Landskaber i flydende overgang

Jordens bane om Solen er med til at bestemme, hvornår vores planet indtages af skinsyge gletsjere, der kappes om at få det sidste ord i den kontinuerlige dannelse af Jordens øverste lag, nemlig landskabet. Her får du hovedtrækkene i den temmelig komplekse historie bag vores bakker og dale.

Når du en dag står og skuer ud over de bølgende bakker, der leder blikket ned til Øhavets mange øer og holme, så hæv også lige blikket opad. Eller i det mindste tankerne. For en del af forståelsen for dannelsen af de smukke landskaber findes hinsides vores egen planet. Nemlig i form af vores helt egen stjerne, Solen, og Jordens evige rejse rundt og rundt og rundt om den. Bakkerne, øerne og dalene i Geopark Det Sydfynske Øhav (og i resten af Danmark) er nemlig til dels kommet til verden på grund af små, naturlige variationer i denne rejse (kaldet Milanković-effekten). Variationerne betyder, at Jordens akse i perioder hælder mere eller mindre ind mod Solen, og at banen kan føre Jorden en anelse længere væk fra Solen.

Læs mere: Ekspertniveau – Milanković-effekten

Med visse mellemrum resulterer det i, at den nordlige halvkugle modtager mindre solenergi hen over sommeren end ellers, og så bliver somrene koldere. Bliver det koldt nok, når sneen fra vinterens snefald i de højtliggende egne ikke at smelte væk, inden næste vinter sætter ind med ny sne. Derfor begynder sneen at tårne sig op og mase den ned­erste sne sammen til is, som langsomt begynder at bevæge sig med tyngdekraften.

Hvis de kolde somre bliver ved, kan gletsjeren vokse sig så stor, at den vokser sammen med andre gletsjere. Over de årtusinder, som variationerne i sol­indstrål­ingen kan vare, kan isen vokse sig flere kilometer tyk og flyde ud over store områder, som det skete gentagne gange i den seneste istid. 

Læs mere: Geoviden om Indlandsisen og isdynamikker

Én istid, mange isstrømme

Her skal man bide mærke i ordene ”gentagne gange”. Regel nummer ét om istider er nemlig, at der har været mange af dem, og regel nummer to er, at der under hver istid også har været mange forskellige strømme af is.

”Inden for hver enkelt istid var der typisk flere forskellige fremstød af ismasser, der bevægede sig frem og smeltede tilbage. Klimaet svinger stadig, selvom det er istid. Der er ikke bare én temperatur hele tiden. Nogle perioder er kolde, og nogle er mindre kolde,” forklarer Søren Skibsted, der er geolog med speciale i istider og landskabsdannelse og tilknyttet Geopark Det Sydfynske Øhav som geologisk projektleder.

Han forklarer, at hver enkelt isstrøm, der har bevæget sig hen over Danmark, har haft forskellige bevægelsesmønstre, retninger og tykkelser. Alt det afhænger nemlig af lokale og regionale forhold, ikke kun i det område, isen udspringer fra, men også i landskabet og forholdene, den møder undervejs.

”Snefaldet i et område kan variere meget over årene, og det kan påvirke, hvor meget skub der kommer bagfra, og dermed hvor hurtigt gletsjeren breder sig over landskabet,” siger han.

”Temperaturen er selvfølgelig også vigtig, hvilke materialer isen glider henover, og hvor meget friktion de giver, samt hvordan selve det eksisterende landskab forløber.”

Det har alt sammen stor betydning for, hvor hurtigt og let isen kan glide hen over underlaget, og om den bliver tvunget i en ny retning undervejs af stejle bakker, dødis (is der ikke længere er i bevægelse) eller andet, forklarer Søren Skibsted. 

---

---

Iskapperne er solokunstnere

Mange forskellige isstrømme har altså i istidernes løb tromlet hen over området, vi i dag kalder Danmark. Når man tænker på de høje mure af massiv is, man stadig kan se i Grønland eller på Antarktis, er det ikke svært at forestille sig, at fortidens lignende iskapper også kunne skubbe til et par ting på deres vej. Både isen selv og vandet, der smelter fra den, udøver enorme kræfter på deres omgivelser, både destruktive og opbyggende. Langs isens rand kan jordlagene skovles op og skubbes foran isen, så der dannes store, aflange bakkekamme, kaldet randmoræner eller israndsbakker.

