Tre dages ulykkes-scenarier i Island klæder forskerne på til feltsæson

Glaciologerne fra GEUS skal jævnligt træne gletsjersikkerhed for at være forberedt, når de skal lave feltarbejde på Grønlands indlandsis hver sommer. For eksempel hvad man gør, hvis man falder i en gletsjerspalte. I foråret 2022 tog de til Island, og Geoviden tog med.

Accepter venligst statistikker, markedsføring cookies for at se denne video.

“Hvordan fanden forbereder man sig på det!!??” udbryder en kursusdeltager chokeret på den sneklædte, islandske skråning, da hendes baglæns tumlen ned ad bakken med sne, arme og ben i alle retninger endelig er bragt til standsning. Et fald induceret med fuldt overlæg cirka 30 sekunder forinden af hendes rebmakker i en simulation af at være et sammenbundet tomandshold på Indlandsisen, hvoraf den ene falder i en gletsjerspalte og hiver kollegaen i den anden ende af rebet med.

Det er netop opgaven for dagen. At forsøge at forberede sig på det. At have prøvet den voldsomme fald-situation på egen krop under sikre omstændigheder. Så man ikke bliver lige så overrumplet, hvis det skulle ske på Indlandsisen, hvor hjælpen kan være hundreder af kilometer væk.

Langs bakkekammen befinder sig ni glaciologer, teknikere og medhjælpere fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) plus tre samarbejdspartnere fra hollandske Utrecht University. Alle i fuld gang med forskellige stadier af gletsjersikkerhedsøvelsen, hvor det gælder om at standse sit fald og derefter hale sin faldne makker op igen. Hvis man da når så langt og ikke begge falder ud over ‘gletsjerkanten’, som i dag spilles af en snedækket skråning i Sydisland, fordi vejret på den tiltænkte trænings-gletsjer var for dårligt.

”Arghh, hæng stille!” råbes der et andet sted på skråningen øjeblikket efter, hvor et andet tomandshold havde en mere succesfuld selv-standsning i sneen, men hvor rebmakker 1 nu er i store problemer med at holde sin faldne kollega, hvis fulde vægt nu hænger i de seletøjsstropper, han har om hofterne. Og hvor makkeren samtidig vrikker livligt rundt i sin ende af rebet for at simulere en person i panik.

Hvorfor kommer der spalter i isen?
Is i en gletsjer bevæger sig. Når isen flyder over større ujævnheder i terrænet, eller hastigheden i isens bevægelse ændrer sig, påføres isen stress, og så kan den slå revner. Det kaldes gletsjerspalter. Gletsjeris vil typisk flyde hurtigere, des tættere på gletsjerens front, man kommer, og derfor vil der typisk være flest spalter her.  

Få millimeters fejlmargin

”Det kommer til at gøre ondt,” informerede vores islandske gletsjerguide Jón Andrésson os ti minutter forinden, da han og makkeren Mike Reid gennemgik scenariet for os. Og det var ikke løgn. Stropperne skærer ind i hoften, selv gennem de fem-seks lag vintertøj. Selvom man sådan set vidste, hvad der ville ske, er kroppen i chok efter pludselig at være blevet revet ud af balance på skråningen og ikke have andet end sne at gribe fat i.

Når man på en eller anden uskøn måde formår at hugge støvlerne dybt nok ned i sneen til at standse, kræver det hele ens styrke at stemme imod trækket nedefra. Alle bevægelser har maksimalt et par millimeters fejlmargin i en skrøbelige ligevægt, hvor balancepunktet konstant forskydes af bevægelser og ryk i rebet fra din nødstedte makker.

Og du kan ikke bare ligge der. Opgaven er nu, så hurtigt som muligt at grave en cirka halv meter dyb rende i sneen foran dig og med din isøkse etablere et såkaldt sne-anker, som du kan overdrage vægten til. Hvis du da ikke er så uheldig at have tabt øksen i din ukontrollerede  kolbøtte-tumlen ned af bakken forinden.

