I det lave vand i Det Sydfynske Øhav ligger flere hundrede oversvømmede bopladser fra stenalderen, der vidner om øhavets fortid som et mere sammenhængende landområde. Med en snorkel og et par svømmefødder kan du selv svømme ud og besøge de gamle fynboers hjem.
Middagssolen bager ned over en lille strandeng på spidsen af Horne Land tæt ved det færgeleje, hvor man kan rejse fra Sydfyn til Als. For enden af den lille grusvej rejser der sig en støvsky, som langsomt kommer nærmere. Det er arkæolog Poul Baltzer Heide fra Øhavsmuseet i Faaborg, der kommer kørende med en trailer fuld af udstyr til dagens guidede snorkletur til en af øhavets mange oversvømmede stenalderbopladser. Den ligger efter sigende lige her ud for stranden og blev oversvømmet, da havet steg, i takt med at istidens sidste iskapper smeltede.
”Hej, er det Johanne fra Geoviden?” siger han, da han hopper ud af bilen. ”Er du klar til en tur i vandet?”
Han åbner traileren og hiver baljer med svømmefødder, snorkler og dykkerhandsker ud og stiller dem på græsset.
”Skal vi ikke lige sætte os i skyggen og gennemgå, hvad det er, vi skal se?” spørger han. Vi søger ly ved et bord-bænkesæt under et varmelidende tjørnekrat. Poul spreder en række laminerede plancher ud på bordet. En af dem er en tegning af en typisk jægerstenalderboplads, en anden er et luftfoto af området, vi skal snorkle i. Der står også en lille madkasse fuld af sten.
”Det er de her, vi kan finde rigtig mange af derude,” siger han og tager låget af madkassen. ”Her kan du lige få en idé om de forskellige typer, hvad det er, og hvordan de ser ud.”
Han tager stenene ud og fordeler dem i små bunker på bordet.
”Vi kan lige gennemgå dem. Det her,” siger han og tager en aflang, flad sten, der er glat og fin på den ene side og grov og facetteret på den anden, ”er et typisk afslag fra en større flinteblok. Det her stykke er altså blevet slået af i processen med at lave et værktøj.”
Han holder stenstykket op til sin knyttede hånd og fingerer at slå det af med den anden, som stenhuggeren ville have gjort det for ca. 7000 år siden, da bopladsen, vi skal besøge, var beboet.
Afslag i bunkevis
Poul Baltzer Heide forklarer, at for hver økse og andre værktøjer, du finder, findes der et langt større antal afslag. De er altså en slags restprodukt fra selve produktionen af noget andet.
”Det er afslag, du vil finde flest af herude ved bopladsen, men der er også skrabere og økser. De er bare sjældnere.”
Flinteafslagene har det unikke kendetegn, at de har en bule, der hvor de er blevet slået af. Den kaldes slagbulen, og den sidder næsten altid i toppen, forklarer Poul og peger på et af sine demonstrationseksemplarer.
”Trykket fra stenen, man har slået dem med, forplanter sig ud i stenen ved slagstedet, og derfra flækker den nedefter i en glat flade.” Den anden side, som har vendt udad, vil typisk bære præg af afhugning af tidligere afslag og kan derfor have mange flader. Altså mange facetter.
Familierne på bopladsen har jævnligt haft brug for at hugge sig en ny økse, kniv, skindskraber eller andet, når den gamle ikke længere var skarp. Derfor findes der mange afslag, der hvor de opholdt sig i længere tid. Som for eksempel her lidt nord for Bøjden Færgehavn.
Sommerresidens ved vandet
Det mærkelige ved bopladserne er, at de ligger under vand. Det gjorde de i sagens natur ikke dengang, der boede nogen i dem, forklarer Poul og griber fat i planchen med illustrationen af en typisk stenalderboplads.
