Varmere luft kan indeholde mere vanddamp, og det giver mere regn. Det er det simple fysiske faktum, der gør, at verdens nedbørs- og vejrmønstre ændrer sig. Det betyder mere nedbør og mere grundvand i Danmark.
Vores klima er under forandring, og det kan allerede mærkes mange steder. Også i Danmark. Faktisk har ændringen stået på i nogen tid, nu begynder det bare at være ændringer, der er store nok til, at vi umiddelbart selv kan se og mærke dem. Siden man begyndte at måle nedbør i Danmark for omkring 150 år siden, er den årlige mængde regn, der falder over Danmark, steget med ti centimeter. Det lyder ikke af alverden, men det er vel at mærke ti centimeter på hele landets areal. Det er helt enorme mængder vand, der skal være plads til i jorden og i vandløbene.
Temperaturerne stiger også og ser lige nu ud til at blive ved med det i en eller anden grad. Derfor estimerer klimaforskerne, at nedbørsmængderne også fortsætter med at stige. Der er nemlig en eksponentiel sammenhæng mellem luftens temperatur og den mængde vanddamp, den kan indeholde. Derfor vil selv små stigninger i temperaturen betyde relativt store ændringer i mængden af vanddamp, der kan stige op fra have og vandløb.
Når atmosfæren indeholder mere vanddamp, indeholder den samtidig mere potentiel energi. Den energi skruer sandsynligvis op for intensiteten i de vejrfænomener, vi allerede kender, så regnbygerne og stormene bliver mere voldsomme. Det betyder selvfølgelig ikke, at alle regnbyger pludselig bliver til skybrud, men at der kan komme flere byger, end vi ser nu, og at nogle af dem bliver mere voldsomme. For eksempel regner forskerne med, at de ekstreme skybrud, man tidligere har set i gennemsnit én gang på 100 år, fremover vil komme til at ske én gang hvert 25. år i stedet for.
Omskiftelige årstider
Vejret i Danmark og det meste af Norden er imidlertid indrettet sådan, at langt det meste nedbør falder om vinteren. Det mønster ser ud til at blive endnu mere udtalt fremover. Mange steder er der dog allerede udfordringer med de øgede nedbørsmængder om vinteren.
Om sommeren sørger planterne for at lede en del af vandet tilbage til luften via rødderne og bladene, når de vokser. Sammen med det vand, der fordamper direkte fra overfladen, kan det være en stor del af nedbøren, sommetider næsten det hele, hvis det er en varm sommerdag.
Om vinteren vokser planterne ikke, og overfladetemperaturen er lav, og derfor er det nu en meget lille del af nedbøren, der fordamper. En større del af vandet vil nu infiltrere undergrunden eller flyde ovenpå, når jorden når sit mætningspunkt, hvor alle porer er fyldt. Det er normalt ikke et problem med den øgede nedsivning i vintermånederne, da det netop er sådan, størstedelen af vores grundvand bliver dannet. På udsatte steder, hvor grundvandet står højt, vil de øgede regnmængder dog lede til flere og værre oversvømmelser, hvis ikke man laver effektiv klimasikring.
Læs mere: Geologiske lag leder grundvandet på vej
Ifølge klimafremskrivninger fra DMI vil der i år 2100 falde mellem 3,1 og 18 procent mere nedbør om vinteren, end der gør i dag. Om sommeren vil der derimod falde mellem 0,5 og 16,6 procent mindre nedbør. Det er en stor usikkerhed, der viser, at der kan blive brug for enten meget store klimatilpasninger i nogle områder eller måske slet ingen.
Fremtidens nedbør og temperatur
Herunder kan du se DMI’s udregninger af, hvor meget temperatur og nedbør kan komme til at stige i Danmark og globalt frem mod 2100, og hvor meget det allerede har udviklet sig siden 1874 (tidligste data, man har). Sorte kurver er historisk data, og de farvede kurver er fremskrivninger med forskellige klimascenarier og områder.
Det er blevet varmere
Temperaturen på Jorden stiger, som grafen herover viser. Fra 1874 og frem til nu er middeltemperaturen i Danmark steget med ca. 1,5°C, som den sorte kurve viser, og stigningen fortsætter. Samfundets udledning af drivhusgasser som CO2 bevirker, at en stigende del af Solens indstråling bliver i atmosfæren, og det får temperaturen til at stige. Den sorte kurve viser udviklingen i Danmark fra 1874 til 2005, og de farvede kurver er temperaturen i fremtiden ifølge fire forskellige klimascenarier.
