Det var den danske professor og fysiker Willi Dansgaard, som i 1950’erne på en lidt utraditionel måde fandt ud af, at man kan bruge forholdet mellem ilt-isotoper til at få viden om fortidens temperaturer. Isotoper er varianter af det samme grundstof.
Willi Dansgaard var ansat på Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet, da han lavede en række hjemmestrikkede eksperimenter med ølflasker og regnvand i sin have.
Professoren ville undersøge, om isotoper i nedbør varierer med temperaturen. Det gjorde han ved at opsamle regnvand i ølflasker over en periode. Derefter analyserede han regnvandets indhold af isotoper.
Analyserne viste, at der er en klar sammenhæng mellem temperaturen ved nedbørens dannelse og forholdet mellem de to ilt-isotoper 16O og 18O i regnvandet. Denne opdagelse lagde grunden for at bruge ilt-isotoper til at få viden om fortidens temperaturer.
Willi Dansgaards arbejde har siden været en hjørnesten i studierne af fortidens klima – også kaldet palæoklimatologi. Hans metoder bruges den dag i dag af forskere i hele verden til at kortlægge fortidens klimaforandringer.
Læs mere om Willi Dansgaards vigtige arbejde i en tidligere Geoviden-artikel.