Under isen moses der voldsomt rundt i jordlagene, som isen skrider frem, og materiale skubbes og trækkes med i isens bevægelsesretning. Det kan for eksempel efterlade store strøg af langstrakte bakker, såkaldte drumlins. Foran isen, på steder, hvor store mængder smeltevand strømmer ud fra gletsjeren, skabes store flade smeltevandssletter, da vandet fører sedimenterne med sig og udligner de største niveauforskelle.

---

---

En anden vigtig ting at vide om istider er nemlig, at deres gletsjere i vid udstrækning er nogle egennyttige solokunstnere, der ufortrødent maler hen over landskabsværk­erne fra tidligere istider. Dog har de ikke altid held med at få slettet forgængerens aftryk, og det har Weichsel-isen heller ikke haft. Derfor kan man flere steder i landet se spredte rester af landskaber skabt under tidligere istider, særligt fra næstsidste istid, Saale, og enkelte steder fra tredjesidste istid, Elster.

”Med undtagelse af bakkeøerne i Vestjylland er landskaber, der stammer fra de ældre istider, som regel svære at skelne fra det nuværende landskab, fordi de er blevet overtromlet og sommetider har fået ‘påklistret’ nye landskabsformer oven på et ældre,” forklarer Søren Skibsted. Der kan altså være skabt et nyt landskab oven på eksempelvis en gammel randmoræne, så den ikke længere er tydelig; det kaldes glacial overprægning.

”Det vil formentlig også ske for det landskab, vi kender i dag, når den næste istid kommer,” siger Søren Skibsted. Han tilføjer dog, at den næste istids komme jo er temmelig usikker på grund af nutidens globale opvarmning, men at man “normalt” ville forvente, at den ville komme inden for mellem 5.000 og 30.000 år fra nu.

Klik dig igennem de tre seneste istider og deres maksimale isdække herunder.

---

Weichsel-isens værker

Under Weichsel-istiden blev isen fra Skandinavien ikke så udstrakt som under ­de to forgængere, Saale og Elster. I store dele af perioden fra for 115.000 år siden og til for 11.700 år siden var området med nutidens Danmark faktisk isfrit. Op til 80 procent af tiden var området i stedet en del af et stort tundralandskab kaldet Mammutsteppen, der strakte sig over det meste af Nordeuropa inklusive store dele af nutidens havbund i Nordsøen og Øresund. Der var nemlig opmagasineret så tilpas meget is i iskapperne rundt omkring på den nordlige halvkugle, at havniveauet var omkring 130 meter lavere end i dag. Simpelthen fordi så meget vand fra nedbøren blev indefrosset som sne og is i de store gletsjere. Derfor kunne mammutter, urokser og andre dyr, herunder mennesker, vandre hele vejen fra England over Danmark og til Sverige.

Først i midten af Weichsel kom isen til det danske landområde med en række fremstød, men vi skal faktisk helt hen mod slutningen af Weichsel for ca. 23.000 år siden, før isen tager den store tur hen over landet. Det fremstød kaldes Hovedfrem­stødet, idet isen her nåede sin største udbredelse i Weichsel, nemlig til midten af Jylland (se fig. 2A herunder). Her dannede isen den store israndslinje ned gennem landet, der også kaldes Hoved­opholdslinjen (tyk sort streg).

”Under Hovedfremstødet kom isen hovedsageligt fra Midt­sverige, altså fra nordøst, og kaldes derfor også Nordøstisen,” fortæller Søren Skibsted.

”Nordøstisen overskrider hele Fyn på sin vej mod Hoved­opholdslinjen, så her begynder der at ske noget rent landskabsmæssigt i nutidens Geopark Det Sydfynske Øhav. Der findes aflejringer fra Nordøstisen mange steder på Fyn, og man kan godt sige, at det var dét af Weichsel-istidens yngre isfremstød, der lagde den bund af materiale, som de senere isfremstød formede videre på,” siger han.

