En måne er et himmellegeme, der er i kredsløb om en planet. Derfor er der mange måner i solsystemet, og universet for en sags skyld. Men der er kun én Månen. Her er ti ting, vi ved og lidt, vi ikke ved.
1. MÅNEN ER USÆDVANLIGT STOR
Månen er faktisk den femtestørste i solsystemet og den største i forhold til den planet, den kredser om. Se sammenligningen med Europa her til højre. Netop den relativt store størrelse er et af beviserne for, at den er dannet af rester fra en stor kollision mellem to himmellegemer. Så stor en måne vil nemlig typisk ikke kunne findes så tæt på en anden planet uden at være dannet sammen med den. (Se figur herunder, hvor de største af solsystemets måner er vist i forhold til deres planeter).
Usikkert: Den fulde livshistorie
Der er bred enighed om, at Månen er dannet ved en stor kollision mellem en tidlig udgave af Jorden og en anden planet. Men hvordan det skete er stadig ikke fuldt ud afklaret. Hvorfor det skete, altså hvorfor de stødte sammen, er ligeledes et mysterium.
2. Månen trækker sig væk fra os
Afstanden fra Jorden til Månen passer med, at der kan ligge 30 Jorde i mellemrummet. Så selvom den er tæt på i rumskala, er den stadig virkelig langt væk. Men afstanden er ikke konstant – faktisk fjerner Månen sig med hele fire centimeter om året. Hvilket man måler ugentligt ved hjælp af en laser, der skydes op på de særlige spejle, Apollo-astronauterne har sat op på overfladen.
Månens tilstedeværelse påvirker Jordens rotation, og derfor betyder denne langsomme tilbagetrækning, at Jorden taber lidt af sin fart i takt med, at vores ‘taktstok’ kommer længere og længere væk. Det betyder samtidig, at et døgn på Jorden var kortere før i tiden. Tiden gik ikke hurtigere, det tog bare lidt kortere tid for planeten at dreje én omgang.
Ifølge en artikel i Journalen PNAS af forskerne Stephen R. Meyers og Alberto Malinverno tog et døgn kun ca. 18 timer for 1,4 milliarder år siden. Man kunne tro, at et år så også var kortere, men året styres jo af Jordens kredsløb om Solen. Og den har ikke ændret sig synderligt. Før i tiden var der altså bare flere døgn på et år. Rimeligt syret!
Måne eller stor sten?
Antallet af måner i solsystemet er ret elastisk, da det afhænger af, om man medregner alle stenklumper, små og store, der roterer om planeter, og om dværgplaneter og store asteroider tæller med. Så er der utallige. Regner man med runde objekter af en vis størrelse, er der omkring 200. Lige nu har Saturn flest officielle måner – hele 82. Merkur og Venus derimod har ingen måner. Vi har som bekendt én. (Foto: Gregory Revera, Wikimedia Commons)
3. Månen stabiliserer Jorden
Ligesom en snurretop, der er ved at stoppe, kan planeter stå og slingre lidt om aksen, så
de ikke roterer helt jævnt. Det gør Jorden også, men højst sandsynligt meget mindre, end vi ville gøre uden Månen. Månen virker som et slags rum-anker. Variationer i Jordens rotation om sig selv har blandt andet indvirkning på årstider og klimaskift over lang tid (kaldet Milankovic-cykler), så Månen er også med til at holde dette mere stabilt.
4. Månen drejer rundt
I 1959 fotograferede den russiske rumsonde Luna 3 den mystiske bagside af Månen, så menneskeheden kunne se den for første gang. Til nogles skuffelse var der hverken aliens eller forsvundne nazister, bare flere kratere. Grunden til, at vi ikke kan se Månens bagside uden at flyve om til den, er, at Månen også roterer.
Hvis Månen ikke drejede rundt, ville bagsiden på et tidspunkt i Månens én måned lange rundtur om Jorden vende hen imod os, som vist herunder:
Prøv eventuelt selv at spille Månen og gå rundt om en frivillig medhjælper, der spiller Jorden (og som ikke behøver bevæge sig til dette). Gå en omgang om Jorden, hvor du drejer rundt om dig selv, og en omgang, hvor du hele tiden har ansigtet samme vej.
Månens rotationshastighed er udviklet i tæt samspil med Jordens tyngdekraft efter deres fælles kollisionsfortid (se pkt. 1). Derfor er turen blevet afstemt i en ligevægt, der gør, at én rotation for Månen tager præcis én rundtur om Jorden. Der når simpelthen aldrig at komme en ny side frem mod Jorden, fordi den ophæves af Månens egen rotation i den anden retning.
