Som perler på en snor ligger Vadehavets barriereøer som et værn skabt af sand mod det vilde Vesterhav. Det giver ly og ro til livet på vaderne af sand og mudder i tidevandslagunerne bagved – og for marsken langs fastlandskysten og på indersiden af øerne. Geoviden ser her nærmere på geologien i Vadehavet og områdets forunderlige landskab.
Barriereøer: Vadehavets perler på snor
Et effektivt værn
Hele vejen langs Vadehavet, det vil sige fra Holland til Danmark, ligger ø efter ø ud for fastlandets kyst. De danner en effektiv barriere mod det åbne hav og kaldes derfor barriereøer. I den danske del af Vadehavet ligger (fra syd mod nord) Rømø, Mandø og Fanø. Længst mod nord er Skallingen, som betegnes som en halvø, fordi størstedelen af den er omgivet af vand.
Barriereøer opstår i områder med tidevand og masser af sediment, hvor strand og havbund kun har en svag hældning væk fra kysten – det vil sige, at man skal langt ud, før vandet bliver dybt. En barriereø er altid dannet af marint sand, som er en af de almindeligste jordarter i Danmark.
Øerne kan flytte sig
Det er store naturkræfter, som styrer de dynamiske processer i Vadehavet, hvor blandt andet vind, bølger, tidevand og strømforhold inden for kort tid kan flytte rundt på brikkerne. Siden barriereøerne blev dannet, har de været
underlagt disse kræfter, og derfor er deres areal igennem tiden skiftevis skrumpet og vokset. Det afhænger blandt andet af, hvor meget sediment de modtager. Et eksempel på det er Rømø, som naturen de seneste 2000 år har sørget for at gøre større. Der er dannet nye klitrækker, og øen går nu cirka tre kilometer længere ud i Nordsøen, end den gjorde tidligere. Det modsatte sker på halvøen Skallingen, hvor kysten i stedet eroderer, hvilket gør Skallingen mindre.
Helt naturligt vil barriereøerne over tid rykke sig mod øst, altså ind mod fastlandet. Det sker lige så langsomt, når havet en gang imellem skyller ind over de laveste steder i klitrækkerne på barriereøerne og fører masser af sand med sig. Når vandet trækker sig tilbage igen, bliver sandet liggende, og på sigt vil ‘sandtungerne’ strække sig længere og længere ind tværs over øen. Til sidst vil de nå den modsatte side af øen, hvor sedimentet lægger sig og gør øen større ind mod fastlandet. Hvis vestsiden af øen samtidig eroderer og mister sediment, er resultatet, at øen rykker sig.
Også fastlandskysten, altså Jyllands kyst, ville rykke sig mod øst, hvis ikke der havde været mennesker til at ændre naturens gang. Det kan du læse mere om i artiklen ‘8000 år og stadig ung’.
Et kig tilbage i tiden
Hvis man borer ned i jorden midt på Rømø, som blandt andre GEUS-forsker Lars Henrik Nielsen har gjort, (se borekerne-analyserne i artiklen ‘Alt er gensidigt afhængigt at hinanden i Vadehavet’), kan man se, at undergrunden består af skiftende lag af marint sand og grus i forskellige kornstørrelser, blandt andet silt og ler, som er det mest finkornede. I lagene ligger også småsten og fossiler af skaller, og dybere nede kan man finde fossiler af snegle og søpindsvin. Cirka 12 meter nede i Rømø når man til de jordlag, som blev aflejret under den seneste istid, Weichsel. De består af smeltevandssand og -grus.
Sand, sand og atter sand
Vadehavet er lig med sand, og vadehavsøerne er kendetegnet ved – og verdensberømte for – deres brede, vestvendte strande.
Tager man en tur til for eksempel Rømø, kan man gå en god lang tur på tre kilometer strandsand, før man når frem og kan dyppe tæerne i vandkanten. Man kan faktisk også bare tage bilen, for på flere af strandene på både Rømø og Fanø må man gerne køre!
Tidevandslagune: Rolige, flade vader
I læ for vind og vejr
På indersiden af barriereøerne, mellem dem og fastlandet, er der – i takt med at barriereøerne blev dannet – opstået tidevandslaguner. De ligger godt beskyttet bag barriereøerne, så området er i læ for både vind og vilde bølger. Det betyder dog langtfra, at der ikke sker noget i tidevandslagunerne. Gennem store tidevandsdyb mellem barriereøerne strømmer vandet ind og ud af lagunerne, og de kraftfulde bevægelser fire gange i døgnet skaber et højt niveau af energi, som kan flytte rundt på sedimenter både i renderne og i selve lagunen. Lagunerne er meget afhængige af øernes stabilitet, og hvis barriereøerne forsvinder, vil det samme ske for lagunerne.
En omskiftelig flade
Lagunebunden kaldes vaden og består af et miks af sand, silt og ler, som skiftevis er eksponeret ved lavvande og står under vand ved højvande. Når fladerne er eksponeret, kan man se spor efter de dyr, som trives i det område – f.eks. snegle, orme, krabber og fugle (mød nogle af dem i artiklen ‘Det hele afhænger af havbunden’).
Hver gang tidevandslagunen oversvømmes af tidevand, bliver der ført en masse sediment med ind i området. Det meste af sandet ryger med ud igen, men en lille smule (cirka fem procent) bliver tilbage. Hvis ikke havet samtidig steg en lille smule hvert år (som det har gjort de seneste 6000 år), ville vadeområderne ende med at sande til. Balancen mellem tilførslen af sediment og havets stigning er altså afgørende for, hvordan tidevandslagunen udvikler sig. Læs mere om klimaforandringer og ‘sedimentbudget’ i artiklen ‘Vadehavet trives med en lille havniveaustigning hvert år’.
