Vi kender stadig Månens overflade bedre end vores egne have, selvom der for tiden er øget fokus på den blå verden. Ligesom med Månen føler vi, at vi kender havet, men ved du egentlig, hvor havet kommer fra, eller hvorfor det er salt? Læs svaret på det og en række andre havfakta herunder.
Havet kommer måske fra rummet
Jorden blev højst sandsynligt ikke skabt med flydende vand. Altså der var ikke nogen have på den unge Jord, som blev skabt i et miljø med temperaturer så høje, at hydrogen og oxygen ikke kunne sætte sig sammen til vandmolekyler. Faktisk ved vi stadig ikke med sikkerhed, hvor alt det vand kommer fra, hvilket er ret vildt, når nu vand faktisk er afgørende for liv her på planeten.
En teori går dog på, at det kan være blevet bragt hertil af asteroider og kometer, som ofte indeholder en relativt stor del vand i form af is. I Jordens tidlige liv var der væsentligt flere asteroider og kometer i solsystemet, og man ved, at Jorden blev udsat for hyppige og voldsomme meteornedslag. Hvis mange af de nedslag udløste en mængde vanddamp i atmosfæren, passer det med, at det efterhånden kondenserede til have, i takt med at Jorden også fik en tykkere atmosfære, der holdt på vandet. Dette er dog stadig en hypotese, og der forskes i emnet på livet løs.
Læs også: Tema om Månen
Det højeste vandfald på Jorden ligger i havet
I Danmark Strædet mellem Grønland og Island findes et fald i havbunden på mere end 3,5 km, kaldet Grønlandspumpen, på engelsk Denmark Strait Cataract. Her møder Grønlandshavets kolde vand det varmere vand fra Irmingerhavet, og da koldt vand har højere densitet end varmt, synker det kolde vand til bunds.
Højdeforskellen kombineret med mængderne af afkølet vand fra nord resulterer i, at der vælter omkring 3,5 mio. m3 vand ned mod bunden pr. sekund. Niagara Falls transporterer 9000 m3 pr. sekund.
Havet er gennemsnitligt fire kilometer dybt
Det er alligevel ret meget. Men når man tænker over det, er det jo kun en lille del af havet, der udgør de lavvandede områder, som vi mennesker er mest i berøring med. De dybe oceaner er der mest af rent arealmæssigt. Det er også i kanterne af oceanerne, man finder de ekstremt dybe grave, skabt af kontinentalplader, der skubbes ned under andre. Den dybeste er Marianergraven, der strækker sig i havet mellem Japan og Papua Ny Guinea og er ca. 10,9 km (!!) dyb på det dybeste sted (kaldet Challengerdybet).
Mennesket nåede dette Jordens dybeste punkt, før vi satte fod på Månen. Nemlig i 1960, da den amerikanske flådeofficer Don Walsh og den belgiske oceanograf Jaque Piccard nåede bunden af Challengerdybet i ubåden Trieste (se herunder).
Turen ned tog næsten fem timer, og de var der i omkring 20 minutter, før de steg op – en tur på lidt over tre timer. Walsh og Piccard noterede flere typer fisk, rejer m.m. dernede. Det var en stor overraskelse, at noget kunne leve under så ekstreme forhold.
Hør mere: Hør Don Walsh fortælle om dykket.
Dybhavsfartøjet Trieste nåede bunden af Challengerdybet i 1960. (Fotos: Naval History and Heritage Command og NOAA Ship Collection) Triestes mandskab og de første mennesker på havets dybeste sted: Den amerikanske flådeofficer Don Walsh (nederst) og den belgiske oceanograf Jaque Piccard (øverst). (Fotos: Naval History and Heritage Command og NOAA Ship Collection)
Verden overvejer minedrift i dybhavet
Verden oplever et stigende behov for mineralske råstoffer, men der er betydelig bekymring omkring at sikre forsyning af mineraler og metaller, som er kritiske for den grønne omstilling. Muligvis kan dybhavet være en kilde til (nogle af) disse, for foreløbige undersøgelser tyder på et stort uudnyttet potentiale.
Men hvem ejer dybhavet, og hvem har ret til at udvinde disse råstoffer? Svaret er ingen og alle, da havet 200 sømil (370 km) ud fra kysten anses for fælles for hele menneskeheden, og størstedelen af dybhavet ligger udenfor denne grænse. Disse farvande administreres af FN-organisationen International Seabed Authority (ISA).
I øjeblikket er det ikke tilladt at drive minedrift i dybhavet, men organisationen er i gang med at udarbejde love for decideret minedrift. En udfordring er, hvordan de meget følsomme økosystemer i dybhavet påvirkes af minedrift, hvilket er et område, som stadig er dårligt undersøgt. Flere store firmaer, som Google og BMW, har derfor sagt, at de ikke vil bruge råstoffer udvundet fra dybhavet, før miljøpåvirkningen er bedre belyst.
I øjeblikket er en række selskaber og lande i gang med at foretage mineralefterforskning på bunden af dybhavet forskellige steder i verden, så tiden må vise, hvilken rolle dybhavets mineraler kommer til at spille.
