Forskerne borer lange iskerner op fra lejre på Indlandsisen og Antarktis. De kan få tre meter op ad gangen af det samme hul, og på den måde når de længere og længere ned i den iskolde undergrund og jo dybere de kommer, jo ældre er den is, der kommer op.
Forskerne laver en række analyser af kernerne med forskellige metoder:
Måling af elektrisk ledningsevne viser vulkansk aktivitet
Forskerne måler iskernernes elektriske ledningsevne med to elektroder. Ledningsevnen fortæller, hvor mange elektrisk ledende ioner, der er i isen. Høje koncentrationer af den elektrisk ledende ion sulfat (SO₄2) kan indikere, hvornår der har været vulkansk aktivitet. Svovldioxid (SO₂) fra vulkaner bliver nemlig omdannet til sulfat i atmosfæren.
Analyse af iskrystaller viser isens bevægelser
Iskrystaller fortæller noget om, hvordan isen har flydt og bevæget sig i forskellige perioder.
I iskrystallerne er der luftbobler med samme kemiske sammensætning, som atmosfæren havde, da de blev dannet. I iskernerne kan forskerne derfor måle nøjagtigt, hvor høj atmosfærens koncentration af drivhusgasser har været i de seneste hundredtusinder af år.
Foto: Jacob Lind Bendtsen
Isen smeltes, så den inderste del bliver tilgængelig
I laboratoriet på Niels Bohr Institutet skærer forskerne små stykker af isen og smelter det på en slags kogeplade, der skiller det indre vand fra det ydre. Forskerne er interesserede i at måle på det vand, der kommer fra den inderste del af kernen, fordi den yderste del kan være forurenet, efter at den har været i kontakt med luften, eller når forskerne har rørt ved den.
Vand-analyse med Cavity Ring-Down-spektrometri
Vandet bliver analyseret i forskellige instrumenter. Et af dem er et laserinstrument, der kaldes et Cavity Ring-Down-Spektrometer (CRDS). CRDS kan med høj præcision måle koncentrationer af isotoperne 16O og 18O – forholdet mellem dem er såkaldt proxy for temperaturer. Læs om det på side 11.
Med andre metoder måles:
- Drivhusgassen metan (CH₄).
- Støvpartikler, der fortæller om tørke og vindforhold.
- Ioner fra salte, der stammer fra havene og kan informere om havisens udbredelse.
Til sammen giver analyserne kontinuerlige klimadata, der når op til 130.000 år tilbage i tid fra de grønlandske kerner og op til 800.000 år tilbage fra de antarktiske kerner. I laboratoriet i København kigger Helle Astrid Kjær under et forstørrelsesglas på iskrystaller i et tyndt stykke is, hun har skåret af en iskerne fra Indlandsisen.
