Anton finder forurening i jord, luft og vand

Anton Grønne Kühl arbejder som geolog hos konsulentvirksomheden Geo, hvor han sætter pris på en afvekslende hverdag og at kunne sætte sin viden aktivt i spil.

Det er et alsidigt arbejde, at være en professionel forureningsjæger. Antons arbejde går ud på at undersøge vores jord, vand og luft for alskens former for forurening, og som en anden detektiv samler han prøver i poser, glas og kulrør sammen med sine kollegaer. Alt sammen for at finde ud af, hvor i vores omgivelser der er uønskede stoffer, der kan være skadelige for mennesker og miljø. Da Geoviden fanger den travle geolog, er han ved at gøre klar til at lede efter mulig forurening på Flyvestation Værløse.

”Vi leder efter stoffet PFAS (perfluoroalkylstoffer, red.) i vandet i jorden ved flyvestationen. PFAS har blandt andet været brugt til brandslukningsskum, men er forbudt i dag.”

Regionerne, Forsvaret og Miljøministeriet har kortlagt 181 steder i landet, hvor der er eller har været brandøvelses­pladser, og hvor der kan være blevet brugt brandslukningsskum, der har indeholdt PFOS, som er et stof i gruppen af PFAS’er, og Flyvestation Værløse er et af dem. Nogle vil måske huske, at der i 2021 var en del omtale i medierne af, at nogle borgere omkring Korsør havde spist kød fra kvæg, der havde græsset på et område forurenet med PFOS. Marken, hvor kvæget havde gået, havde nemlig været en del af en lokal brandskole, og PFOS fra brandskummet havde sat sig i vand og græs og var til sidst endt i kvæget. Senere analyser viste, at koncentrationerne var så høje, at kødet fra kvæget ikke burde spises. Siden da er der blevet lavet prøver over hele landet for at undersøge, hvor stort problemet er, navnlig på de steder, man ved, at det nu forbudte brandskum har været i brug under brandøvelser. For eksempel på Flyvestation Værløse.

Flyvestation Værløse, Sjælland
Flyvestationen er en tidligere militærflyvestation, men den har ikke været brugt til dette formål siden 2009. Flyve­stationen er nu præget af museums­bygninger og natur, men der er stadig en tre kilometer lang landingsbane, der bliver brugt af lokale beboere og foreninger til rulleskøjteløb, cykling og meget andet. Det, at stationen bruges til rekreative formål, gør det kun endnu vigtigere at få tjekket, hvad der gemmer sig i jorden fra områdets fortid.

Vigtige mærkater

Ved landingsbanen udtages der prøver for hver halve meter, der bores ned i jorden, for at se, hvor spredt en eventuel forurening er. På den måde kan myndighederne få vished om, hvorvidt der er risiko for, at stofferne siver ned til grundvand­et, som kan blive til drikkevand.

Det er Anton, der markerer, hvor boringerne skal foretages i området. Derudover dokumenterer han boringerne i en borejournal ved at beskrive, hvilken type jord man er stødt på i hver boring, samt ved at tage billeder før, under og efter prøvetagning. Anton sørger også for, at der kommer de rigtige mærkater på alle prøverne. Det er vigtigt, så man ved, hvor hver prøve er taget. Hvis man finder stoffer i prøverne, der fører til, at der skal gøres noget – f.eks. oprensning af jorden – skal man vide, præcis hvor man skal sætte ind, så man ikke kommer til at bruge en masse tid og penge på noget forkert. Efterfølgende sendes prøverne til et laboratorium, hvor prøvernes indhold af PFAS-stoffer bestemmes. Anton er så med til at analysere resultaterne, måske tegne et kort over udbredelsen, hvis der er en forurening, og til sidst levere en rapport over resultaterne til den kunde, der har bestilt undersøgelsen. I dette tilfælde er det Region Hovedstaden, som ved hjælp af undersøgelsen kan vurdere, om de f.eks. skal oprense om­rådet, bortgrave forureningen, eller om det var falsk alarm.

”I dette tilfælde behøver vi ikke så store vandprøver. Det betyder, at vi ikke nødvendigvis behøver bore så langt for at få nok grundvand. Og så er borefolkene meget erfarne. Det gør det nemt,” siger Anton.

