Feltdagbog fra Nordatlanten: Jagten på havbunden fra sidste mellemistid

Maringeolog Lasse Tésik Prins var på felttogt i sommeren 2021 for at tage havbundsprøver, der skulle være så gamle som muligt for at undersøge økosystemets og havets udvikling omkring Island. Læs nedslagspunkter i
feltdagbogen fra togtet, hvor ikke alt gik helt efter planen.

Lørdag 12. juni 2021: Konturitter og saltfisk

Jeg stod op om formiddagen, endelig ovre den værste søsyge, som jeg var plaget af fra 9. til 11. juni. Jeg fandt senere ud af, at det plaster, jeg havde brugt mod søsyge, var en væsentlig bidragsyder til min utilpashed. Ak, ja. Det er mit første længere togt til søs, og jeg har set meget frem til turen. Jeg har hovedsageligt lavet mere kommercielle geofysiske undersøgelser, som forundersøgelser til den måske kommende Kattegatbro og vindmølleprojekter i indre danske farvande. Derfor bliver det specielt at komme med på mit første ‘rigtige’ forskningstogt. Det første af mange forhåbentlig.

Vi startede dog hele turen med fem dages karantæne på et hotel i Reykjavik på grund af corona-restriktioner. Her var vi alle isoleret på hver vores værelse. Det var et udmærket hotel, men det blev noget trivielt i længden. Der blev leveret mad i papboks tre gange dagligt, og ellers var al menneskelig kontakt virtuel. Vi fik lov til at gå to ture á en times varighed i løbet af karantænen. Resten af tiden gik med at arbejde, glo på store skibe i bugten, se film, sove og være på Facetime med familien, når internetforbindelsen tillod det.

Da vi endelig blev ‘løsladt’ fra isolation, tog vi direkte ud til det islandske forskningsskib Árni Fridriksson, som bliver brugt til at kortlægge havbunden omkring Island samt til at forske i fiskeri og oceanografi. En stor trawler med rigtig god plads ombord. Vi nåede at spise rigtig mad på en restaurant i nærheden af skibet inden afgang. Det var virkelig en fornøjelse efter fem dage med lunken, middelmådig kantinemad (se foto af glad mand herunder).

Formålet med ROCS-togtet er at indsamle sedimentkerner fra shelfkanten og dybhavet omkring Island. Shelfkanten er den del af en kontinentalplade, der ligger under vand ned til cirka 200 meters dybde og derfra går over i det, vi kalder dybhavet. Kernerne skal så dateres, og der skal tages prøver til at lede efter såkaldt eDNA (environmental DNA), som kan bruges til at beskrive miljøet tilbage i tiden.

Vi er især ude efter en specifik periode kaldet Eem, som er den seneste mellemistid, der ligger mellem 130.000 og 115.000 år tilbage. Her skete nemlig en hurtig opvarmning, som måske kan minde om den situation, vi er på vej ind i med nutidens globale opvarmning. Denne del af ROCS-projektet skal prøve at finde ud af, hvordan økosystemet i havet så ud dengang og frem til nutiden. Ud fra hvilken sammensætning af eDNA vi finder, kan man potentielt modellere ændringer i datidens økosystem i ret stor detaljegrad.

Hvad er sedimentkerner?
Havbunden er bygget op af mange lag af havbund fra nutiden og tidligere tider. De yngste øverst og ældre nedefter. Ved at tage en prøve (kaldet en kerne) i et rør ned igennem lagene får man derfor et udsnit af havbunde fra en lang tidsperiode. Havbunden består af sand, ler, silt m.m., som kaldes sedimenter.

Hvad er eDNA?
Environmental DNA, forkortet eDNA, er de DNA-fragmenter, som organismer efterlader sig i for eksempel vand og jord. Forskerne kan tage en vand- eller jordprøve og måle, hvilke slags DNA der er i, og sammenligne med et DNA-artsbibliotek. Det viser, hvilke dyr, planter m.m. der har opholdt sig i det område på det tidspunkt, prøven er fra.

Vi skal også udføre oceanografiske målinger som strømforhold, temperatur og dybde (CTD) samt turbulens. Der tages også vandprøver fra forskellig dybde for at beskrive indholdet af næringssalte og biologisk aktivitet samt føromtalte prøver til eDNA. På den måde kan miljøet beskrives i nutid og fortid, da prøverne fra vandsøjlen viser, hvad der foregår i nutiden, og eDNA fra borekernerne fortæller om forholdene i fortiden.

Min opgave som geolog/geofysiker har været at hjælpe med at udpege de gode kernelokaliteter, altså steder i havbunden egnede til at tage sedimentkerner. Det gøres ved brug af en sub-bottom profiler (SBP, se eksempel nedenfor), som ved hjælp af lydbølger, der sendes ned i havbunden, giver et todimensionelt billede af de øverste jordlag under havbunden.