”For eksempel mener nogle, at dele af De Fynske Alper er dannet af Nordøstisen, da den var ved at trække sig tilbage fra Hovedopholdslinjen, men lavede et gen­fremstød, der skubbede en masse materiale op foran sig. I hvert fald er bakkerne i området orienteret i nordvestsydøstlig retning, hvilket passer med den generelle retning på Nordøstisens rand. Men, uha, der er meget stor diskussion om det, bl.a. fordi de senere isfremstød har gjort det så vildt svært at aflæse. Det er lidt som at stikke hånden i et hvepsebo at gå ind i den diskussion,” siger han. Så den lader vi ligge for nu.

---

---

Senere fremstød

Da Nordøstisen smeltede tilbage over de følgende par tusinde år til et sted omkring Storebælt, efterlod den store områder på Midtfyn dækket af løsreven, inaktiv is, der ikke bevægede sig, såkaldt dødis (se fig. 2B ovenfor). Her blev den liggende som store ubevægelige ismasser, der blev mere eller mindre dækket af de sedimenter, som smeltede fri af isen. Det virkede som isolerende lag, der fik den underliggende dødis til at smelte meget langsomt, og derfor var store dele af det centrale Fyn formentlig dækket af de langsomt smeltende isklumper i mange hundrede år. Den historie gentog sig, da isskjoldet igen begyndte at vokse frem over Fyn og et godt stykke ind i maven på Østjylland for mellem 19- og 18.000 år siden (Det Østjyske Fremstød, se fig. 2C). Da iskappen mistede pusten igen og smeltede tilbage, blev der igen efterladt enorme stykker dødis på Fyn. Det blev skæbnesvangert, da isen bestemte sig for at gøre et sidste fremryk for 18-17.000 år siden, denne gang fra en sydøstlig retning gennem nutidens Østersøen (fig. 2D).

”Her hen mod istidens slutning er der dog ved at være afviklingsstemning i ismasserne generelt, så selvom isen igen rykker frem, er det ikke med samme styrke som tidligere. Derfor har den faktisk ikke længere momentum nok til at skubbe sig op over dødisen på Fyn,” forklarer Søren Skibsted.

I stedet valgte isen derfor at splitte sig op i to, der løb hver sin vej rundt langs Fyn som to aflange gletsjertunger. Den ene fortsatte syd om dødismasserne på Midtfyn og op gennem den lavning, der nu er Lillebælt, og kaldes derfor Lillebælt-gletsjeren. Den anden gletsjertunge smøg sig langs dødisens østside op gennem den lavning, vi i dag kender som Storebælt, og kaldes Storebælt-gletsjeren. Tilsammen kaldes dette sidste større fremstød for Bælthavs­fremstødet. Det begyndte at smelte tilbage, afbrudt af flere små genfremstød, for små 17.000 år siden, og det blev sidste gang, der var is i det sydfynske område (se fig. 2E-F).

Isens signatur i Geoparken

Bælthavsfremstødets to gletsjertunger fik altså lov at få det sidste istids-ord i landskabsopbyggelsen i Geopark Det Syd­fynske Øhav.

”Selvom Bælthavsfremstødet var af forholdsvis begrænset udstrækning i sammenligning med tidligere fremstød, var det usædvanligt aktivt, når det gælder landskabsdannelse, blandt andet fordi isen var lidt tyndere og derfor mere dynamisk,” siger Søren Skibsted.

Man kan se Lillebælt-gletsjerens landskabssignatur i orienteringen af især Ærø, Avernakø, Bjørnø, Drejø og Birkholm, som er blevet strakt ud i nordvestlig retning, da gletsjeren vandrede hen over dem, fortæller geologen. Også Ristinge-halvøen på Vestlangeland er blevet trukket med af isen mod nordvest som én stor drumlinbakke, og på Ærø er landskabet tydeligt strakt fra sydøst mod nordvest, hvilket blandt andet kan ses på de lange terrænstriber (se herunder).

På Nordfyn går der ligeledes tyde­lige strøg gennem landet parallelt med kysten, der viser Storebæltgletsjerens rejse nord om den midtfynske dødis. Også de 110 meter høje Egebjerg Bakker nordvest for Svendborg er skabt af Bælthavsfremstødet som en randmoræne, og lige foran dem ligger også aflejringerne fra Danmarks næststørste issø med smeltevand fra gletsjer­en, Stenstrup Issø.