Med 70 – 80 kilo der hele tiden trækker dig ned, skal du finde det rigtige reb i dit bælte, klikke det fri, binde det om øksen med det rigtige knob, mase øksen ned i snerenden, vende dig om og binde rebet fast til hovedrebet.

Nu kan du – forsigtigt – bevæge dig lidt tilbage og gradvist lade rebet i sneankeret overtage vægten, imens du hele tiden holder øje med tegn på ’ankersvigt’ i sneen. Altså at sneøksen rives igennem forsiden af snerenden, fordi sneen ikke er stærk nok. Hvorefter du, hvis du ikke når at redde dit system, skal være klar til et nyt fald ned ad bakken og til at gøre det hele forfra. Hvis da ikke gletsjerkanten ankommer først. 

Den islandske test-gletsjer

Alt dette er selvfølgelig en øvelse, hvor ingen var i fare, og alting foregik under to erfarne gletsjerguiders opsyn. Gletsjerspalten var som nævnt ikke en spalte, men en sneklædt bakke. Hvilket for den sags skyld var ubehageligt nok. Gletsjerspalterne er derimod en reel risiko, man må forholde sig til, når GEUS-glaciologerne fra Afdeling for Glaciologi og Klima samt medrejsende teknikere og medhjælpere hvert år tager op på Grønlands indlandsis i deres arbejde med at afdække, forstå og overvåge isens afsmeltning (som du bl.a. kan læse mere om på projektets hjemmeside promice.org).

Læs mere: Indlandsisen fungerer som en bankkonto

Nogle gange er spalterne ikke så dybe, andre gange er de adskillige hundrede meter dybe, fulde af fossende smeltevand og skarpe kanter. Nogle gange er de synlige og andre gange skjult under nyfalden sne. Indlandsisen er en gletsjer, om end en kæmpemæssig en af slagsen, og derfor kræver det en vis viden om gletsjer-sikkerhed at bevæge sig rundt på den. Herunder at kunne identificere, hvor spalterne er, vælge den sikreste rute, bevæge sig sikkert rundt på isen, og at kunne redde sig selv og andre op af en spalte, hvis uheldet – mod forventning – skulle være ude. Hvilket heldigvis uhyre sjældent er sket.

Sikkerhedskurser for arbejde på Indlandsisen
Medarbejdere fra GEUS, der skal på feltarbejde på/ved Indlandsisen skal gennemgå træning i sikkerhed inden afgang. Nogle kurser er obligatoriske, men der er altid nøje sammenhæng mellem feltarbejdets karakter og geografi og de kurser, der kræves. Skal man arbejde på isen, er et opdateret gletsjerkursus et krav, og indebærer feltarbejdet, at du/I medbringer skydevåben til selvforsvar mod isbjørne, er skydekursus obligatorisk. Flere kurser skal genopfriskes med faste mellemrum, herunder gletsjerkurset minimum hvert tredje år. 

Det er ikke noget, man kan læse sig til. Derfor har GEUS et krav om, at alle, der skal bevæge sig rundt i  områder af Indlandsisen med risiko for spalter, skal gennemgå en række praktiske sikkerhedskurser som forberedelse. Blandt andet gletsjersikkerheds-kurset, som foregår over tre dage på den islandske gletsjer Sólheimajokull. Det er både nemmere og billigere at komme til Island end til Grønland, og gletsjerspalter er nu engang gletsjerspalter.

Sólheimajokull ligger et par timers kørsel fra Reykjavik og er desuden meget let at komme op til. Fra en stor, gruset parkeringsplads kan du se lige hen på gletsjerens savtakkede, gråblå masse, der slanger sig ned mellem to bjergkamme. 

I ly af gletsjeren

Da vi ankommer ved gletsjeren op ad formiddagen på den første dag har entusiasmen undervejs været lidt udfordret af regn, slud og blæst, der hamrer ildevarslende mod bilruderne. Dog ikke hos Jón Andrésson fra guidefirmaet Asgard Beyond, som står for kurset.