”Det, man skal forstå om området hernede ved øhavet, er, at det hele var fastland og hang sammen med Tyskland og England i nogle tusind år efter, at istiden sluttede,” fortæller han.
Det skyldes, at de store iskapper, der stadig lå i store dele af Skandinavien og Canada, indeholdt enorme mængder vand, som derfor manglede i verdenshavene. I de følgende par tusinde år smeltede mere og mere af isen dog og frigav en masse vand, så havet begyndte at stige og trænge ned gennem Lillebælt og Storebælt for omkring 9000 år siden. Fyn blev omkranset af vand, om end det stadig var nogle meter lavere end i dag, da der stadig var en del is i Canada. Det hav kaldes også Litorinahavet eller Stenalderhavet.
Se animation af isens påvirkning på havniveauet her
For omkring 7000 år siden, da bopladsen blev benyttet, lå den altså på land lige ud for Bøjden. Men også kun lige akkurat.
”Kystlinjen har formentlig ligget cirka 100 meter længere ude, end den gør i dag, og kystforløbet har i store træk lignet det, vi ser i dag. Derfor har det været et godt sted at slå sig ned om sommeren, hvor de godt kunne lide at bo tæt ved kysten,” fortæller han. (Se herunder hvor kystlinjen cirka gik. Den røde plet viser hvor bopladsen lå).
Jægerstenalderfolkene var det, man kunne kalde semi-nomader, hvilket vil sige, at de har rykket rundt til forskellige bopladser i årets løb. Om vinteren har de typisk opholdt sig inde i skovene, hvor de har kunnet ligge i læ for vind og vejr, men om sommeren har de altså opholdt sig helt ude ved kysten. Lidt ligesom vi stadig godt kan lide at gøre det i dag.
”Det her har været et supergodt sted at bo, for de har haft al maden lige uden for døren, både muslinger, krabber, fisk, sæler og hvaler. Samtidig har de nok også nydt en tur i vandet, som vi gør i dag, når det er varmt.”
Bopladsen har altså ligget lige herude omkring et lille stenrev, der løber ud fra pynten, på en til to meters dybde. Havet fortsatte nemlig med at stige over de næste par tusinde år, og for omkring 5000 år siden blev bopladsen derfor taget af havet. Dog ikke mere, end at man stadig kan vade direkte ud i den fra stranden, fortæller Poul.
”Men vi tager en lidt længere vej for at opleve de forskellige miljøer i havbunden på vej derud,” siger han og viser den planlagte svømmerute på det laminerede luftfoto.
Første fund!
Med teorien på plads kommer våddragterne på (nogle mere elegant end andre). Med svømmefødder, snorkler, dykkersokker og handsker går vi ad en lille trampesti ned til vandkanten. I den intense middagshede (og efter en lige så intens kamp med våddragten) er det en stor lindring at glide ned i det svale havvand. Poul har dårligt fået ansigtet under vand, før han hiver den første flintegenstand op fra bunden.
”Se, her er der allerede en – et stort, flot afslag,” siger han og peger på den bule øverst på flintflagen, som altså er resultatet af et slag med en anden sten. Det tegner jo godt.
”Nu bevæger vi os lige så stille derudad, og så er det bare om at samle alt det op, der ligner noget. Så snakker vi om det.”
Så det er snuden i vandet og af sted ud langs badebroen. På vejen ud mod stenrevet bliver det dog ikke til mange sten, for jeg er så benovet over myriaderne af liv, der åbenbarer sig under overfladen, at jeg næsten ikke kan koncentrere mig om at kigge efter sten. Krabber, tangnåle, kutlinger og stimer af fiskeyngel myldrer rundt i den tætte tangskov, hvor solens stråler brydes af bølgerne og falder ned gennem det undersøiske løvtag, så skyggerne danser på bunden. De usædvanligt mange forskellige slags tang og ålegræs stråler i alle nuancer af gul, grøn og brun. Når man løfter hovedet oven vande, betages man i lige så høj grad af udsigten 360 grader rundt i bugten, hvor smukt kuperede øer omfavner horisonten.
