Når medierne skriver: ’Nyt studie viser’, går der en lang proces forud for det. Her kan du følge et eksempel på en geologisk pollen/sporeprøve fra prøvetagning i felten til nyhedsmedierne.
1. Prøvetagning i felten
Første trin i processen er at skaffe råmateriale fra felten. Da de geologiske lag, forskerne er interesserede i, ofte ligger dybt nede i undergrunden, foregår det typisk ved at få mindre prøver fra store borekerner, som bores op i forbindelse med grundvandsboringer, olieeftersøgning og andet. De boringer kan være op til flere kilometer dybe og er en uvurderlig mulighed for forskerne for at undersøge de ellers utilgængelige lag.
Sommetider er man heldig, at de geologiske lag af interesse er blevet skubbet op til overfladen af tektoniske kræfter. Så kan geologerne tage ud og tage prøver direkte fra klippen, skrænten, eller hvad det måtte være.
2. Undergrund på lager
Faktisk er det vedtaget ved lov i Danmark, at hver gang nogen får lov at lave en dyb boring, skal de samtidig sørge for at indsamle, kategorisere og gemme det materiale, der bores op. Altså typisk en lang borekerne eller knuste stenstykker (alt efter stenens hårdhed og boremetoden). De indsendes til
vores fælles undergrundsarkiv hos De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), hvor de opbevares i aflange trækasser i en kæmpestor lagerhal i Rødovre. Der er over 70.000 kasser, hvis indhold stammer fra undergrunden på land og til havs i primært det danske og grønlandske territorium. (Foto: Johanne Uhrenholt Kusnitzoff)
3. Bestilling af prøver
Hvis det er den dybe undergrund, forskeren er interesseret i at undersøge, vil hun typisk bestille de relevante kasser med borekerner fra den pågældende dybde og lokation til sit laboratorium (i dette tilfælde hos GEUS’ hovedkvarter i København). Der kan så udtages en mindre prøve af kernen på de steder, forskeren mener er relevante for hendes studie. Alt afhængigt af, hvad der skal undersøges, bestemmer forskeren, hvor mange prøver der skal tages, hvorfra i kernen, og hvordan de skal udtages.
Jo flere prøver der tages ud, des mere detaljeret bliver studiets resultater typisk, men det betyder også, at flere prøver skal præpareres og analyseres. Hvilket alt sammen er dyrere og tager længere tid, så det er altid en afvejning.
4. Knusning
Når prøverne er taget, ryger de typisk videre til laboratorier, hvor de bliver ’præpareret’, altså forberedt eller behandlet, så forskeren kan undersøge det, hun skal. For eksempel pollen og sporer. Præpareringsprocessen starter typisk med, at stenprøven knuses, hvilket foregår ret lavpraktisk med en stor hammer. Det er nødvendigt for at kunne si alt det fra, man ikke er interesseret i, f.eks. sandkorn og kalk. (Foto: Underground Channel)
5. Afsyring #1
Knusningen gør, at prøvematerialet får en meget større samlet overflade, og det er smart, når man kun vil se på prøvens sporer og pollen. Her er næste trin nemlig at afsyre prøven. Først hælder laboranten saltsyre på, hvorved alt kalk i prøven forsvinder. Prøven står i glasset med syre et døgns tid. (Foto: Anders Drud Jordan, Underground Channel)
6. Afsyring #2
Efter kalkfjerningen fjernes prøvens sand. Det kan foregå som vist på billedet i en tank med en meget stærk syre, kaldet flussyre, som netop opløser sand (men ikke plast). Hver enkelt prøve er her pakket ind i en finmasket filterdug samt en skumvaskeklud, som holder sammen på prøven, imens ’behandlingen’ foregår. Efter en uges tid i syrebad er der kun pollen, sporer og andre organiske partikler tilbage. (Foto: Anders Drud Jordan, Underground Channel)
7. Skylning
Når prøven er afsyret, skal den skylles igennem mange gange for at fjerne eventuelle rester af syre, der måtte være tilbage. Det foregår under vandhanen, mens den stadig er i sin lille pose. (Foto: Underground Channel)
8. Kvalitetstjek