Læs mere: Kom med på feltarbejde i Grønland

”Det ser lidt lysere ud i horisonten der, hvor vi skal hen. Desuden tror jeg, at gletsjeren selv og bjergene bag den faktisk vil skærme for vinden,” sagde han undervejs. Og ganske rigtigt. Da vi hopper ud af bilerne, er vinden aftaget markant, og regnen standset.

Bagsmækken på minibussen åbnes og murerbaljer fulde af klatreudstyr, klatrejern og isøkser hives ud på sneen. Der sænker sig en koncentreret ro over flokken, imens alle trækker i de sidste vind- og vandtætte lag tøj og begynder at ’geare up’. Klatreseler (’harness’) spændes, forskellige slags karabinhager, snoretræk og trisser klipses i bæltet sammen med reb i forskellige tykkelser og længder samt et sæt lange skruer. Hjelm på hovedet, isøkse i hånden.

Mange har deres eget udstyr med, så man får testet de ting, man rent faktisk skal have med ud på isen til sommer. De fleste skal dog låne ’steigeisen’ (på engelsk ’crampons’), som er såler fulde af skarpe metalpigge til at spænde på skoene, så du kan stå fast på isen og gå op og ned ad de stejle isvægge.

De ligger i en bunke og ligner rekvisitter fra en dødsmetal-musikvideo. Flere er lidt usikre omkring påførelsesprocessen, så guide nummer to, Mike Reid, hjælper. Først justeres de i størrelsen, og så bindes de fast på støvlen med lange nylonbånd rundt og rundt som en slags aggressiv balletsko.

”Godt, er alle sikret mod kulde?” spørger Jón efter en ti minutters tid. ”Er alle gearet op?” Så er der afgang.

Traversering i det frosne hav

Lidt mere end halvdelen af deltagerne har været på kurset ved Sólheimajokull før eller lignende kurser på Svalbard, i Schweiz eller i Canada. Et af de nye ansigter på gletsjeren er GEUS-forsker Signe Hillerup Larsen, som på grund af corona-epidemien har fået udsat sit gletsjerkursus et par år. Hun har dog været på Indlandsisen før og har deltaget i kurser i de nødvendige klatre- og redningsteknikker i Hareskoven nordvest for København. Den del af sikkerhedstræningen, som glaciologerne kalder ’tørtræning’. Hvilket er alle de samme øvelser, bare uden en gletsjer, og som cirka en gang årligt bruges til at holde redningsfærdighederne ved lige. Det er derfor ikke ukendt farvand for hende at være på vej hen mod en mur af is.

Læs mere: Turbogletsjer spiller hovedrolle i massebalancen

”Det bliver nu godt at prøve øvelserne på is, og jeg har heller ikke haft crampons på før. Dem plejer vi ikke at bruge der, hvor jeg tager hen, der er det som regel nok med vores vandrestøvler,” siger hun. Ofte er isen nemlig dækket af sne, der hvor hun arbejder, eller også er den nopret og ru i overfladen på grund af afsmeltning, fortæller hun.

Der er cirka ti minutters gåtur hen til isfronten. Overtræksbuksers højfrekvente ’shhriii, shhriii’-friktionslyd blandes med rytmisk, metallisk klinken fra karabiner og isskruer, der dingler fra alle bælterne, tilsat sprøde ’kruntsch’ af 14 sæt crampon-knive, der skæres ned i våd sne. Henne ved selve gletsjeren drejer karavanen af farverigt polstrede skikkelser til venstre ind mellem de hus-høje vægge af blå is. Vi går ind mellem overdimensionerede, fastfrosne bølger i et oprørt is-ocean, som israelitterne gennem Det Røde Hav. 

”Her stopper vi lige og øver at traversere,” siger Mike Reid, da vi kommer forbi en lidt mindre bølge af is. Altså at gå med klatrejernene på en stejl isflade. Han leder an og viser, hvordan man på vejen opad skal pege fødderne 45 grader ud til hver side og hugge piggene ordentligt ned i isen. Når man skal til siden, skal den ene fod vende lige frem og den, der vender mod ’afgrunden’ skal pege vinkelret på den anden. Nedad skal man virkelig hakke knivene i, læne vægten helt tilbage og støtte med øksen bag sig.