Der er lidt under 200 meter hen til det sted, hvor flintekoncentrationen er størst: stenrevet. Vi svømmer hen langs kysten, hvor vandet maksimalt bliver et par meter dybt. Undervejs ændrer undervandslandskabet sig brat fra frodig tangskov med algebevoksede sten til helt flad, hvid sandbund og tilbage til tangskov. Tangklyngerne med de lange, hårlignende stængler når fra bund til overflade, så det føles som at svømme igennem en sælsom urskov af omvendte lianer. Denne gang er stenene mellem tangplanterne af en lidt anden karakter – de er alle sammen ret små og bemærkelsesværdigt algeløse i forhold til stenene tættere på stranden. De ligger nærmest, som var de smidt der i går. Vi er nået til stenrevet, hvor bopladsen lå. Her kom en sydfynsk familie altså på sommerferie hvert år for ca. 7000 år siden.
”Her kan du se, at bunden bliver holdt fri af strømmen, der kører langs med kysten hen over pynten og videre ind i Helnæsbugten,” siger Poul og peger mod nordvest. ”Derfor er stenene fra bopladsen skyllet fri og er nemme at finde her.”
Afgørelsens time
Her går jagten for alvor ind, for nærmest samtlige sten kunne ligne dem fra madkassen. En sten halvanden meter under mig ser særligt interessant ud – den er lys med små pletter af brune alger, men er helt glat på den ene side med en svag bule i toppen, og den anden side har tydelige facetter. Jeg vender bunden i vejet og griber stenen. På vej over mod Poul og den lille gummibåd viser der sig flere kandidater med lignende kendetegn, som jeg samler op.
”Har du fundet noget? Lad os se på det,” siger han. ”Læg dem herop på båden.” De fire sten placeres mellem os, og Poul plukker mit første fund fra bunken.
”Jaa, den er rigtig flot, den her, rigtig fin,” siger han og vender flintestykket foran øjnene. ”Den har en tydelig slagbule her, hvor den er slået af, og nogle fine kanter. Rigtig godt fund.”
Resten er desværre ikke rigtige afslag, men måske flager sprængt af i frosten og en enkelt, der bare så sådan ud naturligt.
”Der er nogle, hvor vi ikke er i tvivl om, at de er lavet af mennesker, og nogle, hvor vi ikke er i tvivl om, at de ikke er. Men der er selvfølgelig også en del, hvor det er svært at se, som for eksempel med den her,” siger han og holder et af mine fund op, før han holder den lille samling ud fra båden og lader stenene falde til bunds igen, hvor de hører til. Jeg spørger, hvor mange potentielle fund Poul kan se lige præcis her under os. Han stikker hovedet i vandet og kigger lidt:
”Der er i hvert fald fire stykker lige her under os.”
Skærpet flintesyn
Med flinteblod på tanden svømmer jeg videre rundt og scanner de mange hundreder små sten på bunden. Rundtomkring stikker store, grå knolde op af sandet som bare pletter i det ellers frodige landskab. Poul fortalte inde på stranden, at det er lerknolde fra den underliggende lerformation, som strømmen har skyllet fri. En lille fisk tager et hvil på en af dem, og jeg bliver hængende lidt i overfladen og betragter den. Men arbejdet kalder, og jeg svømmer videre og får samlet en håndfuld flint mere, som igen bringes hen til eksaminering hos den sagkyndige.
”Sådan, den her er rigtig god. Stor og flot slagbule og en stor, glat flade her, rigtig fin!” siger Poul om en af stenene. De andre er også godkendte afslag.