Havet er mest mørkt og øde
Lyset fra Solen trænger kun ca. 200 meter ned gennem vandet, og her går skillelinjen mellem hav og dybhav. Mellem 200 og 1000 meter er der svage refleksioner fra overfladen (tusmørkezonen), men derfra og nedefter er der fuldstændig mørkt (midnatszonen m.fl., se herunder).
Der er liv hernede, men mere spredt end højere oppe og højt specialiseret til livet i totalt mørke. Økosystemet i disse mørke zoner afhænger næsten udelukkende af ’nedfaldne’, døde dyr og planter fra de solrige og aktive overfladelag. Langt størstedelen af havets dyre- og planteliv findes i de øverste 200 meter af havet, og resten er relativt øde.
Se mere: Scroll hele vejen ned til Marianergravens bund
Danske have er ikke rigtige have
Havet rundt om en stor del af Danmark er faktisk ikke rigtigt et hav ud fra den rent kemiske hav-definition, nemlig at havvand har et saltindhold på mellem 30 og 50 promille (‰). En stor del af det danske havvand ligger mellem 8 og 20 promille og hører derfor under kategorien ’brakvand’ – en mellemting mellem havvand og ferskvand på mellem 5 og 30 promille salt (se herunder).
Vand med saltindhold lavere end 5 promille er ferskvand, og grunden til, at vores hav er så lidt salt, er da også, at der kommer en masse ferskvand ud i Østersøen fra floder og åer, hvilket fortynder saltvandet fra Atlanterhavet og Nordsøen. Vandet i Vesterhavet er derfor også mest salt og kommer faktisk op og er rigtigt havvand på ca. 33 promille salt.
Jordens skorpe består af mineraler, som af regnvand kan opløses til salte. De salte følger med regnvandet ud i floder og når på et tidspunkt ud i havet. Her ophobes saltet over tid, fordi det ikke følger med op, når der fordamper vand fra havoverfladen igen (som kan danne ny regn, der danner nyt salt, som også ender i havet). Saltindholdet i flodvand og søvand er ret lavt, fordi det hele tiden udskiftes af nyt regnvand og derfor ikke udsættes for samme ophobning, som sker i havet.
Havet bliver dog ikke bare mere og mere salt. Gennem Jordens historie er der løbende opstået afsnøringer af havet, hvor vandet langsomt fordamper helt. Saltet efterlades på jordoverfladen som et hvidt lag. Det kan blandt andet ses i den bolivianske Salar de Uyuni, der er verdens største saltslette med et areal større end Sjælland og Lolland-Falster. De koncentrerede saltlag bliver over millioner af år begravet under nye jordlag, så saltet blandes ind i jordskorpen igen, og kan tage en ny tur i kredsløbet.
Have er ret sjældne
Jorden er den eneste kendte planet med flydende vand. Det skyldes formentlig, at vi ligger i den såkaldte Guldlok-zone, hvor der lige præcis er varmt nok til, at vandet er flydende, men koldt nok til, at det ikke fordamper. Der har været flydende vand på Mars, men det menes at være fordampet, til dels pga. Mars’ tynde atmosfære.
Kortlægning af havbunden har lang vej endnu
Op til 1918 foregik målinger af vanddybder med lange pinde og sten bundet på snore, som så blev firet ned, indtil man ramte bunden. Under 1. verdenskrig opfandt to fysikere ansat i den engelske flåde så sonaren som et anti-ubådsvåben. Det gav mulighed for at ’se i mørket’ via lydbølger, som sendes ud, og hvis ekko giver en aftegning af havbunden.
I 1952 begyndte den amerikanske oceanograf og geolog Marie Tharp at sætte sonar-data sammen fra Atlanten, så man kunne få et samlet havbundskort. Her opdagede Marie Tharp eksistensen af den Midtatlantiske Ryg, der løber ned langs midten af oceanet. Det blev det første af de afgørende ’beviser’ for den dengang meget kontroversielle kontinentaldriftsteori om kontinenternes bevægelse, som vi i dag tager for givet.
I samme periode opfandt man de første digitale computere, som kunne håndtere langt større mængder data både hurtigere og bedre. Nu tog kortlægningen rigtig fart, og baseret på prøver og data fra hele kloden udgav Tharpe og kollegaen Heezen i 1977 under stor sensation i pressen og den videnskabelige verden det første kort over den globale havbund (se herunder) malet af landskabsmaleren Heinrich Berann.
Et af de nyeste skud på stammen er projektet ’Nippon Foundation-GEBCO Seabed 2030’, som arbejder på at kortlægge hele havbunden i lige så stor detalje som landjorden inden 2030. Langt størstedelen af arealet på havbundskortene er nemlig lige nu det, man kalder interpoleret, hvilket vil sige kvalificerede gæt baseret på målinger tæt på de ikke-målte områder.
I 2020 var 19 procent af havbunden kortlagt med faktiske data, hvilket vil sige, at d et så er 81 procent, der er interpoleret (se kortet herover). Da GEBCO-projektet gik i gang i 2017, var kun seks procent kortlagt, så det går fremad.
EU har et lignende projekt med fokus på at få kortlagt og samlet data for de europæiske have, kaldet European Marine Observation and Data Network (EMODnet). På deres hjemmeside kan du finde data på et væld af interessante ting, selvfølgelig geologiske kortlægninger, men også kort over menneskelige aktiviteter som havbrug, råstofindvinding m.m.