”I skal virkelig overdrive, man skal helst se lidt dum ud på vej ned,” siger han. Alle tager en tur. Man kan ikke lade være med at føle sig ret cool med de tyngdelovs-overvindende sko. Signe Hillerup Larsen spørger, om vi gerne må tage nogle flere ture. Vi går rundt, op, hen og ned i nogle minutter til alle har fået en tilfredsstillende tiltro til, at knivene rent faktisk holder ens vægt på den stejle isflade.

Dertil kommer tricket til de særligt stejle, næsten lodrette flader, hvor det ene eller begge tåspidsknivsæt hugges ind i isen, så vægten hviler skråt ned på dem. Også kaldet ’front pointing’. Mike er tilfreds med os, og vi traverserer videre ind i den blåhvide labyrint. 

Den store knob-prøve

Mellem to iskamme gøres der holdt. Her skal redningsøvelserne foregå. Der er en kort pause, hvor de interimistiske frokoster, der blev købt på vejen i et supermarked, indtages. De fem-seks meter høje isvægge skærmer for den tiltagende vind og giver en tryg fornemmelse, som stod vi i en solbeskinnet gryde i en vestjysk klit.

Fordybningen er dog ikke vores ven. Den skal nu agere fjendtlig gletsjerspalte i næste punkt på dagsordenen. Nemlig at kunne rede sig selv eller andre/andet op herfra. Her kommer de to lange skruer, vi har med i bæltet, ind i billedet. De skal skrues ned i isen ca. 30 cm fra hinanden og have en af remmene hægtet fast med en knude og en karabin pegende mod iskanten.

”How you like them apples?!” siger Mike Reid og slår ud med armene efter sin rutinerede demonstration af mekanismen. Et såkaldt is-anker med bæreevne på over 1000 kilo. Vores tur.

Skruerne arbejder sig overraskende let ned gennem isen og på kort tid er der etableret isankrer ned langs hele kanten. Nu starter knob-lektionerne for alvor. Indenfor få minutter har Mike Reid bundet i hvert fald fire-fem forskellige slags med forskellige reb og remme fra udstyrsbæltet. Dobbelt halvstik (clove hitch), ottetalsknob (figure eight), fiskerknob (double fishermans knot), ’prusik’ osv. Alle sammen nødvendige for at kunne rappelle ned ad rebet, der hænger fra isankrene. Den del har næsten alle stiftet bekendtskab med på tidligere kurser, så knuder og knob fyger gennem luften. Før man ved af det, er første glaciolog på vej baglæns ud over kanten og forsvinder ned. 

Resten af dagen – og første halvdel af den næste – går med at øve at rappelle først ned, så op og så at lave hejse-snoretræk til at hive andre op med. For hvis din ven er faldet ned i en spalte, har brækket begge arme og ikke selv kan rappelle op, så må du jo gøre det. Så skal man ned og hægte vedkommende fast i til et hejsesystem, rappelle op og hive vedkommende op. Det kunne også være en klimastation, der er blæst ned i en spalte, som før er sket i Grønland.

Det er ret utroligt, hvor meget man kan hejse op ved hjælp af knob og et par anti-friktions-trisser på et reb. En af GEUS-forskerne, Anja Rutishauser, hejser for eksempel en kollega på omtrent det dobbelte af hendes egen vægt op. Det er hårdt og tager et par minutter, men det kan lade sig gøre, fordi man ved hjælp af de forskellige trisser fordeler vægten ud på flere punkter på rebet. Med tre fordelingspunkter på rebet trækker man således kun en tredjedel af den egentlige vægt. Med fem er det en femtedel osv.

Således hejses der glaciologer og teknikere op og ned ad isvæggen på skift i timevis. Enten som sig selv, som nødstedte vejrstationer, som ”bevidstløse” og en række andre scenarier.