5. Månen har haft vulkaner
De store mørke områder på Månens overflade er størknet lava fra vulkansk aktivitet. Der har været flere omgange af vulkansk aktivitet på Månens overflade, og man mener, at flere af dem har hængt sammen med meget store meteornedslag, der har svækket og forstyrret skorpen. Der har dog ikke været vulkansk aktivitet i over en milliard år.
Usikkert: Er Månen stadig geologisk aktiv?
Der er ikke længere aktive vulkaner på Månen, men der er indikationer på, at der måske alligevel stadig er geologisk aktivitet. Apollo-astronauterne havde seismografer med til Månen, som målte, at der faktisk var jordskælv. Eller måneskælv. De blev dog dengang tolket som træk fra Jordens tyngdefelt og ikke egentlig geologisk aktivitet i selve Månen.
I 2019 udgav en række amerikanske måneforskere dog en artikel med en ny tolkning: Måneskælvene er udtryk for, at Månen skrumper i takt med, at den stadig afkøles. Der er flere dalstrøg og bakkekamme på Månen, der kan tolkes som forskydninger dannet ved en sammenmasning af skorpen i takt med skrumpningen, ligesom folderne på en rosin. Det er et område, hvor der stadig forskes og diskuteres voldsomt.
Læs også: Månens dannelse, fra alting begyndelse
6. Tidevandet var vigtigt for livets udvikling
Det er velkendt, at Månens tyngdekraft trækker i Jorden, så der skabes tidevand. Jorden bliver nemlig strakt lidt ud på det sted, Månen står lige hen over, hvilket bevirker, at Jorden også buler tilsvarende ud på den modsatte side – ligesom en hoppebold, der mases sammen. Da vand er meget bevægeligt, følger det med udad i begge sider, og der dannes højvande to steder på Jorden. Hvilket så betyder, at der er mindre vand på resten af Jorden, altså to gange lavvande.
Den effekt har formentlig været en afgørende faktor for, at der udvikledes liv på Jorden, da tidevandsrender ved kysterne har været både tilpas beskyttede og tilpas udsatte til, at molekyler kunne begynde at sætte sig sammen til celler. Og til, at disse celler ikke blev smadret af stråling osv.
Da cellerne senere havde udviklet sig til fisk, var tidevandszonerne igen vigtige, for de gav formentlig afsættet til liv på landjorden. Her kunne fiskene have gavn af at udvikle lemmer til at gå på sandet ved lavvande og lunger til at trække vejret med. Derfra var vejen videre op på land oplagt, og sådan startede udvikling af landdyr.
7. Sidste mand på Månen
Eugene Cernan og Harrison Schmitt var de sidste til at besøge Månen i december 1972. Eugene Cernan havde følgende afskedshilsen:
”As we leave the Moon at Taurus-Littrow, we leave as we came and, God willing, as we shall return, with peace and hope for all mankind. Godspeed the crew of Apollo 17.”
Det var også de to astronauter, der tog en ekstra sten med hjem til at dele ud i små stykker til alle nationer på Jorden, så alle kunne få et stykke af Månen. Den blev kaldt Goodwill Moon Rock, og de små stykker blev efterfølgende sat på fine træplader og sendt ud til de daværende 192 nationer af præsident Nixon.
Herover ses Norges Goodwill Moon Rock-plade. Danmark har haft en tilsvarende, som desværre er blevet skilt ad og stenen brugt til forskning. Der er en lillebitte stump tilbage, som opbevares i Statens Naturhistoriske Museums arkiv i en kasse sammen med det danske flag og de to plader med beskeder fra hhv. præsident Nixon og Apolloastronauterne. Efter sigende var alle flagene til pladerne også med på Månen.
De forskellige Apollo-missioner har dog ikke kun taget noget med hjem fra Månen, de har også efterladt noget deroppe. Der skulle ligge en forgyldt olivengren som symbol på fred, en række beskeder fra verdens daværende ledere, mindeplader for afdøde astronauter fra tidligere missioner med mere (se galleri herunder). Udover ting med symbolværdi og affektionsværdi blev der også efterladt en masse udstyr, emballager og løsøre, simpelthen fordi astronauterne skulle gøre fartøjerne så lette som muligt til hjemrejsen. For eksempel efterlod de typisk deres ‘moonboots’.