Globale ændringer i fremtiden
Kurverne fra 2005 og frem til 2100 viser, hvor meget temperaturen sandsynligvis kommer til at stige i hhv. Danmark og på globalt plan. Den røde kurve viser den globale udvikling, hvis vi fortsætter med samme udledning af drivhusgasser, som vi har nu. Den blå viser et scenarie, hvor udslippet peaker i 2020 for derefter at falde drastisk. De skraverede felter bag begge kurver er spredningen på modellernes forudsigelser. Fortsætter udledningen af drivhusgas (rød), vil middeltemperaturen stige mellem ca. 3 og 5°C globalt. Scenariet med en faldende udledning (blå) forudsiger en stigning på mellem ca. 0,6 og 1,7°C.
Danske forhold i fremtiden
Den orange og grønne kurve viser et estimat for, hvordan temperaturen sandsynligvis vil stige i Danmark frem til år 2100. Modsat de røde og blå estimater, som er et gennemsnit af ca. 40 forskellige klimamodeller, er de danske baseret på en enkelt, der tager udgangspunkt i nordeuropæiske klimamønstre og forhold. Derfor er der ingen spredning på, men til gengæld kan man få udsvingene fra år til år med. Ifølge det danske estimat, hvor drivhusgasudledningen fortsætter uændret (orange), vil temperaturen i Danmark være steget med omkring 3,5°C i 2100 i forhold til en gennemsnitlig middeltemperatur i årene 1986-2005. Det optimistiske scenarie (grøn) forudsiger en stigning i middeltemperatur på omkring 1,2°C.
Danmark er blevet vådere
Varm luft kan indeholde mere vanddamp, og bl.a. derfor forventes nedbøren at stige i takt med temperaturen. Den sorte kurve ovenfor viser den procentvise ændring i årlig middelnedbør i Danmark målt fra 1874 til 2005. Derfra ses de globale (rød og blå) og danske (orange og grøn) fremskrivninger af udviklingen frem mod år 2100. Siden målingerne begyndte omkring 1870, er den årlige gennemsnitsnedbør i Danmark steget med omkring 100 mm eller 10 cm. I dag modtager Danmark årligt omkring 792 mm i gennemsnit.
Mere regn forude
Ligesom med fremskrivningen for temperaturudvikling har klimaforskere fra DMI udregnet
fire scenarier for udviklingen i nedbør frem mod 2100. Den globale tendens ses som hhv. den røde og blå kurve med tilhørende spredningsfelter, der viser usikkerheden. Ligesom ved temperaturen viser den røde fremskrivning det scenarie, hvor udledningen af drivhusgasser fortsætter som i dag. Her vil den årlige middelnedbør stige med mellem 0 og 16 %. Det optimistiske scenarie, der forudsætter peak i udledningen i 2020 og efterfølgende hurtigt fald, er omkring -3 til +7 %.
Nedbørsændringen i Danmark
Den danske fremskrivning er lavet ligesom temperaturfremskrivningen ved at tage udgangspunkt i én regional klimamodel i stedet for en samling af mange forskellige. På den
måde kan man få de naturlige udsving med. Det pessimistiske estimat (orange) forudsiger, at Danmark i år 2100 vil modtage omkring 5 % mere nedbør end gennemsnittet for 1986-2005. Ifølge det optimistiske scenarie (grøn) vil der i 2100 være sket et fald på omkring 2 %.
Ulige fordeling
Danmark ligger faktisk omkring en skillelinje , hvor der mod nord vil komme mere nedbør i
fremtiden, mens der mod syd ser ud til at komme mindre. Nedbørsændringerne fordeles
nemlig forskelligt over hele Jorden, og derfor vil nogle områder blive mere tørre, mens
Danmark bliver vådere. Ligeledes stiger temperaturen ikke lige hurtigt over hele kloden,
nogle steder går det hurtigere end andre.
Klimamodellernes forudsigelser
For at kunne tilpasse sig klimaforandringerne må man forstå klimaforandringerne og allerhelst forudsige dem, før de sker. Ved hjælp af mange tusinde forskere fra hele verden og fra vidt forskellige forskningsgrene er der blevet skabt en række klimamodeller, der gør det muligt. Til en vis grad.
Der er selvsagt store usikkerheder involveret i at forudsige fremtiden, da myriader af små og store parametre spiller ind, og én lille ændring et sted kan påvirke hele systemet enormt meget. Derfor arbejder forskerne ofte med flere klimamodeller på en gang, da der forekommer små og store variationer i deres forudsigelser. På den måde får man en slags gennemsnit og altså en mere sikker ide om udviklingen, end hvis man kun så på én model.
