Den muddersandede havbund i Vadehavet, kaldet vaden, er propfuld af snegle, orme og alger, som omhyggeligt har tilpasset sig livet netop dér. De mange smådyr er årsagen til, at millioner af fugle hvert år lander for at tage del i festmåltidet på Vadehavets kæmpestore foderbræt, men med klimaforandringer kan vaden ændre karakter – og det vil give genklang i hele fødekæden.
Det svupper for hvert skridt, man tager, når man bevæger sig ud på vaden. Her tættest på kysten er den sandede vadeflade pyntet med grønne, græslignende planter, der stritter op, og sætter man sig på hug og lader blikket glide hen over mudderflader og pytter og ind mellem bevoksningen, varer det ikke længe, før man får øje på noget, der bevæger sig. Bittesmå krabber smutter sidelæns af sted. Fiskeyngel skynder sig væk, når de mærker den mindste rystelse i deres små bassiner. En snegl er på vej, og overalt ligger muslingeskaller drysset som konfetti.
Lidt længere ude på vaden stopper vegetationen, og nu er det bare sand, nærmest så langt øjet rækker. Bløde aftryk former havbunden i bølgende strømribber, og overalt vidner små vandpytter om, at hele området for bare få timer siden var oversvømmet. Men lige nu har vandet trukket sig tilbage, og bunden er blottet for en stund, hvor hav blevet til land, man kan gå på.
Klaus Melbye
Direktør for Vadehavscentret, som er et besøgscenter for UNESCO-verdensarven Vadehavet og dets unikke natur og dyreliv.
Naturvejleder og uddannet agronom fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, nu Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet.
Den helt rette blanding
Sådan ser det ud, hvis man går en tur på vaden ved lavvande. Det kan man gøre langs hele Vadehavets fastlandskyst og også fra barriereøerne Rømø, Mandø og Fanø – og en af dem, som ofte begiver sig derud, er Klaus Melbye. I mere end 30 år har han været leder af Vadehavscentret ved Vester Vedsted lidt uden for Ribe, og med det job har han haft sin daglige gang i det store naturområde, hvor han har haft mulighed for at opleve og studere områdets unikke dyreliv på nært hold. Og vaden er interessant på grund af alt det, man kan se – men i høj grad også på grund af det, man ikke kan se. For langt de fleste af Vadehavets dyr og organismer lever faktisk nede i vaden.
”Det er i bunden, det hele begynder, for her findes blandt andet de mikroskopiske kiselalger, som udgør første led i fødekæden. De er med til at sikre den enorme biomasse, som findes i Vadehavet, og de er mad for masser af bunddyr som for eksempel snegle, sandorme og børsteorme. Den slags bliver spist af krabber, rejer og muslinger, som så bliver spist af fisk, fugle og sæler,” fortæller Klaus Melbye.
Den største mængde dyr lever der, hvor en del af bunden består af den blanding af sand og ler, som kaldes slik. Netop den sammensætning af sediment, hvor helt præcist en femtedel udgør slik, er altså meget vigtig, fordi den udgør levestedet for føden til millioner af dyr.
54 millioner år gamle kiselalger danner helt særlig jordart i Thy
Det er ikke kun i Vadehavet, at man kan stifte bekendtskab med kiselalger. For 54 millioner år siden levede, døde og sank kiselalger, også kaldet diatoméer, til bunds i et fortidshav. Der blev resterne af algerne blandet med fint ler, og i løbet af tre millioner år blev blandingen til et 60 meter tykt lag af moler.
Moleret kan ses på øerne Mors og Fur i Limfjorden i Nordjylland, hvor det under den seneste istid blev presset op foran isen og blottet, så vi i dag kan betragte de imponerende formationer.
Ekstremerne vil være afgørende
En af vadefladens faste beboere er den lillebitte slikkrebs, som selvfølgelig hedder sådan, fordi den lever i netop sedimenttypen slik. Med sine bare seks millimeter er den ikke blandt de største, men til gengæld er der så mange af dem, at man ikke kan undgå at møde en (eller tusind!), hvis man graver lidt i sandet. Den lille slikkrebs, som er i tangloppe-ordenen, har tilpasset sig et liv, hvor dens levested på grund af tidevandet
skiftevis er over og under vand. Som mange andre dyr i vaden har den valgt en strategi, hvor den – så snart vandet er væk – graver sig ned og laver gange i sedimentet. Dernede er den beskyttet, indtil vandet stiger igen.
