Månen er ikke lavet af ost, men af en blanding af to planeter, hvoraf den ene er Jorden. På en måde. Se den ret vilde skabelseshistorie her, helt fra altings begyndelse.
Hvad er der inden i Månen?
Illustrationen herover viser, hvordan Månen blev til, og det er den teori, der lige nu er alment accepteret. Den dannelses betyder samtidig, at Månen lige efter sin dannelse og nogle millioner år efter har været flydende. Bortset fra en lille fast kerne (se figur herunder, A).
Når man antager, at det er sådan, tingene er foregået, kan man regne sig frem til cirka, hvad de indre dele af Månen består af. Siden man ikke bare lige kan måle det. Når magma størkner, dannes der nemlig en række mineraler og bjergarter i en fast rækkefølge, som fordeler sig på en forudsigelig måde baseret på blandt andet tyngdekraft. De tunge, der dannes, falder nedad mod kernen og skaber kappen (B). De lettere flyder ovenpå magmaen og danner skorpen (C).
Den proces betyder, at man kan være rimeligt sikker på, at Månens kerne er hovedsageligt jern og nikkel, og at kappen består af tungere mineraler som olivin og pyroxener. Det er også tilfældet her på Jorden, hvor der foregik en lignende proces i de første millioner år. Skorpen hos Månen består af bjergarter sammensat af de lettere mineraler, der flød opad, især feldspat bestående af plagioklas.
En KREEPy overflade
Overfladen er rent geologisk og mineralogisk opdelt i tre ’terræner’, som er defineret ved bjergarternes koncentration af den såkaldte KREEP-gruppe (K = Kalium, REE = Rare Earth Elements eller sjældne jordartsmetaller, P = fosfat).
Læs mere: Metallerne der ikke rigtig passer ind
NASA har via en satellit målt indholdet af det radioaktive thorium (Th), som man ved, optræder sammen med KREEP. De målinger afslører derfor, hvor der er store forekomster, og det viser sig primært at være ét område på forsiden (1, kaldet Procellarum KREEP-Terrænet) og ét på bagsiden (2, kaldet Sydpol-Aitken Terrænet). Resten af overfladen betegnes som Feldspat-Højland Terrænet (3), hvor der altså ikke er forhøjet Th-koncentration.
En hypotese er, at store nedslag i de områder har fået blandet de dybereliggende KREEP-mineraler op i overfladens bjergarter. Der forskes dog stadig i at finde ud af, hvorfor områderne er så afgrænsede, og hvorfor nogle af de meget dybe kratere andre steder ikke har nogen forhøjelse af KREEP. Ikke desto mindre inddeler man overfladen i tre områder, baseret på KREEP-tilstedeværelsen.