Vores mål har hovedsageligt været konturit-aflejringer, som er meget store samlinger af sedimenter, der aflejres af kraftige bundstrømme i dybhavet. Her forventer vi at få de bedste kerner, som når længst tilbage i tiden. Konturitterne har nemlig ofte en mere tydelig lagdeling end andre steder i dybhavet, og de er typisk ret uforstyrrede. Bunden vil også typisk være blødere end den vulkanske basaltbund, der findes mange steder ved Island, hvilket er vigtigt for at kunne få kerner op derfra. Mens vi gjorde klar til afgang, kom et tv-hold fra islandsk tv, som skulle lave et indslag om togtet. Der har også været indslag i radioen tidligere på ugen, så vi har fået noget mediebevågenhed.

Vi sejlede mod vest fra Reykjavik den 7. juni og sejlede hele natten, inden vi ankom til vores første kernelokalitet (station 1, se kort herunder). Vi havde fundet en konturit, som umiddelbart havde godt potentiale, men leret viste sig at være meget kompakt, så vores udstyr kunne ikke trænge ret langt ned i det. Vi fik således kun henholdsvis 0,5 og 1,5 meter kerne i de første to forsøg. Det begyndte nu at blæse op, og vi satte kursen mod nord, op i Danmarksstrædet. På vejen derop tog vi endnu en kerne et sted, hvor nogle franske forskere tidligere har taget en god kerne. Her havde vi bedre held og fik hevet knap 5 meter sedimentkerne op.

Vi havde lidt problemer med at få sat vores system op, så de første data er ikke alle blevet lige gode, men efter lidt tid fik vi styr på det. De islandske fiskere siger alle sammen, at der ikke er dårligt vejr i juni, men jeg synes nu nok, at 4-5 meter høje bølger er højt nok til mig. Derfor måtte jeg også ned at ligge et par gange, inden jeg fandt mine sø-ben.

På vej ud over shelfen har vi flere gange set hvaler, men jeg har desværre ikke fået nogle billeder af dem. Det viste sig også, at der hver lørdag på alle islandske skibe serveres saltfisk, en islandsk specialitet. Det er det mest salte, jeg nogensinde har spist. Heldigvis var der også almindelig kogt torsk, så jeg gik ikke sulten fra bordet. Jeg lægger mig i sengen kl. 00.30 efter at have haft aftenvagten.

Det har været en meget produktiv dag, og vi har taget CTD, turbulensmålinger, vandprøver og to 5,5 meter kerner. Det er svært at nå mere. Nu begynder et træls lavtryk at trække indover, så vi sejler mod øst for at slippe væk fra de høje bølger.

Søndag 13. juni: Tekniske udfordringer

Vi er nu halvvejs, og jeg havde aftenvagten i går. Da jeg gik i seng, havde jeg en god mavefornemmelse. Vi havde gode data i kassen og masser af gode potentielle kernelokaliteter. Da jeg stod op til morgen, var der ingen i geofysiklaboratoriet, og sub-bottom profileren (SBP) var slukket. Det viste sig, at den var gået i stykker i løbet af natten. Jasec, vores tekniker, har brugt hele dagen på at se, om han kunne løse problemet. Han har nærmest ikke siddet stille. Men da jeg lægger mig i sengen om aftenen, er det endnu ikke løst. Jeg frygter, at vi må klare resten af togtet med de data, vi allerede har samlet ind.

Indtil videre er konklusionen, at det er et hardwareproblem, og muligvis skal vi sejle ind til Reykjavik for at løse det på tirsdag, hvor det vist bliver ret dårligt vejr. Dagen har været rigtig flot, men vi har ikke kunnet tage kerner, da der har været nogle meget høje dønninger, som blev sendt mod os af et blæsevejr længere mod syd. Nogle dønninger var op til otte meter høje. Skibet har så ligget og vugget op og ned, uden at det føltes helt vildt. Men man ser virkelig, hvor store kræfter der er på spil i Nordatlanten.

Tirsdag 15. juni: Strømforstærkeren

Det er morgen, og vi er på vej mod Nord. Vores SBP er stadig i stykker, så vi har taget kerner der, hvor vi havde data over havbunden i forvejen. Jasec arbejder fortsat på højtryk og har fundet frem til, at problemet er strømforstærkeren. Han vil se, om han kan reparere den, men han er ikke så optimistisk, da han ikke har nogen reservedele med.

