Geoviden undersøger verdens behov for sjældne jordartsmetaller

De sjældne jordartsmetaller er vigtige i den grønne omstilling, og selvom de faktisk ikke er spor sjældne, kan forsyningen af dem alligevel blive et potentielt problem i fremtiden. Læs mere i det nye Geoviden.

Sjældne jordartsmetaller sidder i din telefon, din computer og hvis du har en elbil, er de et grundlæggende element for at få den til at køre. Flere af de i alt 17 grundstoffer i gruppen, der alle er metaller, kan nemlig bruges til at lave magneter, som er en vigtig bestanddel af snart sagt alle vores moderne, elektroniske ’devices’.

Læs også: De sjældne jordartsmetaller hjemme hos dig

I det nye Geoviden kan du blandt andet læse, at der går cirka fem kilo rene sjældne jordartsmetaller på at lave magneterne til én elbil, og det er hovedsageligt metallet neodymium. Hvis Paris-aftalen skal overholdes, forventes det, at der globalt set skal rulle cirka 245 millioner elbiler støjsvagt rundt på vejene i 2030. Det kræver selvsagt en solid mængde sjældne jordartsmetaller, samtidig med, at metallerne også skal bruges i mange andre industrier og produkter. For eksempel også i vindmøller.

Der skal altså være nok til alle, inklusiv grønne tiltag som vindmøller og elbiler, og samtidig er der meget få steder i verden, at man rent faktisk kan forarbejde jordartsmetallerne, så de kan bruges. Læs med om den problemstilling.

Hvor finder man jordartsmetallerne?

Geoviden kigger naturligvis også på den geologiske baggrund for, hvor man egentlig kan lave miner, der udvinder sjældne jordartsmetaller, og hvorfor der lige er koncentrationer dér. Blandt andet kigger vi nærmere på to fjelde i Grønland, Kvanefjeld og Kringlerne, som begge indeholder enorme mængder sjældne jordartsmetaller.

Læs også: Velkommen til det nye geoviden.dk!

Udover artiklerne og det samlede blad kan du her på temasiden finde ekstra materiale i form af blandt andet en video, en liste med nøglebegreber og en quiz om temaets hovedpunkter.

HUSK at du altid kan sende spørgsmål, ideer, ris og ros til vores redaktion på [email protected]

Flere indlæg