Det samme gør havbørsteormen, også kaldet sandorm, som efterlader en fin lille snirklet sandkage på havbunden, når den graver sig ned. Nogle gange kan man se hundredvis af de små forhøjninger, når havet har trukket sig tilbage, og når det stiger igen, viskes de væk med det strømmende vand.
Netop fordi livet i og på vaderne er grundlaget for Vadehavets rige dyreliv, er bunden og sedimentet ifølge Klaus Melbye det allervigtigste element. Sker der ændringer i den, vil det få konsekvenser. Det kan ske som følge af klimaforandringer, hvor vi allerede nu oplever mere ekstremt vejr med voldsom nedbør og kraftigere storme. Og det er ekstremerne, som virkelig kan gøre en forskel i Vadehavet, fortæller Klaus Melbye:
”Når vi har kraftige storme, hvor vandet stiger med over fire meter, bliver der kastet masser af sand fra Nordsøen ind i vadehavssystemet, og det kan ændre sammensætningen af sediment på vaderne. Kommer der mere af den slags vejr, øges risikoen altså for at ændre levegrundlaget for de vigtige organismer nederst i fødekæden.”
Hvis andelen af slik i sedimentet ændrer sig, så det indeholder en større del af enten sand eller ler, er der langt færre dyr, som kan leve der. Og når vaderne bliver mindre slikholdige, vil det blandt andet betyde færre slikkrebs. Da det især er vadefugle som f.eks. forskellige slags ryler, herunder almindelig ryle, dværgryle og krumnæbbet ryle, der spiser dem, vil der derfor også blive færre af netop de fuglearter.
Arter forsvinder
Storme er bare en af de ekstremer, som Klaus Melbye fremhæver, når man taler om klimaforandringernes påvirkning på Vadehavet. Også temperaturudsving med ekstrem kulde og varme og nedbør i form af store mængder regn vil have afgørende betydning for dyre- og planteliv. Når havet bliver varmere, vil blandt andet blåmuslingerne ikke længere trives, og når de forsvinder, mister vi også arter som edderfugl og strandskade, som lever af dem. Et varmere hav betyder også risiko for iltsvind, og det går ud over fiskebestandene.
Varmen kan få betydning for parasitter og bakterier, der hidtil har været holdt nede, men med varmen vil de stige i antal og kan f.eks. eliminere slikkrebsesamfund. Og med ændringer i klimaet kan invasive arter, der ikke normalt findes i Danmark, få fodfæste og gøre stor skade på eller helt udrydde bestande af dyr og planter både lokalt og på landsplan.
Klimaforandringer kan skubbe til balancerne
En anden konsekvens af klimaforandringerne er et stigende havniveau. Indtil nu har forholdet mellem den mængde sand, der bliver aflejret inde i selve vadehavssystemet, og havniveauet været i balance (læs mere om havniveaustigning og ‘sedimentbudget’ i artiklen ‘Vadehavet trives med en lille havniveaustigning hvert år’). Men hvis havniveauet stiger, uden at niveauet for havbunden tilsvarende stiger, vil en mindre del af vadefladen blive blotlagt. I dag er 60 procent af vadefladerne fritlagt ved lavvande, og et øget havniveau vil reducere vadefladerne, strømmene vil blive kraftigere, og der vil være mindre ro i vandet, hvilket sandsynligvis vil betyde mere sandede vader og et ændret dyreliv.
Sådan kan klimaforandringerne skubbe til balancerne i Vadehavet, og i den tid, Klaus Melbye har arbejdet på Vadehavscentret, har han med stor interesse fulgt med i, hvordan landskab og dyreliv har ændret sig.
”Alle processer i Vadehavet går jo rygende hurtigt, og det bliver interessant at se, i hvilken retning udviklingen vil gå. Hvordan ser vaden ud om 10-20-30 år, hvor vi formentlig vil kunne se effekten af klimaforandringerne endnu mere tydeligt? Vil der dannes højsander, mudderflader eller strandeng? Det vil afgøre, hvilket dyreliv der kan trives der,” slutter han.