Fredag 18. juni: Hjernecellerne holdes i gang

SBP’en er nu endegyldigt dømt ude. Heldigvis betød det dårlige vejr i starten af turen, at vi ikke samlede kerner, men til gengæld fik en masse gode SBP-data, som vi har kunnet udpege lokaliteter på baggrund af. Vi har haft kanonflot vejr de seneste dage og har nu samlet i alt ti sedimentkerner (se fotos herunder). I går fik vi også taget en såkaldt Rumohrkerne, som bevarer havbundens struktur. Det er ret sjovt at se et lille stykke intakt havbund hevet op fra næsten to kilometer vand.

Professor Paul Knutz fra GEUS og jeg har brugt en del tid på at kigge data igennem. Det er lidt besværligt med det software, som er ombord på skibet. Det bliver ikke lettere af, at der på et tidspunkt blev introduceret en fejl på koordinaterne for vores geofysiske data. Det betyder, at vi skal finde positionerne på baggrund af, hvornår data er indsamlet, og så sammenligne med skibets GPS-spor. Men det holder da hjernecellerne i gang, at vi er nødt til at tænke kreativt. Jeg synes faktisk, vi har fået nogle rigtig gode kernelokaliteter på trods af vores udfordringer.

I går viste det sig, at der er taget lidt for få hætter med til at lukke sedimentkernerne, så der skulle tænkes kreativt for at få forseglet de sidste kerner. Heldigvis har havbiologerne taget for mange plastdunke med. De er så blevet skåret i stykker og lavet til hætter, som kan holde mudderet inde i kernerøret.

Mens jeg skriver dette, er besætningen i gang med at tage den sidste sedimentkerne på togtet. Vi kommer hjem med lidt mere end 55 meter sediment samlet set, så vi har mere end nået målet som var 40 meter. De sidste par dage vil så gå med at lave oceanografiske måleringer og tage vandprøver, som skal filtreres for eDNA for at kunne sammenligne med det, vi forhåbentlig finder i kernerne.

I går fik jeg også lidt geologi under neglene, da vi kiggede på nogle prøver fra sedimentkernerne i mikroskop.

Søndag 20. juni: Land i sigte!

Jeg er stået op til land i sigte. Vi har sejlet mod Reykjavik, efter at vi den 18. tog vores sidste kerne og derefter har brugt resten af tiden på oceanografi. Jeg har således ikke haft så meget at gøre de seneste dage ud over at lave backup af data og sørge for at få al vores data ud af skibets computer og ind på et drev, så vi kan få det med hjem.

Vi har de seneste aftener mødtes, og så har folk, der er en del af centeret, på skift fortalt om, hvad deres forskning går ud på. Da ROCS er et meget interdisciplinært forskningscenter, har det også været emner, som jeg ikke har meget forstand på. Det var rigtig spændende at få både en kunstner og en historikers vinkel på togtet og projektet i sin helhed. Som afslutning på foredragene viste det filmhold, som er med på turen, klip, som de har optaget undervejs. Det er virkelig flotte billeder, og jeg tror, de får lavet nogle rigtig flotte film ud af det.

Nu mangler vi bare at få ryddet op og pakket sammen, inden vi er i havn, og så skal vi til middag på den danske ambassade som afslutning på togtet. Jeg er træt og fyldt op, men det har været rigtig spændende at være afsted, og vi har fået rigtig meget data på trods af uheld undervejs. Men jeg glæder mig nu også til at komme hjem og sove uden lyden af en dieselgenerator fra etagen nedenunder.

Søndag aften/nat 20. juni: Sviptur til vulkanen

Til middag på den danske ambassade med deltagelse af Islands tidligere præsident Vigdís Finnbogadóttir (Europas første kvindelige præsident og verdens første demokratisk valgte kvindelige statsoverhoved), som sammen med H.M. Dronning Margrethe 2. modtog forskningscenteret ROCS som en gave fra Carlsbergfondet.

Da arrangementet nærmede sig sin afslutning, kom en af togtdeltagerne hen og spurgte, om jeg ville bytte min nattesøvn for en tur til Fagradalsfjall (der, hvor en ny vulkan gik i udbrud i starten af 2021). Hun havde lånt en bil og ville køre en lille flok ud for at se vulkanen i udbrud. Jeg takkede selvfølgelig ja og tilbragte den sidste nat med at hike op på et bjerg, så vi kunne se vulkanen. Det var en kæmpestor oplevelse og den perfekte afslutning på en oplevelsesrig tur. Det betød dog også, at jeg måtte nøjes med 1,5 times søvn, inden jeg skulle med taxi til lufthavnen mandag morgen.

Hjemme igen: Ramte vi Eem?

Nu er jeg tilbage i Danmark og har en masse arbejde med at behandle alle de data, vi har indsamlet, og finde ud af, om kernerne, vi tog, rent faktisk er havbund tilbage fra Eem-perioden.

Læs videre: Kernernes videre færd fra felten til laboratoriet

---

---