… men kun til en vis grad, og nogle steder i verden kan det være problematisk.
Ordene ovenfor tilhører skovfoged Henrik Schjødt Kristensen fra Naturstyrelsen Thy og er en del af hans forklaring på, hvorfor han og kollegerne sommetider brænder heden af, som du kan læse om her. Afbrænding kan simpelthen bruges som nødvendig genstartsknap i bevaringen af visse naturtyper. Ilden plejede også at virke som en naturlig foryngelse af en række økosystemer i Australien.
På bare 40 år er hyppigheden og intensiteten af naturbrande dog steget markant. Hvert år øges det samlede årlige areal i Australien ramt af skovbrand i gennemsnit med 2,5 gange København. Forskere med ekspertise i naturbrande kan se på klimafremskrivninger, at det kun ser ud til at blive værre i takt med den globale opvarmning. Højere temperaturer og ændrede tørkemønstre giver forøget brandfare, og da de faktorer intensiveres i takt med CO2-niveauet, følger brandfaren i fremtiden med op. Det lyder måske ret logisk, men det har ikke desto mindre været svært sådan rent videnskabeligt at slå to streger under. Altså indtil for nylig, hvilket du kan læse mere om i artiklen Australien skal vænne sig til flere skovbrande.
Grundet de væsentligt anderledes temperaturer, nedbørsmængder og landskabstyper, vi har i Danmark, har vi ikke helt samme problem her, selvom tørkesommeren 2018 lige nåede at give en snert af australske forhold. Når vi ser ild i landskabet, vil den typisk være påsat af autoriserede myndigheder som Naturstyrelsen. Ilden kan nemlig under de rette forhold være et effektivt, nemt og billigt værktøj, og af samme grund har ild været brugt til at rydde landskaber i årtusinder.
Da de første stenaldermennesker begyndte at drive primitive landbrug i Danmark for ca. 6.000 år siden, ryddede de skovarealer ved afbrænding og såede korn i asken. Noget et hold forskere i 1950’erne forsøgte at genskabe og følge effekten af på landskabet i et forsøg i Draved Skov i Sønderjylland. Et forsøg, du kan læse om i artiklen Hvad sker der, når man rydder skoven som i stenalderen?.
Afskovning er en aktivitet, der udover i landskabet selv, tydeligt kan ses helt tydeligt i borekerner fra bunden af søer rundt om i landet. For når skov blev ryddet i søens opland, blev jorden ikke i samme grad holdt fast på stedet, og så modtog søen mere jord, grus og sand, når det regnede. I artiklen 6.000 års skovrydning kan aflæses under østjysk sø kan du læse om, hvordan forskerne bruger den sammenhæng til at vise bølger af skovrydning koblet til de historiske begivenheder fra slutningen af sidste istid op til i dag.
Konklusionen på dette tema synes at være, at ild er en vigtig del af menneskets historie og nutid, som i visse dele af verden efter alt at dømme bliver en endnu større og problematisk del af hverdagen i fremtiden …
På den positive front: Tusind tak for den store deltagelse i Geovidens læserundersøgelse, som vi lancerede med forrige blad. Der er mange gode ideer og forslag, vi nu kigger videre på.
God læselyst og husk at slukke dit bål eller din engangsgrill efter dig til sommer!
– Johanne Uhrenholt Kusnitzoff, redaktør og skribent
