Det seneste kort over Månen kom i 2020, men det bygger videre på 400 års månekort-tradition, der starter med teleskopets opfindelse og bliver mere og mere detaljerede i takt med, at teleskoperne bliver bedre. Se en række eksempler her.
1610 – Galileo Galilei
Galileo Galilei udgiver sit værk Siderius Nunceus (Stjernemeddelelser), som er første udgivelse om himmellegemer baseret på observationer med det nyopfundne vidunder, teleskopet (opfundet i 1608). Galilei betragter heri, at de lyse områder på Månen må være kuperede og højtliggende, og de mørke områder må være lavereliggende og mere flade. Han observerede nemlig, at skillelinjen mellem lys og mørke på Månen (kaldet terminator) var jævn, når den faldt over mørke områder, men ujævn, når den gled over de lyse områder.
1647 – Johannes Hevelius
Den polske astronom (og borgmester i Gdansk) Johannes Hevelius udgiver værket Selenographia, som anses som starten på Måne-topografi (selenografi). I denne udgivelse findes et kort over Månens overflade, baseret på Hevelius’ egne teleskopobservationer. Det er det første egentlige kort over Månen. Her er for de store maria (basaltsletter) tydelige og veldefinerede, sammen med bjergkæder og kratere, for eksempel det store Tycho-krater i bunden.
Hevelius navngiver også de ting, han optegner, selvom de ikke fremgår af kortet herunder. Navnene er udgaver af navne her fra Jorden, så det store Tycho-krater i bunden hedder Mons Sinai (Sinaibjerget) og det store Mare Imbrium i toppen hedder Mediterraneum, altså Middelhavet. Han bruger også betegnelsen mare (hav) om mørke områder, men ikke så systematisk, som man gør i senere udgaver.
1651 – Giovanni B. Riccioli
Giovanni Battista Riccioli udgiver et nyt månekort i værket Almagestum Novum, der er et værk, som argumenterer for, at Jorden er universets midtpunkt, og indeholder meget om Månen. (Almagest var et værk udgivet i det 2. århundrede af den græske astronom Ptolemæus, og Riccioli kalder sit værk ‘Det nye Almagest’).
Det er i dette værk, at mange af områderne får de navne, vi bruger i dag, og hvor de mørke områder mere konsekvent kaldes have (maria/mare) og de lyse kaldes terra (jord). Riccioli dropper de Jord-inspirerede navne og navngiver områderne med forskellige tillægsord i stedet, som Tranquilitatis, Serinitatis, Sanitatis osv.
1707 – Sammenligningskort
I 1707 udgav den tyske kartograf og geograf J.B. Homann sit Neuer Atlas med kort over en masse landområder på Jorden samt en sammenligning af de to kort over Månen af Hevelius (venstre kort) og Riccioli (højre kort). Det er altså ikke et nyt kort, men en slags komparativt studie af, hvad de to kort hver især viser, og hvor de er uenige og enige.
1878 – Lohrmann/Schmidt
Den tyske astronom og geofysiker Johann Friedrich Julius Schmidt udgav i 1878 Charte der Gebirge des Mondes nach eigenen Beobachtungen in den Jahren 1840-1874, som var 25 del-kort over Månen i stor detaljegrad. Kortene var lavet af Wilhelm Lohrman, mens Schmidt samlede og udgav dem. Se eksempel på et af de 25 kort herunder.
1896 – Maurice (Moritz) Loewy
Den østrigske astronom Maurice Loewy fandt i slutningen af 1800-tallet på at koble et kamera til et af tidens efterhånden ganske gode teleskoper. Han var leder af et observatorium i Paris, og sammen med kollegaen Pierre Puiseux fik han affotograferet hele Månens overflade. Billederne blev samlet til værket Atlas Photographique de la lune, som udkom i 1896 og var lidt af en sensation.
Alt det ind imellem
Det er talrige andre store og små optegnelser over Månens overflade både før og efter de viste eksempler her. Der findes en omfattende oversigt her, som dog ikke er officielt godkendt af nogen instans, men den giver et godt billede af, hvor mange forskellige mennesker, der faktisk har begået kort over Månen gennem tiden.
1960’erne og frem – NASA m.fl.
Da kapløbet om at komme først til Månen gik i gang for lidt over et halvt århundrede siden, kom der kun endnu flere til, især da man rent faktisk kom hjem derfra med nye observationer. Herunder ses et kort over det område, Apollo 11-missionen landede i.
Nyeste skud på stammen kom i 2020 fra U.S. Geological Survey (USGS), og det kort kan du læse om i artiklen ‘One map to rule them all: Månekortet, der samlede alle tidligere månekort)
