystaller, så isen bliver endnu mere tætpakket og får meget høj densitet.
De største iskrystaller findes i de ældste dele af isen, som befinder sig tættest på bunden. Her er temperaturen lidt højere på grund af varme fra jorden, og det får krystallerne til at vokse sig endnu større. De største krystaller i Indlandsisen er typisk omkring en centimeter store.
5. Afsmeltning
Isen lever ikke evigt. Når vinteren går på hæld, begynder Solens stråler at tage til i styrke over Grønland, og de øverste lag af sne, der er faldet oven på isen i vinterens løb, begynder at smelte. Afsmeltningen starter i de lavestliggende områder ved kysten, fordi der er varmest, og det er her, størstedelen af afsmeltningen sker i sommerens løb. Hvis al sneen oven på isen når at smelte væk, bliver det gletsjerisens tur.
Noget af smeltevandet bliver på Indlandsisen, hvor noget fryser til is igen, når det løber ned i tilbageværende lag af sne. Det, der ikke fryser igen, samler sig i smeltevandssøer, mens andet finder vejen til havet via smeltevandsfloder oven på eller nede i isen.
6. Fordampning
En anden måde, isen kan omdannes på, er ved fordampning. Når Solen smelter de øverste lag af Indlandsisen, vil en del af det fordampe fra overfladen og blive til vanddamp i atmosfæren. Herfra føres det med vinden, indtil det fortættes til nedbør. Sneen kan også gå direkte fra fast form til damp uden at blive flydende først, hvilket kaldes sublimation.
7. Gletsjerkælvning
Det sidste stop på isens rejse er, når det når ud i gletsjerne. Når isen når kysten, vil den typisk begynde at flyde hurtigere. Især hvis isen ender ud i havet, da havvandet bidrager til en hurtigere smeltning. Den del af isen, der er under vand, smelter ofte hurtigere end den del, der er over vandet, så isen får en slags overbid. Det gør gletsjerens front ustabil, samtidig med at der er et konstant pres bagfra fra ny is, der bevæger sig ud mod havet. Det betyder, at der knækker isstykker af, som havner i vandet som isbjerge.
Isbjergene føres med havstrømmene, men smelter efterhånden og bliver igen til vand, der kan fordampe og starte forfra i cyklussen.
Læs artiklen: Turbogletsjer spiller hovedrolle i massebalancen