Vadehavets helt eget vejnet
Har du hørt om priler, dyb og loer? Nej, det er hverken fisk eller fugle, men Vadehavets helt eget vejnet til at transportere tidevand. Bliv klogere på infrastrukturen her:
Tidevandsdyb: I den danske del af Vadehavet har vi fire tidevandsdyb, som forbinder området med
Nordsøen: Grådyb, Knudedyb, Juvredyb og Listerdyb. De er ‘motorvejene’, som sørger for, at en milliard kubikmeter vand to gange daglig kan løbe ind og ud af vadehavssystemet.
Priler: Tidevandsdybene forgrener sig i priler, som er strømrender, der sørger for, at vandet kan løbe ud igen ved lavvande.
Loer: Inde i marsken finder vi loerne, som er tidevandsrender. Du kan fx se dem ved Skallingen vest for Esbjerg.
Til sammen ligner det næsten et kæmpestort træ med stamme, grene og kviste, der breder sig ud over vaderne.
Smukke aflejringer
Når vandet løber ud og ind af prilerne (som du kan læse om i boksen Vadehavets helt eget vejnet) i Vadehavet, dannes de karakteristiske strømribber, som minder om dem, bølgerne danner på havbunden – dem kender de fleste nok fra sommerens badeture. De dannes og flytter sig, fordi sandet bliver skubbet op over ‘kanten’ af ribben og lægger sig på den anden side, og i Vadehavet er ribberne meget markante. Men selvom der er gang i tidevandet, bevæger det sig faktisk ikke hele tiden. I lagunen står vandet stille fire gange i døgnet: når højvandet er på sit maksimale niveau og lavvandet på sit minimale. Det efterlader nogle meget flotte geologiske aflejringer af netop strømribberne (se billede længere nede i teksten), for når det urolige vand med sand og mudder står stille, falder mudderet til bunds og lægger sig som et konserverende lag oven på ribberne. Ved næste højvande sker det hele igen.
Diger, slikgårde og sluser
Det første større dige blev etableret i 1436 for at beskytte de bagvedliggende områder, når vandet fra tid til anden stod særligt højt. Siden da er kilometervis af diger kommet til, særligt i de seneste 150 år. Samtidig var man nødt til at lave sluser ved de mange åer, der løber ud i Vadehavet – blandt andet Kongeåen og Varde Å.
Efter etableringen af diger har man ihærdigt forsøgt at lave mere marsk foran dem – det vil sige ud mod vaderne. Det har man blandt andet gjort ved hjælp af faskinegærder, som er små, lave hegn af grene (som på billedet her), der omkranser såkaldte slikgårde. De giver læ for bølgepåvirkningen og holder på sediment, så planter bedre kan få fat.
Før i tiden var det vigtigt med mere marsk, fordi det betød mere land, der kunne inddiges og bruges som landbrug. I dag vil man primært gerne have mere marsk foran digerne, fordi de bevoksede flader er med til at beskytte digerne mod stormvejr og bølger.
Marsk: Nordens mangrove
Marsken er en vegetationszone, som løber langs de kyster, der omkranser tidevandslagunen – det vil sige fastlandskysten, og barriereøernes østvendte kystlinje. Den danner grænsen mellem tidevandslagunerne, altså vaderne, og baglandet, som ligger højere.
Marsken dannes ved, at mindre forhøjninger skabt af bølger og strøm giver fodfæste til planter, som er tolerante over for salt. Det er arter som f.eks. kveller, spartina og annelgræs. Planterne dæmper påvirkningen fra strøm og bølgeslag og holder på det sand og mudder, som kommer med tidevandet ind over marsken ved højvande. Uden dem ville aflejret materiale nemt bare skylle med tidevandet ud igen. Planterne samler sig i tuer, og med tiden vokser de sammen, og marsken breder sig ud over den del af vadefladen, som ligger nærmest.
Marsken kan sammenlignes med mangrove, som er en naturtype, der findes i subtropiske og tropiske egne. Ligesom marsken er mangroveområderne med til at beskytte kystområder fra bølgernes og havets påvirkning, og derudover har både marsk og mangrove et rigt biologisk liv.
Vandet giver nyt liv
Ligesom vadefladerne lever marsken af at blive oversvømmet af tidevandet, men fordi marsken ligger højere, er det kun de mest lavtliggende områder, der oversvømmes hver 14. dag, når det er springflod. Meget af marsken ligger højere endnu, og her kræver det, at det blæser, før marsken oversvømmes. Oversvømmelserne sørger for, at der bliver transporteret sediment fra vaderne op på marsken, og ligesom tidevandslagunens vader har marsken også brug for en lille havniveaustigning for at trives og kunne vokse. En marsk består af klæg, som er ler og silt og lidt sand, og organisk materiale.
Udviklingen bremses
Store dele af marsken i det danske Vadehav er i dag inddiget. Konsekvensen er, at marsken bag digerne ikke får tilført nyt sediment og derfor ikke vokser mere, mens marsken foran digerne ud mod tidevandslagunen stadig er aktiv og vokser i højden og nogle steder også i bredden.
Som nævnt trives marsken med, at havet stiger en lille smule hvert år, og før digerne blev opført – det første større dige blev etableret i 1436 – kunne marskområderne godt holde trit med den havniveaustigning, der har været efter den seneste istid. Men fordi marsken bag digerne er inaktiv, er den ikke vokset.
De inddigede områder ligger typisk op til en meter lavere end niveauet for marsken uden for digerne.