Apollo 16-astronaut Charlie Duke efterlod et foto af sig selv sammen med sin familie. (Foto: NASA) Mindepladen for tidligere, afdøde astronauter fra både USA og daværende USSR. (Foto: NASA) Kopi af guld-olivengrenen efterladt på Månen. Originalen er ca. 15 cm lang. (Foto: NASA) En masse rum-rod efterladt ved landingsstedet for den sidste Månemission, Apollo 17 (Foto: NASA) De medbragte månebiler (rovere) fra Apollo 15, 16 og 17 blev også efterladt, her er det roveren fra Apollo 15 (Foto: NASA) Beholdere til urin og afføring, som astronauterne efterlod. (Foto: NASA)
Sidste mand indtil videre
I 2024 skal der igen gå mennesker på Månens overflade. Det er i hvert fald planen i NASA’s Artemis-program (Artemis er Apollos tvillingesøster i græsk mytologi), som arbejder på at
få etableret en permanent rumbase for mennesker på Månen en dag. Den skal blandt andet kunne fungere som affyringsrampe for missioner til Mars.
8. Månen er utroligt støvet
Når man ser billeder af Månens overflade, er det tydeligt, at der ligger et lag af meget fint støv. Hvis overfladen var hård og fast, ville der jo ikke være kommet det berømte fodaftryk, da Niel Armstrong trådte ud af sit fartøj. Det skyldes den hårde medfart fra meteorer, Månen har haft gennem sit lange liv. Overfladen var oprindeligt fast, men med hvert nedslag er der blevet smadret mere og mere.
Nedslag fra meteorer hvirvler klippestykker, sten og støv op, som spredes ud i en radius i lange stråler fra nedslagsstedet. Det er også det, der kan ses som lyse striber fra især de store og relativt unge kratere Tycho og Kopernikus. Noget materiale smelter ved nedslaget og størkner så igen. Næste gang der sker et meteornedslag i samme område, omfordeles det hele en gang til.
Den øverste del af overfladen er altså med tiden blevet pulveriseret og blandet fuldstændigt sammen, så man ikke kan vide, om en sten, man samler op, faktisk er dannet netop der eller flere hundrede kilometer borte.
9. Ja, der har været mennesker
Der har gået 12 personer på Månens overflade, fordelt på de seks Apollo-missioner, der fløj dertil fra 1969 til I alt 24 personer har været i kredsløb om Månen. Første landing skete den 20. juli 1969 kl. 20.18, hvor Apollo 11 landede på overfladen i Det Rolige Hav (Mare Tranquillitatis).
Der er i alt plantet seks amerikanske flag deroppe, et for hver mission. I alt har Apollo-missionerne bragt 382 kilo sten med hjem, som opbevares hos NASA, men jævnligt sendes ud til laboratorier, som undersøger dem. Blandt andet i Danmark!
Læs også: Månens alder blev målt i København
De russiske Luna-sonder 16, 20 og 24 har tilsammen bragt 301,1 g med hjem mellem 1970 og 76. I december 2020 bragte en kinesisk sonde (Chang’e 5) 1,7 g med hjem. Ingen af de missioner havde dog mennesker med ombord.
10. Månen har vand
Umiddelbart efter Apollo-missionerne troede man, at det eneste vand på Månen sad bundet i mineraler. I 2019 offentliggjorde NASA imidlertid, at et hold af deres forskere havde målt vandmolekyler på Månens overflade for første gang. Vel at mærke på den del af overfladen, der ligger i sollys og altså er synlig fra Jorden. Indtil da troede man ellers, at der kun kunne være vand i frossen form i de kratere ved polerne, der aldrig ser sollys og derfor ikke er udsat for fordampning. Men holdet havde altså målt vandmolekyler i den solbeskinnede del. I en mængde cirka 100 gange mindre end i Saharas ørken ganske vist, men stadig mere end ingenting.
Usikkert: Hvorfor er der vand, og hvor meget er der?
Spørgsmålet er nu, hvorfor der overhovedet kan være vand i den lyse del af Månen? Hvordan hænger det fast i overfladen – er det bundet til støvkorn under overfladen? Bliver det dannet på Månen? Eller kommer det med små meteorer? Hvor meget er der i alt? Spørgsmål er der nok af, og NASA er meget opsat på at få svar, da vandet måske kan være en vigtig ressource for Måne-missioner.
