Med de mange kerner fra havbunden sikkert hjembragt fra det islandske hav kan forskerne nu gå i gang med at undersøge deres fangst. Fandt de faktisk laget fra den tidsperiode, de ledte efter? Og hvordan måler man egentlig det?
I alt 55 meter blev hevet op fra havbunden rundt om Island i løbet af 2021-togtet for Research Centre on Ocean, Climate and Society (ROCS, læs mere her). En formiddag i september befinder et par af de meter sig på et bord i et kælderlokale ved Statens Naturhistoriske Museum (førhen Geologisk Museum). Eller rettere: den ene halvdel, for kernen er skåret over på langs, så man kan se indholdet af sand, ler, sten osv., som er arrangeret i lag i hele kernens længde.
Postdoc Rebecca Jackson fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) står for at få oversat denne kerne til viden om havets tilstand og økosystem før i tiden. Hun står ved arbejdsbordet sammen med GEUS- professor Paul Knutz, som også er med på projektet og giver en hånd med analysen af de dyrebare kerner (se galleri nedenfor).
Læs også: Feltdagbog fra Nordatlanten: Jagten på havbunden fra sidste mellemistid
”Det er faktisk en rigtig flot kerne, den her, meget afvekslende lag,” siger hun og fortæller, at det er kernen fra station 8 på turen (nordvest for Island, se kort under galleri), og den er taget fra havbunden i 1900 meters dybde. Røret på bordet er ikke hele kernen, men den nederste del af den oprindeligt ca. seks meter lange kerne. Kernerne skæres nemlig i mindre bidder for håndteringens skyld.
Nederste del af kerne fra station 8 vest for Island. Enden tættest på kameraet er omkring 40.000 år gammel. Hullerne er fra prøveudtagning til eDNA-analayse. (Fotos: Lykke Sandal) Rebecca Jackson og Paul Knutz var begge med på togtet til Island, hvor kernerne kommer fra. Her gennemgår de kernens fordeling af forskellige typer sedimenter, sten, farveforskelle og meget mere for at danne sig et overordnet billede af det miljø, de forskellige lag beskriver. Inden kernen bliver analyseret visuelt, laves der en række scanninger og målinger af den. Resultaterne vises på grafer, som hjælper forskerne med at forstå det, de ser. Farveskift kan bl.a. sige noget om miljøet, sedimentet blev afsat i, og her har forskerne særlige farvekort til at vurdere med. Lagene er mudrede og lerede mod venstre og mere sandede og lyse mod højre, hvilket sandsynligvis indikerer en ændring i, hvor sedimentet kommer fra, hvordan det er transporteret, og hvordan klimaet var. I den yngre ende af kernen fandt forskerne en ‘drop stone’, som er en sten, der har siddet fast i bunden af en gletsjer eller et isbjerg, og som så er faldet til bunds ude til havs, når isen smeltede. Drop-stenen blev vurderet til at være en slags muddersten. Prøver er udtaget til yderligere datering og analyse. Prøver udtages med små særlige spatler, skeer og pincetter. Der tages prøver fra hele kernens længde, og det gentages for alle kernerne.
”Det vil sige, at nederste del af det her stykke er den ældste del,” siger Rebecca Jackson og peger på de gråbrune lag længst mod venstre. Den har hun målt til at være cirka 40.000 år gammel.
Ingen lag fra Eem
De 40.000 år er gammelt, men slet ikke nok til at være fra seneste mellemistid, Eem, der sluttede for 115.000 år siden. Faktisk ser det ikke ud til, at nogen af kernerne har ramt et Eem-lag, fortæller Rebecca Jackson. Dermed kan der ikke tages prøver fra de lag, der potientielt kunne bruges til at se, hvordan havmiljøet dengang reagerede på hurtige klimaskift fra istid til mellemistid. Et skifte, der på nogle punkter kan sammenlignes med de temperaturstigninger, vi også oplever i nutiden.
”Der er en af kernerne fra station 3, der måske kan vise sig at være deropad aldersmæssigt, men her skal jeg lave en ny datering, for den første hurtige datering med kulstof 14-metoden viste, at den var på grænsen af det, man kan måle med den metode, som er cirka 55.000 år. Derfor kan den godt vise sig at være ældre end det, når vi måler med en mere præcis metode,” siger hun.
Paul Knutz tilføjer, at det dog ikke er en kæmpe overraskelse, at de ikke ramte Eem-lagene på turen.
”Ud fra de målinger af havbunden, andre har lavet i området før os, gik vi efter en række steder, hvor det måske kunne være muligt. På det bedste af dem skulle Eem-laget ligge en til to meter nede, så det kunne vi i princippet have nået med vores seks meter lange gravity corer, men her fik vi dårligt vejr og kunne ikke tage prøver,” fortæller han.
Stadig en succes
Det udeblevne Eem-lag er dog ikke årsag til sure miner hos hverken Rebecca Jackson eller Paul Knutz. Næste år er der planlagt et nyt togt med en endnu længere kernetager. Og i mellemtiden er der også masser af brugbar viden at hive ud af de kerner, de fik med hjem.
”Turen var stadig en succes, hvis du spørger mig. Hver af de her kerner viser klima- og miljøforhold i de seneste mange tusind år, som er mindst lige så vigtige at få med som Eem. De kan indeholde gode data om skift i klimaforhold og økosystemerne fra holocæn, altså de seneste ca. 12.000 år, som er her, vi kan begynde at koble det til udviklingen af menneskets kultur.”
Efteråret 2021 kommer dermed til at gå med at lave samme arbejde for alle 55 meter og stykke informationerne fra dem sammen til ét stort billede, som der kan bygges videre på med næste sommers togt.
Følg ROCS-projektets videre færd og resultater på rocs.ku.dk
Mød eksperterne
Rebecca Jackson
Postdoc i glaciologi og klima, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).
Paul Knutz
Professor i maringeologi, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS)