Netop samarbejdet med folk som maskinførerne og de andre borefolk med anden faglig baggrund end Antons egen om et fælles formål sætter Anton stor pris på. Faktisk er det medvirkende til, at han er glad for, at han fik ansættelse hos et firma i stedet for at afslutte sit ph.d.-projekt, men det var ikke den primære årsag til, at han ikke afsluttede projektet. For at finde årsagen til det, må vi tilbage til starten på en pandemi.

Fra ph.d.-projekt til ansættelse i det private

Året er 2020. Det er juni, og store dele af Danmark er lukket ned på grund af covid-19-pandemien. I en lejlighed på Christianshavn, København, sidder Anton. Han er på det tidspunkt ph.d.-studerende på et såkaldt 4+4-forløb på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning (IGN) ved Københavns Universitet. Antons forskning går ud på at undersøge, hvordan seismiske bølger reflekteres i undergrunden og kan laves til billeder.

Ph.d.-studerende på 4+4-forløb
På universitetet starter man med at tage en bachelorgrad (typisk tre år). Så kan man fortsætte med en kandidatgrad (typisk to år) og derfra fortsætte med en ph.d.-grad (typisk tre år), hvor man får løn for sin forskning. Som ph.d.-studerende er man oftest tilknyttet et forsknings­projekt og har søgt jobbet på samme vis, som man søger alle andre slags job. Efter afsluttet kandidatuddannelse arbejder nogle i et stykke tid som videnskabelig assistent eller i et andet job, som ikke kræver en ph.d., men man kan godt komme tilbage efterfølgende og starte på en ph.d.-uddannelse. På et såkaldt 4+4-forløb starter den kandidatstuderende i stedet på sit ph.d.-projekt allerede efter det første år på kandidat­studiet, hvilket betyder, at den studerende er indskrevet som kandidat- og ph.d.-­studerende samtidig. Når den studerende færdiggør sin kandidatuddannelse, vil de rent administrativt overgå til en ansættelse som ph.d.-studerende.

For Anton betyder pandemien ikke kun, at han og kæresten skal koordinere legetid med deres toårige datter for at sikre arbejdsro for hinanden, men også en afslutning på forskningen. Anton skal planmæssigt afslutte sit ph.d.-projekt i 2020, men pandemien har medført forsinkelser, som gør, at han ikke kan blive færdig som planlagt. Han kan godt få projektet forlænget, men lønnen følger bare ikke med, fordi ph.d.-projektet fra starten kun har fået penge til tre års arbejde. Det er derfor, Anton taler med en skribent fra Akademikerbladet i juni 2020: for at dele sin frustration som et konkret eksempel på mange ph.d.-studerendes situation i de måneder, hvor alt er kaos. Og for at fortælle, at han ikke har tænkt sig at arbejde gratis, og at han derfor ikke forventer, at han vil afslutte sit ph.d.-forløb. Anton ender i stedet med at takke ja til et tilbud om en stilling som geolog hos ingeniør-konsulentfirmaet WSP Danmark, hvor han kan gå i gang med at bruge sin geologiske viden med det samme. Det er ikke en svær beslutning for Anton.

”Det ser selvfølgelig pænt ud på et cv med en ph.d.-titel, men den slags betyder ikke så meget for mig. En ph.d.-titel er jo ‘bare’ en akademisk anerkendelse af den læring, som man har opnået under sit ph.d.-studie. Jeg har måske den atypiske tilgang til læring, at selve læringen og det lærte er vigtigere end dokumentationen for det lærte. Jeg er heller aldrig gået synderligt op i karakterer. Det, som jeg har lært som ph.d.-studerende, kan ingen jo tage fra mig – til gengæld kan jeg tage det med videre i mit arbejde. Jeg er nok meget praktisk anlagt,” opsummerer Anton.

Hos WSP fandt Anton ikke kun mulighed for at omsætte sin læring til praksis. Uanset om han sammen med kolleger skulle give kvalificerede gæt på, hvad de stødte på i jorden – en gammel tank, der skulle gøres opmærksom på, eller måske bare en ledning, som ikke var der, hvor de forventede – eller om han kunne hjælpe med geofysiske beregninger og tolk­ninger, så satte Anton aktivt sin viden fra studiet i spil dagligt. Han fandt også et fællesskab, som han manglede på universitetet, og det er med til at bekræfte Anton i, at han gjorde det rigtige for sig selv, da han valgte at forlade universitetet.