Jeg har efterhånden lyst til at samle samtlige sten på havbunden op, for de ser næsten alle sammen spændende ud med mit nye flintesyn. For var der ikke en lille bule i toppen af den derovre? Måske dén der havde en særligt skarp kant? Faktisk er der så mange kandidater, at jeg slet ikke får samlet nogen op, for der er hele tiden en lidt længere henne, som måske var bedre end den anden. Det bliver altså ikke til den store fangst, fordi jeg simpelthen er for meget oppe at køre over, hvor flot alting er.
Den gammeldags hobbykniv
Heldigvis er Poul lidt bedre til at holde hovedet koldt.
”Prøv lige at komme!” kalder han. ”Nu skulle det jo ha’ været dig, der fandt den her, men prøv lige at se,” siger han og holder en mørkeblå, helt aflang, smal sten frem. Jeg genkender den fra madkassen som en pilespidssten. ”Det her er virkelig et flot eksemplar,” siger Poul. ”SÅ store stykker finder vi ikke ret tit.”
Poul forklarer, at pilespidsstenen, i fagsprog en “flække”, har fungeret ligesom en moderne hobbykniv, hvor man har kunnet brække et nyt skarpt stykke af, når det gamle var slidt. Der er altså en af bopladsens beboere, der for 7000 år siden har hugget den af en stor flinteblok for at have den med sig på jagt som pilespids-backup. Måske har vedkommende tabt den eller bare forlagt den, for den er i hvert fald ikke blevet brugt.
Jeg spørger, om Poul og de andre guider har et kort over, hvor de særligt gode ting ligger, og så finder dem på hver tur. Men det afviser han.
”Der er så mange ting herude, at vi faktisk aldrig finder det samme to gange. Jeg ved jo efterhånden, at der er mange gode fund, men jeg ved ikke, præcis hvor de ligger.”
Druknede skove
Flere steder i Det Sydfynske Øhav kan man også se resterne af de skove, der dækkede landet mellem øerne, som nu er blevet til havbund. Ved Nakkebølle mellem Faaborg og Svendborg fandt man f.eks. for nylig en træstub med rodnet, der sandsynligvis voksede der i yngre stenalder. Ud for Strynø Færgeleje er der et større undersøisk skovområde med træstammer og træstubbe fra ældre stenalder. Der er givetvis flere områder med gamle træer, men de er ikke kortlagt. (Foto: Mads Rosenlund Jensen)
Maner til respekt
Siden alle og enhver jo kan svømme herud og fylde lommerne med flintefund, strejfes jeg af tanken om, hvorvidt der har været svind i flintestykkerne herude, siden de guidede ture begyndte i 2017.
”Det er ikke et problem,” svarer Poul. ”Jeg oplever faktisk,
at folk godt forstår, at hvis de gør det, så varer det ikke ret
længe, før det hele er væk. Og folk er generelt gode til at forstå, at det her er noget, vi skal passe på sammen,” siger han.
Det er da også en af geoparkens kongstanker, fortæller han senere, da vi igen er oppe af vandet. Altså at geoparkens attraktioner er frit tilgængelige for alle og samtidig er alles ansvar.
”Hele Det Sydfynske Øhav er jo lidt som en zoo uden hegn og bure. Der er ikke nogen vagter, der står og siger, hvad du må og ikke må. Men ideen med ture som den her er jo netop at vise folk, at stederne er her, så de forhåbentlig selv får lyst til at hjælpe med at passe på dem.” De guidede snorkleture er arrangeret af Øhavsmuseet i Faaborg og har plads til op til 12 deltagere ad gangen. Ud over bopladsen ved Bøjden Færgehavn er der også fem andre lokationer rundt om i Øhavet, som man kan komme ud og se. Hvor turen går til, afhænger af vindretningen og vejret generelt.
OBS!
Det er tilladt at tage flinteredskaberne og afslagene op fra bunden for at se på dem, men det er ikke tilladt at tage dem med sig hjem, da bopladserne er fredet.
Mød eksperten
Poul Baltzer Heide
Museumsinspektør ved Øhavsmuseet Faaborg
