Næste gang der er fuldmåne, så find din gamle håndkikkert frem og gå på opdagelse blandt Måne-overfladens mange smukke kratere, bjergkæder og magmabassiner. Få guiden her.
Vi har udvalgte en række karakteristiske geologiske fænomener, som du forholdsvis nemt bør kunne se med en almindelig kikkert. Selvfølgelig lettest ved fuldmåne, hvor hele skiven er synlig, men mange af tingene vil også være synlige ved andre af Månens faser.
Det tydeligste karakteristika ved overfladen er de henholdsvis mørke og lyse områder, som har en ret sej, geologisk forklaring (se længere nede). Derudover har vi udvalgt særligt tydelige kratere og bjergkæder, samt markeret de steder, hvor mennesker eller fartøjer er landet.
Hvis du ikke kan få nok af geologiske fænomener på Månen, så tjek det geologiske månekort ud i artiklen ‘One map to rule them all: Månekortet, der samlede alle tidligere månekort’.
HUSK – det er altid samme side
Vi ser altid den samme side af Månen, fordi den er i ‘bundet rotation’ om Jorden, fanget af Jordens tyngdefelt som vist herunder (venstre er den rigtige, den højre er sådan det ville være, hvis Månen ikke drejede rundt i bunden rotation). Derfor kan du altid se den samme side, sådan cirka.
Der er dog små variationer i denne rotation, kaldet Månens libration, som på en måde ligner, at Månen danser med en hullahop-ring (se herunder). Denne variation i rotationen gør, at vi over en måned ser Månen lidt skævt fra højre og venstre side, så vi faktisk kan se lidt ‘rundt om hjørnerne’. Derfor er i alt er 59 pct. af overfladen synlig fra Jorden.
1. Månens mørke ‘have’
De tidlige Måne-forskere troede, de store mørke områder var have, ligesom vi kender fra vores egen planet. Derfor hedder de ’Mare’ dit og dat, altså latin for hav (i flertal: maria), og det største
har fået fornavnet ’Oceanus’, altså ocean. Men der er ikke flydende vand på Månen, og områderne er faktisk meget gamle og meget store kratere fra Månens tidlige, vilde liv.
Dengang var der ikke helt så ryddeligt i solsystemet som i dag, og der fløj mange store asteroider rundt. Flere af dem ramte ind i Månen. Sidenhen har Månen undergået flere omgange af vulkansk aktivitet, hvor de store kratere er blevet fyldt ud med lava. Den lava er siden størknet til bjergarten basalt, som reflekterer lys dårligere end anorthositten i den oprindelige Måne-overflade, altså den lyse del. Derfor er de store, basaltfyldte kratere mørkere end omgivelserne. Undtagen de steder, hvor nye, store nedslag har hvirvlet rundt i bjergarterne.
Det største af de mørke områder er Oceanus Procellarum, Det Stormende Ocean. Det er placeret i den nordvestlige del af Månen. Krateret er ca. 2.500 km på sit bredeste sted og dermed det største
på Månen og også et af de største i solsystemet. Faktisk passer størrelsen cirka med det europæiske fastland.
Det er også værd at bemærke Mare Tranquillitatis, Det Rolige Hav, som er den nederste cirkel i det mørke ottetal i Månens højre side. Krateret, eller ’havet’, er 873 km i diameter, altså cirka tre gange længden af Jylland. Det var i nederste del af det, Apollo 11 landede, og Neil Armstrong trådte ud i
Måne-støvet som første mand i 1969. I 2012 fløj den nye satellit Lunar Reconnaissance Orbiter over landingsstedet og tog fotoet herunder, hvor man stadig kan skimte efterladte ting og fodspor.
2. De lyse højlandssletter
Den lyse del af Månen er det, der ligger rundt om de forskellige ’maria’, og som man før troede var fastlandet mellem havene. Derfor hedder områderne Terra (’jord’) Sanitatis, Terra Vitæ osv. Områderne er den ældste, oprindelige del af Månens overflade og består hovedsageligt af bjergarten anorthosit, som altså reflekterer sollys rigtig godt – derfor den lysegrå farve.
Mest markant er Terra Sanitatis, Den Sunde Jord, som er den store lyse flade, der starter i kanten af Månens nedesrte højre side og går indtil midten cirka. Blandt andet afgrænset af Mare Tranquillitatis. Området er ikke sådan hårdt afgrænset, men går over i den større lyse, nederste del, Terra Fertilitatis, Den Fertile Jord.
3. Kratere
Månens overflade er fuldstændig fuld af kratere efter meteornedslag: små, store og kæmpestore. De dannes ved nedslag af meteoritter af varierende størrelse som vist på figuren herunder.
Det nok mest markante krater på Månens forside kan ses nederst i den lyse del, nemlig Tycho-krateret. Det er ca. 100 mio. år gammelt, hvilket gør det til et af de yngste. Tycho er 4,8 km dybt med en samling af bjerge i midten dannet ved nedslagets ’tilbageskvulp’ i skorpen (som vist i figuren herover). En effekt, der også kan ses i slow motion-videoer af ting, der kastes ned i vand.
Tycho menes at være skabt af en asteroide fra samme moderobjekt som den asteroide, der gjorde det af med dinosaurerne for 66 mio. år siden. Krateret er 85 km i diameter, hvilket svarer ca. til Fyn inkl. Ærø og Langeland.
Typisk for kratere af lidt nyere dato er, at det har tydelige ’stråler’ af lyst materiale, der er blevet skudt ud i alle retninger ved de respektive meteornedslag. Ved ældre kratere vil de stråler være mindre tydelige, typisk ødelagt af nye kratere.
4. Bjergkæder
Nordøst for det kæmpestore mørke område, Oceanus Procellarum er faktisk et særskilt område kaldet Mare Imbrium, Det Regnfulde Hav. Her kan man lige akkurat skimte en lys ring, der afgrænser området fra ca. kl. 9 til kl. 6 på et imaginært ur. Den ring udgør den forhøjede kant på et krater (se figur over kraterdannelse herover), der opstod ved et meteornedslag for mellem 4,1 og 3,8 mia. år siden. Siden er krateret blevet fyldt med lava fra Månens indre, hvilket har opdelt ringen i mindre bjergkæder der, hvor det er flydt ud over kanten.
Den sydøstlige del af kæden er normalt mest tydelig med almindelig kikkert og hedder Montes Apennius (se herunder). Højeste punkt i denne del af bjergkæden er bjerget Mons Huygens på 5,4 km, hvilket er det højeste bjerg på Månen (kan dog ikke ses med almindelig kikkert)