15 meters betænkningstid

Formiddagen på dag to er badet i solskin, og alting er smukt og isblåt. Til gengæld blæser det mere og er koldere end dagen før. Ved særligt stærke vindstød bliver vi kun stående, fordi klatrejernene på skoene holder os fast til isen. Der er nu styr på hejse-teknikkerne, så sværhedsgraden øges.

”Nu træner vi at gå i ’rope teams’ og hvad der sker, når en fra vores hold falder i en gletsjerspalte,” siger Mike Reid. Vandrer man i rebhold i spaltefyldt gletsjerterræn, hvor spalterne kan være maskeret med sne, bør man som udgangspunkt være minimum tre personer på et hold, fortæller han. Afstanden mellem hver skal gerne være mindst 15 meters reb, gerne mere. Hvilket lyder af meget, men selvfølgelig har en god grund.

”Hvis I går tættere sammen, måske med fem meter reb mellem jer, har du kun fem meter, fra din makker falder i en spalte, til du selv ryger i. Det giver dig meeeget kort tid at reagere i, og sandsynligvis når du ikke at reagere, og så dør I alle sammen.” Bum.

Derfor skal man også altid gå i hold på tre personer eller flere, forklarer han. Så er der altid to til at holde vægten fra én, der falder, og så er risikoen mindre for at blive revet med ned alle sammen. Er man kun to, er det meget hårdt at holde den anden og sandsynligheden for at blive revet med ned er stor (hvilket blev tydeligt dagen efter…).

Fald-ofre og reddere

Seriøsiteten intensiveres, og vejret følger med. Solen er forsvundet, og vinden taget til. Sammen med den stærke blæst kommer også en rask mikstur af hagl, slud og regn, der pisker ind i ansigtet som nåle.

”This is more like it, huh?” udbryder Mike Reid. Hvilket normalt ville være irriterende, men flere på holdet hujer og griner, da vi i tremands-rebhold går længere op ad gletsjeren. Mere og mere udsat for vejrets rasen.

”This is great!” småråber Anja Rutishauser i den hylende vind. De mange lag af uld og vand/vindtæthed indgyder en varm følelse af styrke, som vi står der på ryggen af en gletsjer omsust af alle tænkelige former for frossen nedbør, men faktisk ikke synes, at det er koldt.

På skift skal vi nu lade os falde ud over en kant, imens de to ikke-faldne rebmakkere henholdsvis holder vægten og laver isanker og hejsesystem til at hive den faldne op igen. Guiderne Mike og Jón tager hver sit sæt af rebhold med sig rundt over hele gletsjerens bredde i jagt på forskellige slags kanter og skrænter, vi kan falde ned af.

Nogle skal falde ud over en iskrænt, andre ned af en snedrive. Forskellige scenarier og omgivelser for både fald-offer og redere. Når det er ens tur til at være offer, er det en virkelig rart bare at hænge der lidt og gøre sig tung i ly af sin snedrive, imens de andre arbejder med skruer og knob. Da alle faldmuligheder er afsøgt og afprøvet og kulde-resistensen er for nedadgående giver guiderne besked på, at det var det for i dag. Vandreturen ned ad gletsjeren og hen til bilerne foregår i fælles stilhed. 

Knuder på hjernen

Kursets første og anden dag forløber med vellykkede, kontrollerede redningsøvelser uden det store drama, men det ændrer sig lidt på kursets sidste dag. Her bliver minimum seks ud af tolv deltagere undervejs dømt ”døde” af guiderne, nogle op til flere gange. Enten fordi vores rebmakker på det risikable tomands-rebhold ikke når at standse sit fald, inden begge falder ud over kanten af ”gletsjerspalten”. Eller fordi sneankeret fejlede.

Vi er som bekendt ikke på Sólheimajokull længere, men på en sneklædt skråning langs en øde landevej et sted en halv times kørsel udenfor Reykjavik. I slutningen af dag to stod det klart, at hele området omkring gletsjeren dagen efter ville være indhyllet i et uvejr, som ikke engang islændingene ville være ude i. Heldigvis er Island fuld af stejle steder med sne, så vi skulle ikke snydes for de imaginært skarpe faldsituationer. Det blev bare længere mod nordvest, hvor regnen og blæsten trods alt var lidt mindre voldsom.