Faklen gives videre til havet

Da istiden gik over i vores nuværende mellemistid, Holocæn, smeltede alle de store iskapper efterhånden, på nær den grønlandske. Derfor steg havniveauet voldsomt i de følgende årtusinder, så store dele af de nyskabte landskab­er i det nuværende sydfynske øhav kom under vand. Der var dog to modsatrettede kræfter i spil efter istiden, for i og med, at landet ikke længere blev vejet ned af milliarder og atter milliarder ton is, begyndte det at hæve sig. Derfor forblev Det Sydfynske Øhav tørt land i de første 2-3.000 år efter istiden. Da var Danmark stadig landfast med England og Sydsverige, og derfor kaldes denne periode Fastlandstiden. Dengang var meget af det, der i dag er øer, altså blot bakketoppe i ét stort, forbundet landskab, dækket af skov.

Da mere af isen rundt om på den nordlige halvkugle begyndte at smelte, steg havet og trængte ind i de lavtliggende områder af Danmark. Det foregik i jæger­sten­alderen, og havet, der opstod, kaldes Stenalderhavet eller Litorinahavet (efter en havsnegl fra den tid).

Nu begyndte øhavet langsomt at forme sig, selvom det stadig var et godt stykke fra det, vi kender i dag (se kortet herunder). Langt de fleste af øerne i øhavet hang faktisk sammen og blev kun adskilt fra selve Fyn af en flod, der i dag er blevet til Svendborg Sund. Heller ikke det varede ved, for den landhævning, der lige efter istiden havde hævet landet op, begyndte at aftage i fart.

”Derfor har det stigende havniveau fra den smeltende is siden indhentet og overhalet landhævningen, og vi har fået skabt øerne i Det Sydfynske Øhav,” forklarer Søren Skibsted.

Men dermed ikke sagt, at landskabets udvikling er slut.

”Nu, da havet har overtaget magten, ændrer landskabet sig fortsat,” lyder det fra geologen.

”Bølgerne æder sig ind i det, der før var bakker, og gør dem til stejle kystklinter. Bølger og havstrømme flytter sedimenterne rundt, så der dannes tanger, odder, strandvolde, indsøer og alle mulige andre spændende kystlandskaber. Hvis man fjernede alt vandet, ville landskabet derfor allerede se lidt ander­ledes ud nu, end det gjorde, inden havet steg.”

Landskabet i den vandige del af Geopark Det Sydfynske Øhav har altså fået en ny udøvende kunstner, der er i fuld gang med at ændre det i sit eget billede.

”Som sagt kan det være, at det hele kommer under vand igen, det må tiden jo vise,” slutter Søren Skibsted.

Holocæn:

Den nuværende tids­periode, Holocæn, er en mellemistid, som startede, da sidste istid sluttede for 11.700 år siden. I de seneste ca. 2,6 mio. år har klimaet skiftet mellem istider og mellemistider, og hele den periode kaldes Kvartær.

Opskriften på en istid?

Solen og Jordens indbyrdes stilling er en stor del af forklaringen på, hvorfor der kommer istider, men det er ikke hele forklaringen. Som så meget andet i geologiens verden er det nemlig temmelig komplekst. Klimaet har ændret sig igennem hele Jordens ca. 4,6 mia. år lange historie, og nogle ændringer sker over millioner af år, andre over årtusinder, århundreder eller årtier. Udover påvirkningerne fra himmelrummet skal mange forhold her på Jorden også gå op i en højere enhed, for at en istid vokser frem. Her er nogle af dem, der også er vigtige:

• Kontinentaldrift Kontinentalpladernes sammenstød skaber bjergkæder, og bliver de høje nok, kan der dannes sne, der ikke smelter om sommeren og kan blive til gletsjere. Hvis klimaet da ellers er koldt nok.
• Vulkanisme Pladebevægelserne skaber også vulkaner, som udspyr forskellige drivhusgasser, herunder CO2, som kan få temperaturen til at stige.
• Solaktiviteten og dermed solintensiteten på Jorden kan variere, blandt andet hvis der opstår sol­pletter.
• Havstrømme Ændrede retninger og hastigheder i de store havstrømme, der fragter varmt og koldt vand rundt i oceanerne, styrer klodens vejrsystemer. Herunder hvor og hvornår der falder nedbør, som under de rette omstændigheder kan lægge sig som sne, der danner gletsjere.

---

---

---