Nu laver laboranten en test af prøven, for at se om den er blevet god nok til, at forskeren kan bruge den. Hvis den er i orden, springes der videre til trin 9. Nogle gange skal prøverne dog finpudses yderligere. Måske er massen for mørk til, at man rigtig kan vurdere den under mikroskopet, og så skal den lysnes. Det kan man gøre ved at oxidere prøven med en syre som her på billedet. Hvis prøven derimod er blevet for lys, kan der tilsættes lidt farve, så pollen og sporer bliver lettere at identificere. (Foto: Underground Channel)
9. Sortering med urskive
Når mikrofossilerne i prøven ser tilfredsstillende ud, skal de isoleres, hvilket typisk sker på en ret speciel måde. Her bruges en tynd, skålformet glaslinse på størrelse med en underkop. Prøven hældes ned i skålen, kaldet urskiven, og den snurres rundt som en snurretop. Glassets form og bevægelse gør, at alle de letteste partikler (f.eks. pollen og sporer, der er hule) lægger sig øverst i vandsøjlen, og de tungere partikler (f.eks. kvartskorn), lægger sig i bunden. Laboranten kan nu suge det øverste lag væske op med en pipette og dermed have isoleret alle de pollen og sporer, som var i den oprindelige prøve.
10. Kvalitetstjek og færdigt produkt
Laboranten vurderer igen, om prøven er god nok til, at forskeren kan bruge den. Nogle gange har isoleringen ikke virket som ønsket, og trin 9 gentages. Når alt er tilfredsstillende, dryppes væsken dråbevis over på en række tynde glasplader. Når dråben er tørret ind, limes glasset sammen med et andet glas (et såkaldt objektglas), og prøven er nu fikseret og kan gemmes i mange år. Hver enkelt plade med en dråbe af prøven kaldes ’et slide’ (altså engelsk for en skive), og det er det produkt, der leveres til forskeren.
11. Analyse
Der går cirka fire uger, fra laboranten modtager den udvalgte prøve, og til den er færdigpræpareret. Forskeren modtager nu prøverne på en lang række slides og går i gang med at analysere dem under mikroskop. Med pollenog sporeanalyse foregår det typisk ved at tælle og identificere alle de forskellige slags pollen og/eller sporer, man ser på hvert slide.
12. Databehandling og konklusion
I et videnskabeligt studie kan der være mange forskellige prøver fra forskellige steder og af forskellige typer indover. Derfor skal forskeren måske analysere mange hundrede slides med sporer, identificere dem, hun ikke kender i forvejen, og derudover analysere prøver for f.eks. organisk materiale, kviksølvindhold, mineralsammensætning eller andet, der er relevant for den sammenhæng, hun gerne vil vide noget om.
Når alle data er indsamlet og sat sammen i grafer, tabeller osv., kan hun gå i gang med at vurdere, om der er en sammenhæng mellem de parametre, hun har undersøgt.
13. Publicering
Når behandling og analyse af data er færdig, vil forskeren ofte gå i gang med at skrive en videnskabelig artikel om sine resultater. Den fungerer som formidling af resultaterne til andre forskere og sendes ind til et videnskabeligt tidsskrift, som vurderer, om den er god nok til at blive udgivet. Her sendes den ud til en række anonyme forskere, som læser den og kommer med konstruktiv kritik. Måske mangler der nogle data, før forskerens konklusion er rigtig overbevisende. Så er det nogle gange tilbage til start. Andre gange udgives den uden store ændringer.
14. Formidling i medierne
Når forskeren har fået udgivet sin artikel, skrives der ofte en pressemeddelelse om, hvad studiet handler om, som sendes ud til medierne. Nogle gange laves den af det universitet eller den institution, forskeren arbejder hos, nogle gange skrives den af tidsskriftet selv eller begge dele. Andre gange opdager medierne det selv. Hvis medierne synes, det er en god historie, bringer de den i deres nyhedsflade, og på den måde når forskerens resultater ud i det brede samfund, hvor de kan være til gavn og fascination.
Mød eksperten
Sofie Lindström
Seniorforsker, GEUS