Åben himmel og private hjem

Anton har siden skiftet ansættelsen ved WSP ud med en hos et konkurrerende firma indenfor geotekniske løsninger og målinger, GEO. Her fører han som nævnt blandt andet tilsyn med boringer, men han laver også meget andet. Nogle gange tager han selv ud og tager vandprøver.

”Så tager jeg forbi kontoret og fylder bilen med udstyr, og så er det bare ud for at bore, banke spyd i jorden og tage prøver. Jeg har haft meget feltarbejde de seneste tre uger, men før det var jeg på kontoret for at lave kort over de prøver, vi har indsamlet.”

Anton sætter pris på den slags variation i arbejdet. Det er vigtigt for ham, at noget af arbejdet foregår udendørs, men han kan også godt lide kontorarbejdet.

”I onsdags var jeg ved Svanemøllen i København. Der er en gammel gasværksgrund, og selvom man har pumpet skadelige stoffer som cyanid og benzin fra gamle dage væk, vil man gerne sikre sig, at der ikke er sket afdampning til luften. Det ville f.eks. kunne være skadeligt for de folk, der arbejder der. Så vi screener luften for at sikre arbejdsmiljøet.”

Anton fortæller, at det foregik ved, at han iført gasmaske gik rundt i betongange under jorden og satte måleudstyr op: små, sorte kasser, der indeholdt en pumpe og et lille rør af kul, som luften blev ledt igennem. Hvis der skulle være uhensigtsmæssige stoffer i luften, vil de så blive fanget i kulrøret, som man efterfølgende kan teste for de skadelige stoffer.

Nogle gange laver Anton også hjemmebesøg. Det sker, når der er mistanke om, at der kan være forurening i jorden under en bygning, og at det kan sive ind i huset. Som regel er beboerne blevet varslet af kommunen om, at der skal laves undersøgelser i deres hjem, men det kan også være Anton selv eller en af hans kolleger, der tager kontakt til folk.

”Så kommer jeg og hænger små testrør op i loftet eller borer lidt i gulvet og tager prøver, som vi kan teste for de stoffer, vi leder efter.”

Det kan lyde som en opgave, hvor man kan forvente at møde utilfredse beboere, men ifølge Anton er de fleste glade for at få lavet tests, der kan afdække et muligt sundhedsproblem.

”Engang var jeg ude hos en i december måned, og så tilbød de peberkager og kaffe. Det var vildt hyggeligt,” siger han.

Og det kræver lidt samtale med folk at varetage opgaven, for som Anton forklarer, er det for eksempel vigtigt at huske at spørge, om beboeren har fået nye møbler, for afdampningen fra dem kan faktisk ‘forurene’ prøverne, så Anton og kollegerne opfanger en let forurening fra møblerne og ikke fra den forureningskilde, man faktisk mistænker.

”Jeg er stadig ny i branchen. Derfor kommer jeg lige nu ud på så mange og så forskellige opgaver som muligt, for at jeg kan få et godt kendskab til hele området.”

Når Anton ikke er ude på feltarbejde, bruger han tiden på forberedelser, databehandling og afrapportering af projekter på kontoret eller på hjemmekontoret. Forberedelser kan bestå i at kigge i tidligere rapporter, på kort eller i historiske arkiver og på flyfotos for at bestemme potentielle deponier eller forureningskilder.

Adspurgt, hvilket råd Anton ville give sig selv som ung i gymnasiealderen, lyder svaret:

”Slap af og nyd din hverdag, dine studiejob og dine fritidsaktiviteter. Erfaringer, du gør dig til spejder, i beredskabet, på skoleskibet, i studiejob og i planlægning af sommerlejr er guld værd. Karaktererne er knap så vigtige – det er vigtigere, at du lærer noget, og man lærer rigtig meget uden for undervisningslokalet.”

Antons arbejdsudstyr afhænger meget af, hvilken type prøvetagning der skal laves, men nogle ting går rigtig tit igen. F.eks. skal han ofte have sikkerhedsudstyr, såsom HJELM og VEST, på. Derudover skal han stort set altid bruge POSER, GLAS eller andre BEHOLDERE til prøverne og mærkater til prøvetagning, BOKSE til opbevaring af prøver og en BOREJOURNAL. Og så har han altid sin TELEFON på sig. Ikke kun, fordi han skal koordinere boringer med kolleger på kontoret og på lokaliteten, men fordi han skal dokumentere arbejdet med fotos.