Midt på eftermiddagen er hele holdet forskellige grader af smadret. Vi har netop øvet en version af redning, hvor man skal lave genveje på rebet hen over tre store knuder, der illustrerer andre personer koblet på rebet, som blokerer for ophejsningen af offeret. Handskerne er sjaskvåde og iskolde, og der virker til at være opstået ekstra knuder på både reb og hjerne.

”Kast jer ud med ansigtet først”

Mike Reid fornemmer trætheden på skråningen ved øvelsens afslutning og siger: ”Nu har I to muligheder. Vil I tilbage til varmen i bilen eller vil I øve ’self-arrest’ på bakken derhenne?” Vi kigger lidt på ham, lidt på hinanden. 

”Self-arrest,” siger en eller anden.

”Fedt, så kom med,” siger han og løber med imponerende fart op ad en meget stejl, sneklædt klippeskråning. ”Så gør I bare sådan her,” lyder det, idet han pludselig lader sig falde frit ned ad bakken. Hurtigt hugger han isøksen i, så det står til alle sider med sne, og faldet standses efter måske ti meter. Det er sådan, man skulle have gjort, da man blev revet med ned af sin rebmakker.

Flere af forskerne står i nogle sekunder midt på skråningen og ser tøvende ned mod bunden. Alle er dog faldet på så mange måder i de sidste par dage, at det efterhånden virker lige meget. En efter en lader vi benene glide ud og drøner nedad i et brus af sne og lyn-induceret adrenalin. Det kræver alligevel noget kraft at få isøksen hugget ordentligt ind i sneen, så flere deltagere glider hele vejen ned af bakken, der måske er 40-50 meter høj.

”Prøv så at kaste jer ud med ansigtet først,” råber Mike Reid oppe fra toppen og gør sig selv til første eksempel. Som et neongult projektil flyver han ned af bakken med armene ind til kroppen, inden isøksen hugges i, så han drejer rundt og standser midt på skråningen. Før man har set sig om, flyver der glaciologer ned ad bakken på alle mulige leder og kanter. Når folk får standset sig selv, løber de op og kaster sig ud igen.

I tyve løsslupne minutter glemmer alle, at de frøs, sne og is er ligegyldigt, og sørme om ikke også Solen bryder gennem skyerne til allersidst, på vej hen mod bilerne. Jón Andrésson samler trådene, inden vi splitter op:

”Der har været gang i mange ting hen over de sidste tre dage, mange teknikker og scenarier. Overordnet set skal man huske, at vi sådan set bare har trænet at kunne rede os selv eller andre op af en gletsjer. Tænk over risici der, hvor du er. Ved uheld, så hold hovedet koldt og find ud af, hvad der giver mening her og nu. That’s about it.”

---

Kursusdag 1

• At gå på en isflade med klatrejern/’crampons’
• Etablering af isanker
• Rappelling ned i og op af gletsjerspalte

Vejrforhold: Regn/slud og blæst, men med længere tørre perioder. Ca. 4C, windchill ca. -6.

Kursusdag 2

• Risikovurdering af terræn og valg af sikreste rute
• Gletsjerredning, etablering af hejsesystem til at hejse person/ting fra spalte, forskellige scenarier
• At gå i tre-mands rebhold på gletsjeris, terrænaflæsning
• Gletsjerredning i tre-mands rebhold, forskellige scenarier, skiftende positioner

Vejrforhold: Solskin om morgenen, fra middagstid stærk blæst, hagl og slud efter frokost. Ca. 2C, windchill ca. -9

Kursusdag 3

• Etablering af sneanker
• Gletsjerredning i to-mands rebhold inkl. standsning af fald på sneskråning
• Gletsjerredning ved flermands rebhold, hvor knuder på reb skal forbipasseres
• Standsning af fald med isøkse/’self-arrest’.

Vejrforhold: Voldsom blæst og regn, nødvendigt at skifte lokation. Blæst og regn, stilner af om eftermiddagen. Ca. 5C, windchill ca. -6.